Hvorfor er Kunstnerkolonien god kunstformidling?

Den femte udgave af Kunstnerkolonien på DR har indtaget skærmen, du ved, programmet hvor en håndfuld kunstnere skal bo og arbejde det samme sted i en fjorten dages tid for at producere værker til en udstilling.

Tidligere har programmet foldet sig ud i Skagen, Faaborg, på Bornholm og i Amalfi. Man lægger sig i baghjulet af de historiske kunstnerkolonier fra slutningen af 1800-tallet, hvor alle jo kender til Skagensmalerne. Tænk blot på maleriet Hip hip hurra! Kunstnerfest på Skagen fra 1888 af P.S Krøyer, som viser nogle af Skagensmalerne samlet til skål og løftede glas.

Det er samme feel good-stemning, vores nutidige program forfølger, men ellers er det ikke fordi, serien gør meget ud af at informere om de historiske kunstnerkolonier, selvom det begrunder valget af lokation – men sådan er der så meget.

Denne gang er det så den nordsjællandske bade- og velhaverby Hornbæk, der er stedet, hvor kunstnerne giver den gas. Det skulle angiveligt være her Danmarks første kunstnerkoloni dannedes i 1870’erne, og det handlede dengang om heroisk at skippe storbyens forlorne dekadence og genfinde naturen og ‘urfolket’ (dvs. fiskerne) samt kunstnerisk at udvikle friluftsmaleriet.

Den illusion er der selvsagt ingen af nutidens deltagere i Kunstnerkolonien, der abonnerer på.

Man kan sige meget om TV-udgaven af fænomenet. Først og fremmest er det selvfølgelig en redigeret version. Der spilles op til kameraet, og der klippes! Hurtigt, så vi springer fra kunstner til kunstner, allerhelst fra oneliner til oneliner og fra cliffhanger til cliffhanger. Ind imellem ville man bare gerne have, at kunstneren fik lov til at sige to sammenhængende sætninger om, hvad vedkommende har gang i.

Men ok, det er måden, man laver dokumentar på i dag, og det er sådan, producenter tror, man holder seere fanget, og det er det måske også. På mig virker det irriterende.

Og så er der selvfølgelig skruet op for rødt hår og ekstravagance i castingen af kunstnerne – denne gang måske endnu mere end i de forrige sæsoner, som ellers har budt på personligheder, der fylder kunstnerrollen helt ud, såsom Ursula Reuter Christiansen, Kirsten Justesen og Bjørn Magnussen.

For ikke at tale om Frederik Næblerød i hjulspind på stranden i Skagen, Kim Richard Adler Mejdahl med sin partybus på Bornholm, Adam Christensen, der overdressede selv Lillibeth Cuenca Rasmussen i Fåborg og Jo Hedegaard med sit tilbud om fodvask i Almalfi.

I Hornbæk er det Noah Umur Kanber, der tager førstestikket som flamboyant kunstnerpersonlighed, men Apolonia Sokol og Nina Saunders følger fint med.

Det er vitterligt super underholdende, men serien puster selvfølgelig til en noget fortærsket myte om den utæmmede og vilde kunstnertype, og giver jo nok ikke et helt retvisende indtryk af kunstnerstanden, som vi, der kender den, ved, byder på rigtig mange, mere alvorlige, forsigtige – nogle gange ligefrem introverte – personligheder. Der (også) laver fremragende kunst.

Men ikke et ondt ord om de stærke personligheder. De indtager i den grad skærmen, og det er, ja, virkelig underholdende, og gør det noget? For som min kæreste, der ikke er særlig bevandret i kunstverdenen, siger det: “De har jo noget at ha’ det i".

Noah Umur Kanber laver vilde keramiske værker, men gør også sin personlighed og sin fremtræden til en del af sit projekt, der handler om retten til også at være her som transkvinde. Hun – der er den allermest 'aparte' – er den, der mingler med de lokale i skurene på havnen, tager sig tid til at drikke øl med dem, og som bliver oprigtig glad over at blive tiltalt som “veninde”. Det er super inspirerende. Og Sokol fylder meget, men giver også – som kurator Michael Thouber siger det i sin tale til kunstnerne – generøst plads og stemme til andre, når hun skaber sine stærke portrætter af Kanber og Jeannette Ehlers.

For trods ‘underholdningen’ er der noget, der brænder igennem. Der sker det, at man igennem serien faktisk får indblik i nogle kunstneriske processer og den seriøsitet, med hvilken kunstnerne går til deres arbejde.

Det sker, fordi det er gode kunstnere, der er med i programmerne. Det er kunstnere, der har noget at ha’ det i. Vi får ikke velmenende amatører, og der er ikke nogen, der bliver stemt hjem (gud forbyde det!), hvilket ellers igennem årtier har været kriteriet for ‘kulturprogrammer’, selv i public service ala DR og TV 2.

Hurra for det. Fordi det er gode kunstnere, er det ikke et kun et stunt, at Noah og Apolonia bader nøgne, eller at Christian Schmidt-Rasmussen ligeledes uden en trevl spiller fløjte i haven. For transkvinden approprierer Den lille Havfrue, og Sokol er solidarisk med dem, hun maler – begge dele er politiske statements. Og selv Schmidt-Rasmussen er en smule aktivistisk, når han maler nøgne mennesker på vej til pensionsalderen. Hvem gider ellers betragte dem? Jeg spørger bare.

Vi finder ud af, hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvilke trækul Ehlers benytter til at lave aftrykket af en slavegjort kvinde, og vi følger med i alle de mange overvejelser Saunders gør med at sætte ting, hun finder i genbrugsbutikker, sammen. Alle de mislykkede forsøg, der skal til, før det endelig spiller og opfylder en skæv logik, som alligevel ikke er mere skæv, end at den sætter noget igang i os, der ser på – som min kæreste gør mig opmærksom på.

En ting, jeg også vil anerkende, er, at assistenterne efterhånden har fået mere synlighed i programmerne. Man anstrenger sig ikke længere så meget for at klippe dem ud, og får på den måde både belært os noget om moderne kunstpraksis og punkteret myten om den solistiske kunstner en smule.

Så man lærer noget om kunstnerisk skaben, og selvom programmerne er domineret af malere, er seriens kunstbegreb ikke så snævert endda, og jeg tænker, serien på den måde er dannende. Vi har endnu ikke set socialt arbejdende kunstnere som Kenneth Balfelt eller Kerstin Bergendal (det kan være det kommer?), men vi har alligevel fået åbnet en dør på klem til nye samtidskunstformer, som Mette Riises performative praksis eller Ida Kvetnys digitale kunst, for nu at nævne et par eksempler.

Til slut må jeg give et par forslag til producenterne.
Hvad med at dvæle bare lidt mere ved de færdige værker? I denne sidste sæson er det eksempelvis først ved den store finale, ferniseringen af udstillingen på Nivaagaard, at vi ser, at Kanbers keramiske værker indgår i en samlet installation – og det forbigås hastigt og uden kommentarer.

Og hvad med at gentænke brugen af kuratoren (det behøver jo heller ikke at være Thouber hver gang). En moderne kunstudstilling bliver altså ikke skabt på denne måde, hvor man henter kuratoren ind til allersidst. En kurator fungerer mere som en sparringspartner, der er med i hele processen. Sokol efterlyser det også i denne sæson.

Og hvad med at vise videoværkerne i sin helhed? Det kunne for eksempel gøres i et slags ekstramateriale. Og ligeledes performanceværkerne (eksempelvis Adam Christensens og Mette Riises fra henholdsvis sæson tre og fire)?
Kom nu, giv værkerne det, de fortjener – og publikum en mulighed for reelt at se de værker, som det trods alt har kredset om i otte afsnit!

Bare forslag, men ellers: Hip Hip for Kunstnerkolonien.