Hvorfor ikke bare lade dem, som ikke forstår sig på kunst, blive hjemme?

Og hvorfor overhovedet beskæftige sig med at åbne kunsten op for en bredere befolkning? Fordi kunst er et vigtigt og betydningsfuldt rum for læring, dannelse og refleksion, som er forudsætning for at skabe et inkluderende og demokratisk samfund. Jeg mener derfor, at kunstformidlere og kunstinstitutioner har et stort ansvar.

Ved Kulturministeriets oprettelse, tilbage i 1961, var et af hovedformålene at demokratisere kulturen – at sikre alle lige adgang til kulturelle tilbud. Desværre synes jeg ikke helt, at kunstinstitutionerne lever op til dette ideal om at være inkluderende og demokratiske. Selvom man skulle mene, at det burde høre en svunden tid til, oplever jeg desværre stadig, at kunstformidling – til tider – kan være yderst elitær, fremmedgørende og ekskluderende.

Her tænker jeg især på den tekstlige information, der ledsager en udstilling, men også ophængning og valg af oplysninger ved de enkelte værker – altså hvilke forudsætninger vi bliver givet til at møde kunsten med. Der har været – og er fortsat – mange diskussioner og meninger om, hvilken rolle kunstformidling skal spille på en udstilling – kan der være for meget, og kan der være for lidt?

Jeg har ingen intention om at tvinge nogen på udstilling, men jeg vil gerne være med til at skabe kunstformidling og udstillinger, som er inkluderende og tilgængelige for almindelige mennesker, så folk ikke føler sig uvelkomne og talt hen over hovedet.

Tilbageholdelse af viden
Kerneproblemet ved manglende og/eller dårlig kunstformidling er interessant at se i lyset af den franske sociolog Pierre Bourdieu. I bogen The Love of Art beskriver Bourdieu, hvordan smag og kultur ikke er medfødt eller naturlig, men derimod tillært igennem uddannelse og opdragelse. En af Bourdieus væsentlige pointer er, at man ved at tilbageholde viden er med til at fastholde et hierarki, der er ekskluderende og esoterisk. Yderligere mener han ikke, at denne tilbageholdelse af viden er utilsigtet, men tværtimod en bevidst handling. En fastholdelse af dette hierarki står i de ”kultiverede”/kunstelitens interesse, da det understøtter deres sociale status og – i en vis grad – deres magt.

Denne tanke er især interessant i forbindelse med kunstformidling, da mangel på information om værker og kunstneres virke kan være med til at ekskludere dem, som ikke allerede tilhører den indviede kunstelite. Og jeg mener ligeledes, at meget akademiserende og sværttilgængelige formidlingstekster, skrevet i kringlede passager med et hav af fremmedord og en kunsthistorisk indforståethed, har den samme ekskluderende effekt. I stedet for, at kunstinstitutioner – og her taler jeg om alt fra museer til kunsthaller til gallerier – er med til at skabe en inkluderende og demokratisk kultur omkring kunst, kommer sådanne indforståede formidlingstekster og udstillinger til at fremelske en kunstelite, som har nok i sig selv.

Med fuldt overlæg?
Det forekommer skræmmende at forestille sig, at udeblivelse af information sker med fuldt overlæg – at den eksisterende kunstelite har et bevidst ønske om at undertrykke eller ekskludere ”de ikke-kultiverede” for at bevare en form for magt og social status. Jeg tror ikke, det er det rene konspirationsteori – for eksempel mindes jeg primært at have hørt kunstnere, kuratorer og kunsthistorikere udtale, at værker skal tale for sig selv, og ytrer bekymringer om at udbrede sig for meget om kunstneren og dennes værker.

Jeg mindes ikke, at jeg har hørt ”ikke-kunstkendere” udtale: Jeg fik simpelthen for meget at vide om kunstneren og den periode, han/hun levede i. Jeg har dog ofte oplevet, at ”ikke-kunstkendere” har følt sig hægtet af og talt hen over hovedet, når de indtræder i et rum, hvor der ingen formidling er at støtte sig til.

Reel inddragelse
Jeg synes bestemt, at det er vigtigt at have både æstetiske og kunstneriske overvejelser med, når man beslutter, hvordan formidling indgår i en given udstilling. Formidlingen skal ikke forstyrre selve kunsten – hermed mener jeg, at tekst plastret udover samtlige udstillingsvægge kan tage fokus fra kunsten. Men jeg vil holde på, at nogle velskrevne formidlingstekster, i en folder eller lignede, ikke vil genere nogen. Jeg er klar over, at formidling og det at åbne kunstverden op er langt mere komplekst end blot at stikke folk en folder, men det er da et sted at starte; en velskrevet, informativ, inddragende og spændende formidlingstekst skrevet i et forståeligt sprog.

Hvis man vil understøtte en demokratisk kultur på kunstinstitutioner, må formålet være at give alle lige forudsætninger for at møde kunsten. Hvilket vil sige, at man retter formidlingen mod dem som ikke kender til kunstneren i forvejen og ikke har studeret kunsthistorie. At skrive indforstået kunstformidling i et meget akademisk og sværttilgængeligt sprog, har for mig at se ikke meget med formidling at gøre – men er i langt højere grad en brevudveksling mellem indforståede fagpersoner. Dem, der allerede besidder en bred og indgående viden skal vel næppe være dem, man har for øje, når man skriver kunstformidlingstekster.