I fællesskabets ånd

Hvad former fællesskaber? Hvordan bliver vi stand til at udvikle noget sammen? I den del af Copenhagen Art Festival (CAF), der udspiller sig i byrummet og på de alternative festivalplatforme findes svaret i en konkret udveksling og dialog med publikum. For er kunst ikke altid et udsagn og dermed en invitation til dialog fra kunstnerens side?

Tivoli bagfra
Bestræbelserne på at få publikum med i festivalens liv kulminerer på Højbro Plads. Med kurator Christian Skovbjerg Jensen ved roret og Jeppe Hein som co-driver er pladsen omdannet til et socialt kunstprojekt. Tanken er at forene livet fra den traditionelle markedsplads – som den fx fungerede i renæsssancen – med forlystelseslivet, som vi kender det fra vores elskede Tivoli.

Projektet ILOVIT – altså Tivoli stavet bagfra – består af en række værker formet af 25 danske og internationale kunstnere inviteret af Jeppe Hein. Bordtennis, snobrødsbagning, en maskine der laver gazpacho, gynger og ikke mindst muligheden for at hoppe gennem Heins egen Ring of Fire illustrerer til fulde projektets atypiske tilgang til kunstens funktion. Det er den fælles forlystelse, legen og ønsket om at skabe liv i byen og ikke mindst I festivalen, der har defineret projektet.

Som sådan fungerer ILOVIT til fulde. Publikum tager del. Børn og voksne går faktisk på line, de deltager i projektet. På den måde kan pladsprojektet ses som en næsten strategisk indsats for at få festivalen ud til folket.

Eller, sagt på en anden måde, ILOVIT kan være med til at afvæbne en generel fordom om, at samtidskunst er svær tilgængelig. Omvendt vil mange af de besøgende nok være en smule i tvivl om, hvorvidt de har oplevet/deltaget i noget kunstnerisk eller ”blot” er blevet underholdt. Det kunstneriske indhold ligger i projektets idegrundlag, hvorfor den kunstneriske udførelse – og dermed det kunstneriske indhold som publikum kan opleve – halter. Uanset formål med at skabe et folkeligt pladsprojekt, så bliver der lidt for langt mellem de kunstneriske snapse.

Kunstnerisk overskud
Overfor ILOVIT, nærmere bestemt på Amagertorv er det kunstneriske indhold derimod stringent – og sikkert udført.

Her kan opleves en række fascinerende og yderst vedkommende performances. Således på åbningsdagen Marcello Malobertis (IT) performance Butterflies eat bananas (the end), hvor 24 – nogle nøgne – performere smadrede 14 kg tunge porcelænstigere under kunstnerens direktioner.

Det smukke og for mange af tilskuerne lidt chokerende værk skabte en intens stemning og gjorde dialogen mellem publikum konkret. Mens store dele af de fredagsivrige shoppere stoppede op og fik en uventet kunstneriske oplevelse, valgte andre at brokke sig over afspærringen af Strøget. Det er dét, der kan ske, når kunsten trænger ud i det offentlige rum.

Invitation med tanke
Samme overskud kunne opleves fredag aften i Klas Erikssons (SE) Mono colored atmosphere, hvor orange røg sted op fra kanalen ved Christiansborg eller i Yuan Gongs (CHN) installation ved passagen ved Regensen (Rundetårn). I Close to heaven fyldes passagen to-tre gange i timen af duftende tågen og trækker de passerende ind i et stille og forvandlet rum. Et værk der kan opleves I hele festivalperioden.

Der kunne nævnes en række andre værker, der som de nævnte er kendetegnet ved at være særdeles tankevækkende kunstnerisk set. Og, som nok så vigtigt, byder ind med et mere subtilt og på den måde mere vedkommende bud på, hvorledes udvekslingen mellem samtidskunst og samtid kommer I stand.

Netop disse værker evner at få os til at stoppe op, evner at bryde ind I hverdagslivet og tilbyde et andet perspektiv.

Knippelsbro
Med til de uventede kunstinitiativer i det meget rige festivalprogram hører anvendelse af det ene brotårn på Knippelsbro. Her har den tyske kunstner Georg Weckwerth samlet en række kunstneres lyd- og ruminstallationer. Der er tale om værker, der udspiller sig i og omkring den lille bygning.

Resultatet er et intenst og virkelig fascinerende installationsmiljø: fra dansende papirsbåd til guldfisk der styrer en frithængende klokke.

Fængslende er det at opleve – ganske enkelt.

Læring og videndeling
Med til et ægte fællesskab høre at dele og inddrage.

Ud over performances, udstillinger og uventede møder med kunsten i byens rum, så har CAF et ganske omfattende program af talks, workshops og andre aktioner. Her kan de fremmødte dele og få ny viden.

I samme ånd har festivalen indgået en lang række samarbejder med andre institutioner. Fx kan samarbejdet med Cinemateket nævnes, hvor de ”hemmelige” fællesskaber blandt andet undersøges.

Anbefales skal iranske Shirin Neshats værk Women without Men fra 2009, og endvidere at man går på opdagelse i programmet og husker på de alternative festivalplatforme. Det er forbilledligt og rigtigt, at CAF har evnet at få så mange og ekstern aktører knyttet til programmet.

Produkt af tiden
Bag festivalprogrammet er ønsket om at få ”alle” med tydeligt. Det er vægtet at få festivalen ud til en bredere kreds. Og, som sådan er CAF et produkt af en tid, hvor kunst og kultur skal bevise sit værd, være samfundsnyttigt eller i hvert fald tilgængeligt. Netop dette mål indfries I festivalen – og når visse værker og aktioner kan kritiseres for at være lidt for flossede i den kunstneriske kant, så må det opfattes som et udtryk for bestræbelsen på at balancere mellem det appellerende, det sofistikerede og det kunstnerisk udfordrende.

Der er heldigvis stadig mange kunstneriske oplevelser i vente de kommende dage. Tag af sted, ikke kun til kunsthallernes fine udstillinger, men oplev, nyd, brug og deltage I kunsten undervejs.