Hvordan kunsten kan gøre en forskel på hospice

“Når man arbejder med et rum på et sted som dette, fordrer det en udvidet forståelse og fornemmelse for, hvor man befinder sig,” fortæller Hanne Nielsen og Birgit Johnsen om arbejdet med deres netop færdiggjorte udsmykning på Hospice Djursland.

Jeg er kørt til Rønde for enden af Kalø Vig på Djursland sammen med kunstnerne Hanne Nielsen og Birgit Johnsen. Vi skal besøge Hospice Djursland, som ligger med sin cirkelbue vendt mod den fantastiske udsigt til vandet, og hvor kunstnerduoen for et par måneder siden har færdiggjort deres udsmykning af stedets såkaldte refleksionsrum.

Hospice Djursland har netop haft ti-års jubilæum, og rummet har fra starten været tænkt som et særligt sted, der skulle give mulighed for eftertænksomhed. Det er dog aldrig er blevet indrettet og har ligget ubrugt og uartikuleret hen.

Artikuleret er det så blevet nu! Johnsen og Nielsen har givet rummet sin helt egen karakter i en totaludsmykning, der med konsekvens og kompromisløshed er ført igennem ‘all over’. Farvesætning, vægudsmykninger, langsomt roterende skulpturer, multifunktionelle liggestole, specialdesignede lamper, videoværker, et lydunivers fra skjulte højtalere, fjernelse af fodlister, ny radiator. Man kan blive ved. Kunstnerduoen har taget stilling til HELE rummet og ALLE dets elementer, men alligevel har man på ingen måde en fornemmelse af, at der står skrevet “KUNST” i blinkende neon. Alt virker ‘naturligt’. At træde ind i rummet er som at træde ind i en hule. Det er dunkelt og tyst – man sænker uvilkårligt stemmen.

En ganske særlig situation
“Når man arbejder med et rum på et sted som dette, fordrer det en udvidet forståelse og fornemmelse for, hvor man befinder sig,” fortæller kunstnerne da også. “Vi har skullet forholde os til, at det er et sted med patienter, at man er her i en ganske særlig situation, at det er det sidste sted, man er i den fysiske verden. Havde vi eksempelvis lavet en udsmykning på et universitet, kunne man godt have lavet noget, der var mere pågående. Her kræver det en åbenhed og nænsomhed. Vi har overvejet, hvem det er, der skal bruge rummet: Personale, patienter, pårørende, mennesker i forskellige aldre, mennesker i samtale, mennesker, der har brug for at være alene osv.”

Sprækker af lys
Det er CF Møller, der har tegnet Hospice Djursland, og det kubeformede rum er ret specielt, idet de to vinduespartier er placeret henholdsvis vertikalt højt oppe og horisontalt helt nede ved gulvet, hvilket gør, at man ikke kan se landskabet udenfor. Himlen kan derimod ses i det højtplacerede vindue og som en spejling i det vandbassin, der er på den anden side af det lavtplacerede vindue.

“Det er rigtig flot tænkt fra arkitekternes side, så det ønskede vi at arbejde videre med,” beretter Johnsen og Nielsen. “Det har vi blandt andet understreget ved at gøre hele rummet meget mørkere, så man virkelig fremhæver lysindfaldet. At studere arkitekturen er det første, vi gør, så de valg, vi tager, er bevidste valg. Vi har ønsket at underbygge de sprækker af lys, arkitekturen skaber.”

Spejlingen som grundprincip
Ligeledes er spejlingen et grundlæggende princip for udsmykningen på samme måde som vandbassinet spejler himlen, og dets størrelse spejler rummets størrelse.

De to videoskærme korresponderer med vinduespartierne, lamperne i loftet med dem på gulvet (‘drypstenshule’ er en metafor, der er i spil), åretegningerne på gulvets træklodser ekkoer cirklerne i vægtegninger og videobilleder.

Den ene video viser abstrakte opart-former, den anden sekvenser med vand og langsomme performancebidder med et nedtonet narrativt indhold. De to skulpturer – “gestalter”, som kunstnerne kalder dem – er 3D-printede i rustfrit stål og maskinplast, i henholdsvis et klassisk og et hypermoderne materiale. Selv stolene har spejlingen som princip, idet de kan vippe over en midterakse, ligesom vippen i sig selv diskret peger på legen og barndommen. På den måde kan man – om man vil – sætte livet i et større tidsligt perspektiv.

Kunsten kan noget
Det hele er gennemtænkt – men netop ikke fortænkt, og man opdager, at man i sjælden grad befinder sig i et rum, som nok har karakter og potentiale for mange referencer, men stadig – i bogstavelig og eksemplarisk forstand – fungerer som et åbent rum.

Kunstnerne har ønsket at tilbyde en anden ramme end patientstuerne, en mulighed for at træde ud af et dagligt tankesæt og for at blive inspireret til andre tanker. Johnsen og Nielsen taler ud fra en tro på, at kunsten kan noget på et sted som dette, som måske ikke helt kan indfanges med ord, men som ikke desto mindre er væsentligt. De fremhæver da også, at Hospice Djursland helt bevidst har prioriteret kunsten. At der er masser af kvalitetsoplevelser på stedet i form af kunst, koncerter, foredrag, oplæsninger mm.

Frie hænder
At udsmykningen er så total, har blandt andet betydet, at alle vægge har været nede, for at skærme og højtalere kunne bygges ind i væggene og for at forstærke konstruktionerne indvendigt, så de kunne bære de tunge skulpturer og lampearmen til en tung lampe.

Jeg spørger, om de har haft helt frie hænder:

“Nu skal vi jo selv holde budgettet til en sådan opgave. Men vi har fået fuld opbakning fra stedet, som har stolet på, at vi var kunstnerne, og at det ville blive bedst, hvis vi fulgte vores ideer til dørs.”

Kunstere som designere
Ligeledes har den altomfattende udsmykning betydet, at kunstnerne har skullet arbejde med andre materialer og problemstillinger og indgå i andre samarbejder end vanligt:

“Lamperne har vi selv designet med hjælp af forskellige virksomheder, og det har været utrolig spændende at arbejde sammen med andre faggrupper. Det har selvfølgelig også virkelig trukket tænder ud, for der var mange ting, der skulle løses. Bare det at få specialdesignet en LED-pære eller boret huller i det håndpustede glas har givet store udfordringer og krævet mange eksperimenter.”

“Lænestolene er blevet til i et samarbejde med nogle unge designere fra Studio 5 i Aarhus, hvor vi har udviklet konceptet, og de kunne gå ind med deres erfaringer om former, materialer og kroppe. De er blevet lidt højere, end vi oprindeligt havde forestillet os, fordi man her fra stedet gjorde os opmærksom på, at det var vigtigt, at man nemt kunne komme op af dem, hvis man havde svage ben.”

Og sådan er rummet designet til fleksibel brug, og brugt bliver det. Flere gange, mens vi befinder os i rummet, stikker folk hovedet ind for at se, om der er ledigt, og da vi efter en rundtur udenfor passerer døren til rummet, er der markeret “optaget”.