“I atelierfællesskabet er man en del af et frirum, hvor man inspirerer hinanden”

Hvorfor arrangerer kunstnere sig i atelierfællesskaber? Hvad går disse fællesskaber ud på? Og hvorfor arbejde her frem for hjemme eller i et individuelt studie? Vi var nysgerrige, og tog på besøg i Kunstnerhuset Classensgade på Østerbro i København.

Lettere gemt i en baggård kan man gennem en port fra Classensgade skimte et gulkalket hus i fire etager, med et hejseværk og grønmalede døre og vinduer – Kunstnerhuset Classensgade. Blandt familiers cykelstativer og omringet af de mange altaner, som byejendomme de seneste år har fået tilføjet, ligger det gamle hus som et levn fra en anden tid med en atmosfære af kreativitet og historie over sig. 

Udenfor venter kunstner Jesper Palm, der inviterer indenfor i sit atelier. På vej derind går vi forbi CLASSEVÆRELSET – atelierfællesskabets fælles udstillingssted. Det lille udstillingsrum er helt hvidmalet – “vores egen Østerbro white cube”, som Palm kalder den – i skrivende stund med en installation af Finn Naur Petersen placeret i midten.

Palm fortæller, hvordan udstillingsrummet er blevet et nyt hjerterum for atelierfællesskabet. Her er der mulighed for at udstille selv eller invitere flere med, og planen er, at konceptet med tiden udvikler sig. Kunstnerhuset forsøger at have stabile åbningstider og har en udstillingsplan for de næste to år. Selvom CLASSEVÆRELSET er relativt nyt, er der stor efterspørgsel efter at udstille her.

Palms atelier, der ligger med dør ud til CLASSEVÆRELSET, er blandt husets største, fortæller han. Rummet vidner om, at det tidligere har fungeret som autoværksted. Ellers ser her ud, som man nærmest forventer det i en billedkunstners atelier – et kreativt kaos med færdige og ufærdige værker hængende og opmagasineret, en let lugt af maling, et skrivebord, et rullebord dækket med pensler og malertuber i alverdens farver, samt en hvilebriks. 

Kunstnernes helle i smørhullet

Vi slår os ned ved et lille bord på bukke og får selskab af kunstnerne Nina Maria Kleivan og Pernille Kløvedal Helweg. Alle tre kunstnere har i flere år haft atelier i huset og sidder i husets bestyrelse. De fortæller entusiastisk om aletierfællesskabet, huset, området og omdrejningspunktet: kunstproduktionen.

“Stedet er ret unikt, og ligger centralt”, siger Pernille Kløvedal Helweg, og Palm medgiver: “Vi bor i smørhullet.”

De fortæller, hvordan atelierfællesskabet i Classensgade for dem betyder en form for stabilitet i en ellers omskiftelig tilværelse som kunstner. Roen bunder især i, at huset er fredet, hvormed kunstnerne er sikret deres atelierplads, så længe de betaler huslejen. 

“Vi har alle oplevet, at man har haft et værksted i et atelierfællesskab, hvor der var musik og kultur, og hvor folk kom strømmende til”, fortæller Nina Maria Klevian. “Men pludselig en dag fik man en opsigelse. Det skulle rives ned. Der skulle bygges noget nyt. Men det her sted er fantastisk, fordi her kan du blive. Man har fjernet grådigheden. At huset kan bestå, og vi kan være her, betyder, at stedet er drevet af en økonomi, der handler om at varetage det kreative og den kunstneriske sjæl.”  

“Vi lever ikke foran bulldozerne. Vi har ellers altid levet foran bulldozerne”, supplerer Palm. 

Kunstnerne nikker alle genkendende til, hvordan vilkårene for kunstnere bliver besværliggjort af byudviklingsprojekter, fordi deres atelierer ofte ligger i ældre bygninger. Kleivan og Palm gætter på, at de hver især har haft omkring 14 atelierer, før de fik plads i Classensgade. 

Den omkringliggende byudvikling har de også kunnet mærke i Classensgade, der førhen var en “dødkedelig gade op til Østerbrogade”, bemærker Kløvedal Helweg. Gennem årene er der kommet mere aktivitet omkring på gaden, med butikker og caféliv.

Men hvordan er atelierfællesskabets forhold til naboerne så nu, hvor huset har undveget områdets gentrificering? Kunstnerne svarer, at man forsøger at være en del af området og plejer at invitere til åbent hus med stor succes. Og det står naboerne frit for at følge med i husets aktiviteter, når der for eksempel bliver hejst store kunstværker op eller ned med hejsen.

Alle husets atelierer er forskellige, og lejen ligger derefter. Men der er sjældent nogen, der forlader stedet. Den eneste reelle udskiftning sker, når der af og til er fremlejere.

“Det er da en drøm, at kunne lave residency for udenlandske kunstnere”, siger Helweg og udelukker ikke, at man i fremtiden måske vil lave udvekslinger på tværs af landegrænser. 

Diversitet bliver også prioriteret. Kunstnerne fortæller, at der er en lige fordeling af mænd og kvinder. Ligeledes er der ingen ‘alders-shaming’, og derfor plads til folk i alle aldre. Endelig er der plads til alle typer medier.

Forventninger til fællesskabet

Medbestemmelse er et parameter, der betyder meget for kunstnerne på matriklen: “Huset kører på demokrati. Og det er langsomt”, konstaterer Kløvedal Helweg.  

Organisatorisk er huset ejet af Den Erhvervsdrivende Fond Kunstnerhuset Classensgade. Fondens funktion er at bevare det som et kunstnerhus. Foruden fonden med dens bestyrelse er der i huset en intern bestyrelse på fem personer – heriblandt de kunstnere, vi møder – der varetager den daglige drift. Og så har man en gang om måneden et råd i form af et månedligt ‘onsdagsmøde’, hvor man kan lægge idéer ud og få en respons.

Atelierfællesskabet forpligter, og alle forventes at yde et bidrag til huset. Blandt andet forventes det, at man deltager i arbejdsdagene 1-2 gange om året. 

“Vi forsøger at holde huslejen så langt nede, som overhovedet muligt, ved at vi selv er med til at holde huset ved lige. For eksempel når der skal kalkes vægge eller mures op nede kælderen, så gør vi det selv. Vi laver alt, hvad vi overhovedet kan selv”, fortæller Palm, der forklarer, at de derved sparer udgifter til håndværkere og vicevært. “Alle skal bidrage med et eller andet. Nogle er måske ikke så gode til at male vægge, men så kan de måske formidle”. Eksempelvis kan de hjælpe til med at udvikle en ny pjece om Kunstnerhuset Classensgade, der længe har ønsket at få opdateret den gamle. 

Kunstproduktion fra kælder til kvist

Rundvisningen starter i kælderen, der er et stort rum med søjler. Her er en summen af ‘work in progress’. For nogle år siden var der også udstillinger i kælderen. “Underground i bogstavelig forstand”, siger Palm. Kælderen er nu ved at blive etableret som et fælles værksted, der “får lov at gro langsomt”. Et af de næste projekter er at få en keramikovn, så kunstnerne ikke skal ud i byen for at brænde. Der er også tale om at kalke rummet og måske at etablere et svejserum. 

Vi fortsætter rundt på husets andre etager og kigger ind i en række atelierer. Rundt omkring er der små køkkenstationer og opslagstavler. Palm fortæller, hvordan det har været vigtigt for dem at udnytte husets kvadratmeter bedst muligt, og derfor er nogle af ateliererne gennemgang til andre atelier.

I stueetagen får vi et kig ind i Tove Storchs atelier. Også dette rum har tidligere været værksted for biler, men er nu værksted for kunstproduktion. Atelieret emmer af produktivitet og farver med igangværende keramikprojekter rundt omkring, cupnudler, en vask og en rød hængekøje, som deler rummet.

Hvilestationen er en genganger i flere ateliererne. Ligesom et niveau af kreativt rod med store malerier op ad vægge, og et minefelt af ting ud over gulvene. Kunstnerne får det meste ud af rummene, selv hvis det betyder, at eneste gennemgang må blive på en lille sti mellem tingene på gulvet. Vi morer os over rodet, men anerkender også, at det er typisk for den kunstneriske udfoldelse og process. Selv de atelier, hvor kunstnerne ikke var ‘hjemme’, summer af liv og inspiration fra de igangværende projekter. 

På førstesalen ligger husets grafiske værksted. Det befinder sig i et lille rum med en trykpresse centralt placeret. Pressen har tilhørt den grønlandske billedkunstner Anne-Birthe Hove, og kunstnerne måtte forstærke gulvbrædderne, da de fik den. Efter planen skal et par kunstnere trykke sammen senere i dag. 

En ‘professionel familie’

Ved siden af trykkeriet besøger vi Simon Grimm i hans værksted. Han fortæller om, hvordan Kunstnerhuset Classensgade er et sted med masser af plads og stor selvbestemmelse. Derudover er atelierfællesskabet et professionelt sted med plads til alle mulige typer:
“Når man er optaget i huset, er man en del af familien, eller kollektivet. På godt og ondt… Og så er der ikke bøvl om, hvem der skal købe toiletpapir, eller nogen, der mangler at betale husleje. Det kører bare”. 

Grimm fortæller, hvordan atelieret er et af de vigtigste rum i hans liv. Det er stedet, hvor han inviterer mennesker hen frem for hjemme. Og atelieret er ikke nødvendigvis et personligt rum – altså med mindre han er i gang med at arbejde.

For Grimm betyder atelierfællesskabet at være en del af et arbejdsfællesskab med nogen, der vil det samme som ham selv, og som prioriterer det samme i livet: “Man ved udmærket, hvad det handler om”.

Der er en gensidig respekt for hinandens arbejde i Kunstnerhuset Classensgade, samt enighed om, at man banker på, før man går ind – og ikke forstyrrer, med mindre det har relevans. I atelierfællesskabet er der også altid mulighed for at få hjælp, hvis man får brug for det. Der er altså på mange måder paralleller til en gennemsnitlig arbejdsplads med kollegialt samarbejde og sin egen arbejdsstation.

Den trygge kunstnerfæstning

Under tagryggen har husets nyest tilkomne Biba Fibiger atelierplads. Rummet, der er et af de mindste på matriklen, er til gengæld renoveret, lunt og har et godt lysindfald. 

Til spørgsmålet om, hvorfor hun har valgt at blive en del af et atelierfællesskab, svarer også hun, at det handler om at have et fællesskab omkring kunsten – at man har behov for at være omgivet af mennesker med samme interesser, hvor der er enighed om, at kunst er vigtig:

“I atelierfællesskabet er man en del af et frirum, hvor man inspirerer hinanden, og ikke skal forsvare sin position som kunstner. Jo mere man føler, at man har en større base, des bedre har man det med det, man laver. Det tænker jeg også gælder inden for andre fagligheder. Og det er jo svært at forklare fagligheden. For hvad er god og dårlig kunst? Det kan man hele tiden diskutere her, uden at starte ved Adam og Eva.” 

Der hersker et kollegialt fællesskab, mange i huset arbejder sammen om projekter og man kan altid finde en, at sparre med. “Det er et hus, der er liv i næsten døgnet rundt”, bemærkede Palm.

En munter stemning blandet med kreativ koncentration var hovedindtrykket af turen rundt i Kunstnerhuset Classensgade. Kunstnerne synes at trives i deres forskelligartede atelierer, og stabiliteten og sammenholdet i huset giver associationer til kollektivers drift. 

Hvad enten kunstnerne vægter den faglige sparring, trygheden, et atelier i Københavns smørhul eller noget andet eller det hele, forstår man godt, hvorfor kunstnere har lyst til at være en del af et atelierfællesskab, som det i Kunstnerhuset Classensgade.