Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen?

“Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen?” Disse store spørgsmål er ikke bare titlen på Paul Gauguins berømte livsfrise fra 1897-98 (der hænger på Museum of Fine Arts i Boston), men også spørgsmål, som alle stiller sig selv og hinanden fra tid til anden. Det handler om at skabe håndterbare sammenhænge mellem fortid, nutid og fremtid og finde sin placering i det helt store billede. I denne sammenhæng spiller familiebåndene selvfølgelig en ikke ubetydelig rolle.

Det er rundt omkring disse store spørgsmål, Jette Hye Jin Mortensen kredser i sin udstilling Generation på Holstebro Kunstmuseum.  Hun har i en række udstillinger behandlet problemstillinger vedrørende nutidige udfordringer af slægtskabet – ikke mindst har hun fokuseret på diskussioner om adoption.

Hun er selv født i Seul, adopteret, og opvokset i Danmark, og har i udstillinger som eksempelvis The Apology på Overgaden i 2013 stillet kritiske spørgsmål til de politiske, etiske, og økonomiske ideologier, der ligger til grund for adoptionspolitikken, og som viser noget om, hvordan vi ser på slægtskab, barnets udvikling og identiteten i det hele taget.

Indeholdt heri er også den evige diskussion, om det er arv eller miljø, der bestemmer, hvem vi er. Det er ikke en ny diskussion, men den er intensiveret og kompliceret i nyere tid. Ikke alene er der alle adoptivbørnene, alle de institutionaliserede børn, børn af  skilsmissefamiler, regnbuefamilier, udvidede familier osv. Men det er heller ikke længere ren science fiction at bruge rugemødre eller undfange børn med donorsæd og –æg. Nye reproduktionsteknikker udfordrer vores opfattelser af identitet, slægtskab og ophav, og det er netop her installationen i Holstebro tager fat.

Vi er alle i familie
Allerede uden for udstillingsrummet slås en tangent an: Vi er alle dybest set i familie med hinanden. De såkaldte Haplogrupper som anskueliggør, at vi stammer fra de samme forfædre og mødre, er diagramatisk sat op på indgangsvæggen.

Selve udstillingsrummet er ret flot og scenisk. Et lyserødt, sart og transparent forhæng deler rummet i to. Man opdager, at det består af tøjdragter og stofmøblement, og senere viser det sig, at disse kostumer indgår i udstillingens videoværker. På den ene side af forhænget står tre fryseskabe angiveligt indeholdende nedfrosne DNA prøver og befrugtede æg fra to afdøde, to nulevende og to endnu ikke fødte. Så har vi ligesom fået fortid-nutid-fremtidslinien placeret i en kunstig lægevidenskabelig rugekasse! På den anden side afspilles fra hængende projektorer videosekvenser med skuespillere iført forhængets kostumer.

Fremtidsfiktion
Videoerne viser et fremtidsspil, hvor skuespillerne gennemspiller og diskuterer forskellige aspekter af reproduktionsspørgsmålene. Problemstillinger som kunne – eller måske rettere – vil blive aktuelle i fremtiden. Det foregår i et blåligt, tåget og low-tech-kitschet science fiction univers, der bedst kan beskrives som fremtidsfiktion, som man ville have lavet det engang i fortiden.

Men det svarer måske også ret præcist til, hvad det er, kunstneren ønsker at sætte til debat: nemlig at man ikke ved, hvad fremtiden vil bringe, og hvilke konsekvenser nutidens beslutninger vil få. Som kunstneren formulerer det i udstillingens katalog: “Hvilken selvforståelse skabes, når donor skabte børn som voksne bliver bevidste om, at de deler far med 400 andre (….) Hvad vi sætter igang i dag ud fra velovervejede intentioner, vil uundgåeligt også blive fænomener, som vi må genforhandle ude i fremtiden..”

Unknown file
Videoernes dramaturgiske peak er da også der, hvor de to hovedaktører finder ud af, at deres oprindelse er en “unknown file”, hvilket skaber vrede og frustration – såvel som ‘den utilpassedes’ burleske og absurde latter.

Det forekommer som et kerneudsagn i Mortensens værker, at identiteten gennemhulles og fremmedgøres, hvis det biologiske ophav sløres (hvilket som bekendt afhænger af politisk besluttet lovgivning om adoption såvel som kunstig befrugtning). At vores liv – trods vores kulturs stærke fokus på individets autonomi – i langt højere grad er bestemt af vores biologiske ophav – af indplaceringen i Haplogrupperne – end der har været konsensus om i mange år.

Miljøet nedarves
Nyere forskning (den såkaldte epigenetik) antyder, at miljøet sætter sig i kroppen. At miljøpåvirkninger – eksempelvis krigstraumer – kan nedarves via DNA. Det er en endnu ikke udfoldet videnskab – tåget som Mortensens videoer –  men meget tyder på, at arv/miljø diskussionen må opdateres. I øjeblikket er rummet mellem Freud og Darwin eroderet, og forskningen arbejder sig snarere ind i et forståelseskompleks, hvor vi så at sige er “100% gener og 100% miljø”, som biopsykologen Susan M. Schneider har udtrykt det.

Under alle omstændigheder betyder det biologiske ophav noget. Se blot interessen for slægtsforskning og tilbagesøgningsprogrammer i tv. Det betyder noget, hvor vi kommer fra. Og det influerer på, hvad er vi, og hvor går vi hen?

Filosofisk niveau
Den vægtløse, svævende og performative karakter, udstillingen har, forekommer ret vellykket set i forhold til, at det er som om, at Hye Jin Mortensen denne gang – i modsætning til tidligere udstillingers skarpere politiske kant – har stillet ind på et mere filosofisk niveau. Måske er det selve livsskabelsens skrøbelighed i en ellers rationel, moderne verden, der blåt og til tider næsten melankolsk, kommer til syne i dette værk: det formløse der nok materialiserer sig, men kun i form af en utydelig, tåget, ‘åndelig’ og ‘immateriel’ materialitet.

Og dog – til slut i videoernes luftige fremtidsscenarie med næsten gennemsigtige fremtidsmennesker leger et ‘rigtigt’ lille, nutidigt barn i tågen – som en påmindelse om at installationens biologiske og familiemæssige problematikker er særdeles håndfaste og i høj grad nutidige.