“I came, I saw and I selfied” – Hvad gør smartphones ved vores museumsbesøg?

At anvende mobiltelefonen under besøg på kunstsmuseet har længe været normen snarere end undtagelsen. Vores smartphones er blevet en udvidelse af kroppens sensorie; en art forlænget arm, og de mobile enheder en integreret del af måde hvorpå vi interagerer med verden omkring os, med vores netværk – og med kunsten.

Men hvad gør smartphonen ved den museale kunstoplevelse, og hvordan påvirker de digitale enheder mødet mellem kunst og beskuer? Fjerner det os kropsligt fra den kunstneriske oplevelse eller bringer det os snarere tættere på?

Denne artikel er første del af artikelserien Kunsten, beskueren og de der smartphones, der i tre dele belyser, hvordan de digitale mobilenheder påvirker den museale kunstoplevelse.

Da jeg var barn og besøgte kunstmuseer med mine forældre, mindes jeg de rød-hvide piktogrammer med påskriften ”Foto forbudt”. I dag har forbudsskiltene længe været udskiftet med opfordringer til netop at gøre, hvad man i fortiden forbød. Til tider kan det ligefrem være vanskeligt at øjne kunsten for de mange blåtlysende skærme, som de andre museumsbesøgende vifter i luften med udstrakte arme og oplever kunsten igennem.

Min første mobiltelefon var en Nokia 3510, med sort/hvid-skærm og gummiknapper med lys i, hvorfra jeg kunne sms’e og spille Snake. Fra dén er der langt til de mobiltelefoner, vi i dag har mere eller mindre fastmonteret i vores håndflader. Som digitalt hjælpemiddel kan smartphonen og SoMe (sociale medier) forbinde museets indhold med publikum, og den besøgende kan gøre kunsten ekstra meningsfuld og relevant for sig selv og ens netværk.

Men er jeg bare gammeldags i min tankegang omkring den ‘rene’ og ‘autentiske’ oplevelse af kunsten? Hvorfor anser jeg smartphonen som et forstyrrende element og unødigt lag mellem beskuer og kunst, når denne smarte og elegante mini-computer med ubegrænsede anvendelsesmuligheder også har potentialet til at bringe os endnu tættere på kunsten? 

Smartphonen som adgangsbillet

Nogle kunstudstillinger forudsætter ligefrem mobiltelefonens tilstedeværelse og brug, hvor smartphonen bliver en form for adgangsbillet. Her kan jeg nævne den netop afsluttede udstilling Museum for fremtiden på Kunsthal Aarhus og Teater Sort/Hvid, der klæder gæsten på til den iscenesatte udstilling med følgende instruks: “Mød op 15 minutter før med opladet mobiltelefon og et sæt hovedtelefoner, der passer til din mobiltelefon”. 

Derudover findes der de såkaldte og velbesøgte ‘Selfie Factories’, der, som navnet understreger, betegner udstillingsrum, der er designet og kurateret af kunstnere, designere og kreative sjæle, og udviklet udelukkende til Instagram-brug, hvorfor de også omtales som ’made-for-Instagram’-museer. De to største af slagsen går under navnene Museum of Ice Cream (Los Angeles, San Francisco, Singapore, Chicago, Miami, mm.) og Color Factory (San Francisco, New York, Chicago og Houston). 

Begge museer udstiller installationskunst, der tager form af alt fra softice-gynger, forstørrede og gigantiske ostepops, guldfisk og kirsebær, isdesserter, donuts, bløde marshmallow-skyer, selvlysende diskokugler eller pools fyldt med regnbuefarvet konfetti eller plastikbolde. Der er faktisk ingen grænser for den spiselige æstetiks udfoldelse. Alt sammen udstillede rekvisitter, du som gæst kan interagere med. Hele mangfoldigheden fremstår som en serie af fotogene Instagram-kulisser, der med den rette lyssætning skal fange det perfekte portræt.

– Om de så kan tillade sig at omtale sig selv som et museum er en helt anden diskussion.

“I came, I saw and I selfied”

Og så findes der et utal af udstillinger, der gennem tiden har markeret sig som ‘Instagrammable Art’, der betegner udstillinger, hvis æstetik viser sig som oplagte fotografiske muligheder, og som kan afstedkomme en viral storm billeder på SoMe. 

Den første af slagsen var værket Rain Room af den franske kunstgruppe rAndom International, der siden debutten i 2012 på the Curve Gallery i Barbican, London, har rejst verdens museer rundt. Dette ene og alene fordi kunstværket skulle vise sig at blive en af de mest populære kunst-udstillinger på Instagram nogensinde. Rain Rooms popularitet peger tilbage på dets evne til at udnytte og afspejle det nutidige ønske om direkte deltagelse og spektakulære former for online eksponering. 

Til denne kategori hører også Yayoi Kusamas famøse og funklende multimediale ruminstallationer, Gleaming Lights of the Soul og Infinity Room, der alle har redet med på selfie-bølgerne og gået deres sejrsgang  på alverdens kunstmuseer. En stor del af installationernes høje besøgstal kan kædes direkte sammen med deres store online eksponering i form af selfies og hashtags. Den massive billeddeling på SoMe har givet et markedsføringsmæssigt boost og været medvirkende til at placere udstillingen som den tredje-mest besøgte i Louisianas historie. 

Deling af kulturarven

En anden digital tendens er de mange kunstmuseer, som har offentliggjort deres kunstsamlinger online. 

SMK Open er et sådan initiativ, initieret af Statens Museum for Kunst, der med en klar open-acces-kunstpolitik har gjort hele deres fysiske kunstsamling tilgængelig for alle med internet. Her kan man finde information om kunstværkerne i form af billeder, 3D-modeller, forklarende tekster, lyd, video og desuden kan værkerne frit og kvit downloades til fri afbenyttelse.

Kunsten er blevet allemandseje, og smartphonen er blevet den direkte portal til at tilgå hele verdens kunstneriske udbud og samlinger online. 

Der er altså ingen tvivl om, at integreringen af digitale og sociale medier har påvirket vores måde at gå til verden på, inklusive den kunstneriske perception og omgang med kunsten. Men hvordan? 

For vi går fortsat på museum med hinanden, men vi går i lige så høj grad på museum med vores mobile enheder. At alting skal medieres har vi taget med ind i vores bevidsthed i en sådan grad, at caféture, koncerter, shopping og kunst-kulturelle oplevelser skal medieres udad.

Kunsten som socialt objekt

“I kunsthistorien er det enkelte kunstværk i dag et socialt objekt”. Således udtaler den tidligere meddirektør Jia Jie Fei ved Guggenheim Museum, NY, i TEDx-talk’en Art in the Age of Instagram. Frem for at være til stede med krop og sind og rent objektivt, fænomenologisk tilgå kunsten, vil vi med fotografiske delinger af det udstillede opleve kunsten gennem vores medbragte skærme. 

I den præ-fotografiske æra var det nok at have set: “What I’ve seen, I’ve seen”. I 2014, hvor selfien boomede, hed mantra’et ”I came, I saw and I selfied”. Om end selfien så småt er udvandet, er det at se fortsat ikke fyldestgørende alene, og kunsten er blevet en form for socialt objekt – fordi vi deler den med vores små og store omverdener online. 

I mødet med kunsten og ved vores museumsbesøg forlanger vi totaloplevelsen, hvor museet mest af alt står som oplevelsesarkitektur, og kunsten optræder som en del af helheden: Som besøgende efterspørger vi at kunne interagere, se og røre ved kunsten, vi skal have mulighed for at købe den med hjem i goodiebags, fotografere den, arkitekturen skal være i orden, og muligheden for at nyde en kage og en kop kaffe i museets café er en afgørende del af besøget. 

Når der er tale om et socialt objekt, vil vi altså automatisk tænke andre mennesker med ind i de billeder, vi tager, hvis vi tager billeder af kunsten. Dermed vil man have andre med i alt hvad man gør, og det vil være med dem in mente, at vi tager de billeder, som vi gør. 

På den måde kan man  sige, at vi er blevet endnu mere sociale gennem vores smartphone-brug. Men så vender vi tilbage til den efterhånden noget slidte problemstilling omkring skærmens virkelighed versus den fysiske: 

Problemet opstår, når smartphonen ender med at diktere omgangsformen for kunstoplevelsen. Hvis kunstværket bliver sekundært og affotograferingen stå som det primære, kan man så stille spørgsmålstegn ved, om der er tale om en autentisk oplevelse eller ej? Smartphonen vil da fremstå som et sensorisk filter mellem iagttager og værk, der gør det vanskeligere at betragte kunsten ’i sig selv’, og i stedet peger tilbage på os selv – vores selviscenesættelse, -realisering og individualisering. Den personlige oplevelse med kunsten bliver da en kulisse.

Men hvem tager overhovedet selfies mere, og i hvor høj grad deler vi vores oplevelser på SoMe i dag? For der er jo heldigvis mange måder at gå til kunsten med vores mobile enheder på. Eksempelvis når vi tager kunsten med hjem i vores eget, personlige billedgalleri til eget brug, til at zoome ind,  til fordybelse, efterrationalisering og inspiration, vil kunstoplevelsen have potentialet til at kunne udvides. 

Et tredje kapitel for internettets, smartphonens og kunstens liv?

Siden 2014, hvor SoMe slog tonen an, har kunstmuseer og -gallerier taget smartphonen og dennes multifunktionelle design til sig – både kuratorisk, formidlingsmæssigt, brugerorienteret og kunstpolitisk. Og de kunstbesøgende har siden da tilegnet sig en vigtig involverende stemme med mobiltelefonen som socialt værktøj. Med SoMe rakte museerne ind i brugernes hverdag, og i dag er det fysiske og det digitale mere sammensmeltet end nogensinde. Influencers har overtaget scenen, Covid19 har skabt nye forbrugsmønstre, hvor kultur og kunst lige så vel kan opleves digitalt, og det nye WEB3 varsler en overgang til et helt tredje kapitel for internettets, smartphonens – og kunstens liv.

De fysiske besøgstal er faldende ifht. de vækstende online besøg på MoMA, hvorfor museet varsler et tektonisk skift for det museale fokus. Tankerne om det rent digitale museum er altså ikke så utopisk længere, hvorfor mange kunstmuseer må anlægge et skærpet fokus på den digitale kunst og på kultur med et indhold, der både vil være af fysisk og af online karakter. Opskriften på den rette hybridmodel er i støbeskeen, og de fysiske kunstoplevelser vil med smartphonens digitale mulighedsrum fortsat blive understøttet stadigt mere. Kunsten bliver at finde den rette, komplimenterende balancegang imellem de to instanser.

For det er nu engang digitalt, at langt de fleste af os først møder verden, kulturinstitutionerne og kunsten, inden vi bevæger os ud i den. For vi bevæger os fortsat ud, og det digitale kan ikke bestå uden det fysiske. Endnu.