I en samlers verden

Det er vanskeligt at være benovet, når man står over for Rik Reinking. Der er ellers alle mulige grunde til en vis portion respekt, når man umiddelbart før mødet med den unge tyske samler, har stiftet et flygtigt bekendtskab med en del af Reinkings kæmpemæssige kunstsamling på KunstCentret Silkeborg Bad.

Mange indtryk
Den manglende benovelse har altså hverken afsæt i samlingens fysiske omfang eller kunstneriske format. Den er udelukkende baseret på Reinkings beskedne fremtoning. Efter nogen tid aner man dog et gnistrende engagement bag de venlige øjne.

Det står hurtigt klart, at Rik Reinking har en historie til hvert eneste værk på den omfattende udstilling, som man har valgt at give titlen Call it what you like! Jeg får mulighed for under pressemødet at blive guidet rundt i udstillingen af Reinking – og det går hurtigt op for mig at Reinking glemmer tid og sted, når han går i gang med at fortælle anekdoter om værkerne. Selv har jeg, med alle sanser skærpet, rigeligt at gøre med at fordøje de mange indtryk.

Direkte på væggene
I Silkeborg Bads søjlesal vises værker, som blandt andet er forarbejdet direkte på væggene. Et stort vægmaleri af DAIM (Mirko Reisser) fungerer her i dialog med et andet vægmaleri og en serie gulvobjekter af Daniel Man samt et gigantisk, gråtonet dommedagsscenarie af Boxi. Boxi står også bag det objekt, der har givet titel til udstillingen.

Plastik-palle
Silkeborg Bads store panoramasal er domineret af større værker af Os Gêmeos og ZEVS, der for nyligt bearbejdede Ny Carlsberg Glyptoteket. Et objekt af Dan Peterman i samme sal har en vis lighed med en euro-palle. Dog er objektet både i farve og udformning afvigende fra den velkendte form. Det viser sig da også, at ‘pallen’ er forarbejdet i kunststof og i mængde rummer præcist, hvad en enkelt amerikaner i gennemsnit forbruger af plastik i løbet af et år.

Monokromi
Sådan har hvert værk på udstillingen sin betydning. I polske Miroslaw Balkas ligkistelignende kasse i cortenstål er der boret to små huller i bunden. Disse er udmålt nøjagtigt efter kunstnerens næsebor. I samme rum befinder sig et tilsyneladende monokromt, sort billede. Rudolf Beiber har erhvervet sig et fotografi af den kendte fotograf Thomas Ruff. På fotografiet var der oprindeligt en stjernehimmel; men Beiber har omhyggeligt plettet hver eneste stjerne med sort blæk. Man skal tæt på for at opleve denne modifikation.

Masser af symbolik
Der er masser af skjult eller oplagt symbolik på Call it what you like! Cady Nolands sølvfarvede bølgepap er således udskåret, så det giver mindelser om en gabestok. Og i Tony Ourslers rumistallation skifter en enkelt pære i et totalt mørkelagt rum styrke i takt med, at en mandestemme fremsiger diverse ord og gryntende lyde.

Jimmie Durhams betonobjekt, der kan åbnes i år 2996, rummer efter sigende et hønseæg. Værket er fra 1996. Titlen er The one thousand year old egg. Johannes Wohnseifers gulvtæppefragment indeholder også sin helt egen symbolik. Kunstneren har erhvervet sig tæppestumpen i IKEA i protest mod, at designerne stjæler idéer fra kunsten. Wohnseifer har bearbejdet tæppet minimalt og sat det ind i en kunstnerisk kontekst. Dermed har han så at sige stjålet designet tilbage og ophøjet det til et kunstværk.

De nævnte eksempler er kun en ganske lille del af, hvad man kan opleve over sommeren ude og inde på KunstCentret Silkeborg Bad. Der er meget at se.