Hvorfor kan vi ikke lide blå tomater?

Hollandske Marije Vogelzang er ´eating designer´. Hendes mål er se på, hvordan spisning påvirker os kulturelt og socialt, for på den måde at udvikle bevidstheden omkring spisning på et individ plan – og for på samfundsplan at afdække spørgsmål, som kan påvirke den måde fødevareindustrien fungerer på i dag.

KUNSTEN.NU møder hende i Spinderihallerne i Vejle. Sammen med mange gæster er hun i gang med en stående frokostbuffet ved et arrangement for lokale fødevareproducenter.

Hun bevæger sig snakkende og smilende rundt mellem de forskellige stande med delikate frokosthapsere på miljøvenlige tallerkner af birkespåner og smagfulde frugtdrikke i genbrugsflasker med patentpropper.

Marije er dagens key-note-speaker og efter måltidet leverer hun et tankevækkende og meget inspirerende oplæg fremført med stor charme og varme. Salen kvitterer med bragende bifald og snakken bobler i alle kroge, så snart lyset tændes.

Køkkenet er mit værksted
Som studerende på designakademiet i Eindhoven, havde Marije svært ved at finde sit personlige materiale og sit helt eget ’point of view’. Først efter i månedsvis forgæves at have snuset til diverse værkstedsfag, blev hun en dag opmærksom på, hvordan hendes frustration forsvandt, idet hun trådte ind i sit køkken: I køleskabet stod alle hendes materialer, og i skabene var hendes værktøj – køkkenet var hendes værksted!

”Da jeg forstod det, var min retning stukket ud. Men jeg vidste med det samme, at jeg ikke ønskede at designe mad som sådan. Det klarer naturen meget bedre selv. Derimod var jeg interesseret i selve spisningen – den værdi det at spise har for os. Jeg ville undersøge, hvordan det at spise, at blive madet, at modtage næring, påvirker os socialt og kulturelt. Mit arbejde i dag består derfor i at kombinere spisesituationer med design.”

Begravelsesmåltid i hvidt
“Mit første projekt tog afsæt i den hollandske begravelsestradition, hvor maden spiller en sekundær rolle. På baggrund af viden om madens psykologiske effekt designede jeg et forløsende og trøstende begravelsesmåltid.

I Holland er sort sorgens farve, men i mange andre kulturer indgår også hvidt i ritualerne omkring bisættelsen. Derfor udvalgte jeg kun hvide råvarer: mel, sukker, æggehvider, gedeost, hvidløg, fløde, julesalat osv., som tilberedtes på en simpel og skånsom facon.

Undervejs gjorde jeg den opdagelse, at mange de hvide madvarer enten er meget milde eller en anelse bitre, og netop den kombination synes at passe fortræffeligt til bergravelsestemaet.”

Nysgerrighed og spørgsmål
Siden har Marijes filosofi været, at hendes projekter skal bane vejen for nye indsigter og viden omkring, hvad det vil sige at indtage føde og dermed også styrke interessen for, hvordan fødevarerne produceres og distribueres og markedsføres.

”Ved at stille spørgsmål som f.eks. “Hvorfor kan vi ikke lide blå tomater? Eller hvordan kan det være, at vi synes, at mad, der knaser, er meget mere tilfredsstillende?” tvinges jeg ind i undersøgelser, som kan handle om sanser, kultur, psykologi, teknik, samfund og sociologi. Ofte kommer jeg hele spektret rundt, når jeg kaster mig ud i et nyt projekt.”

Individ og samfund
”Jeg vil gerne designe situationer, der kan bidrage til at skabe en større bevidsthed omkring, hvordan krop, tanker og følelser spiller sammen, når vi spiser, og som samtidig peger på kulturelle koder og forhold i samfundet, som også spiller en rolle.

Et andet fokuspunkt er vores viden om den mad, vi spiser. Ved vi, hvad den består af, og hvor den kommer fra, og har det betydning overhovedet? Jeg har opdaget, at hele fødekæden inden for fødevareproduktion savner kreative menneskers spørgsmål – nogen som kan se de store og små sammenhænge og som kan bidrage med ideer og viden.”

Restauranten blev mit laboratorium
En ven af Vogelzang gav hende den ide selv at drive restaurant for på den måde at få adgang til ’forsøgskaniner’.

I løbet af kort tid åbnede hun to spisesteder, hvor gæsterne ikke selv kunne bestemme, hvad de fik på tallerkenerne. Restauranterne fungerede i en årrække som eksperimentarium for Marijes helt uvidenskabelige – men særdeles kreative – undersøgelser, og de afstedkom nysgerrighed og spørgelyst hos gæsterne. Det var også en målsætning at bidrage til øget selvopmærksomhed og skærpet bevidsthed om mad og spisning.

Spisning som socialt eksperiment
Efterhånden tiltrak Marije spiseinstallationer opmærksomhed også fra udlandet. Den amerikanske dokumentarist Michael Moore har bl.a. besøgt hendes restaurant. I Japan skabte hun et måltid Sharring Dinner, hvor gæsterne blev bænket omkring et bord, således at de kun kunne se hinandens hænder og ansigter. Selve dugen var designet på en måde, så kroppene var skjulte. Dernæst fik forskellige gæster forskellig mad, som de skulle dele med hinanden.

”Jeg var på forhånd bekymret for, at de meget korrekte og formelle japanere ikke ville involvere sig tilstrækkeligt i samværet, så derfor havde jeg fjernet de mest åbenlyse synlige tegn på status og hierarki.”

Det havde den effekt, at alle de smilende ansigter og hjælpsomme hænder ved bordet velvilligt engagerede sig i at få måltidet til at fungere til alles glæde og tilfredsstillelse.

”Jeg har lavet variationer over denne type måltid i forskellige lande, og hver gang er det overraskende at se, hvor hjælpsomme og sociale gæsterne er – og hvor dejlig en oplevelse de bagefter, synes de har fået!”

Intimitetens kraft
I Budapest handlede hendes intervention om inklusion og eksklusion. Emnet var Romaernes lave status i bysamfundet. Under titlen Eat Love, gik hun til opgaven på en mere intim facon.

”Jeg designede en slags lukkede spisebåse, hvori en række kvinder fik lov at tage plads. Herefter blev de madet af en Romakvinde, som de ikke kunne se, fordi hun var skjult bag et hvidt forhæng.”

Mens Romakvinden blidt og omsorgsfuldt madede den anden kvinde, fortalte hun hende sin livshistorie. Oplevelsen viste sig at være ekstremt bevægende for begge kvinder og efterfølgende havde denne iscenesættelse ændret på alle kvindernes syn på hinanden.

Samtidskunstner?
Når man ser på Vogelzangs tableauinstallationer og performative spiseeksperimenter, er det let at indskrive hende i den socialt og politisk bevidste del af samtidskunsten. Adspurgt svarer hun en anelse defensivt, at hun på trods af sin efterspurgthed rundt om i verdens kunstmetropoler opfatter kunstverden – som netop burde være en af de mest åbne – som det modsatte: konservativ og objektfikseret.

”Det er ikke afgørende for mig lige nu, jeg har friheden til stort set gøre, hvad jeg har lyst til.” siger hun og fortsætter:

”Jeg har været så privilegeret at kunne lave mange forskellige projekter i flere lande over de sidste 12 år. Nogle er bestillingsopgaver, og andre sætter jeg i værk på eget initiativ – også museer og gallerier har været indblandet. Det er bevidstheden og åbenheden i et miljø, der tiltrækker mig, og af en eller anden grund synes jeg, at det er rigtig rart at være i Danmark. Bevidstheden om mad større – også nysgerrigheden! Det er inspirerende, og jeg kunne godt tænke mig at finde nogle at lege med her”.