I grænselandet

Det er torsdag formiddag på Galleri Susanne Ottesen i det centraleKøbenhavn; dagen inden åbningen af Jesper Rasmussens udstilling Prospekter.

Jesper Rasmussen træder et skridt tilbage for at vurdere, om et af hansbilleder hænger i den rigtige højde. Billedet er et panoramisk fotografi af enstrand. Tilsyneladende er det en helt almindelig dansk strand; men noget erforkert og urovækkende. Stranden er forladt, der er intet tegn på liv udoverhjulspor i sandet.

Manipulation
Som beskuer mister man orienteringen. Det landskab, somfotografiet tegner, forekommer efter et stykke tid som en konstrueret natur;men uden at man kan sætte fingeren på, hvad der præcis får det til at virkemanipuleret.

Netop denne følelse af uhygge i det velkendte er et centraltomdrejningspunkt i Jesper Rasmussens kunst. Gennem blandt andet sinefotografiske serier Off Location og Heimlich har Jesper Rasmussenogså tidligere undersøgt rumlige strukturer og deres indvirkning på subjektet.

Mellem funktion og æstetik
Jesper Rasmussen viser mig rundt i galleriets lokaler. Udstillingen Prospekterbestår både af fotografiske værker og arkitektoniske indgreb igallerirummet.

”Alle værkerne her på udstillingen er nye,” forklarer Rasmussen. ”Nogleaf værkerne er selvfølgelig videreførelser af allerede kendte værker; andre ernye felter, som jeg er på vej ind i. ”

Vi står nu foran det fotografiske værk Havneholmen, der viser trehvide boligblokke i et havneområde. Alle vinduer og døre på bygningerne erretoucheret væk. Bygningerne falder ud af skala og kommer næsten til at lignearkitekturmodeller; de lægger sig i grænsefeltet mellem funktion og æstetik,arkitektur og kunst og bliver ren form.

”Mit greb er af fjerne al menneskelig adfærd fra billederne. Nårarkitekter laver modeller applikerer de alt muligt liv på dem. Jeg gør lige detmodsatte; jeg trækker alt liv fra. Så kan man jo diskutere om det stadig erarkitektur, eller om det er blevet til skulptur.”

Der unheimliche
Et af de temaer, som Jesper Rasmussen undersøger gennem sin kunst, erFreuds begreb ‘der unheimliche’, altså uhyggen.

”For Freud lå det uhyggelige i det ukendte. Dengang vidste mænd ikkehvad kvinder talte sammen om; man vidste ikke, hvad naboen foretog sig i sitprivatliv bag nedrullede gardiner. Samfundet bestod af en masse lukkede rum,som man kunne projektere sin angst ind i.”

Rasmussen fortsætter:

”I vores tidsalder findes der ikke sådanne lukkederum længere; vi kan derfor kun projektere vores angst ud på de kendteoverflader. Derfor er dette unheimliche-begreb transformeret fra at være noget,der lå i mørket, til nu at være noget, der ligger i lyset. Det er en af deting, jeg er optaget af, når jeg arbejder med mine billeder; at kunne etablereuhygge i noget helt velkendt.”

Forvredne proportioner
”Værket Stairway, der er udstillet her på Galleri Susanne Ottesener en trappe i en række af andre trapper, jeg har lavet,” fortæller JesperRasmussen.

Trappen Stairway virker ved første øjekast bekendt. Trappeninviterer til at man bestiger den på samme måde, som man er vant til at indtagehverdagens trapper med kroppen; men når man vender sig om ved de øverste trinunder galleriets loft, bliver man mødt af en svimlende fornemmelse. Trinenesproportioner er forvredet nøjagtigt så meget, at man først på vej ned bliverforundret over trappens skræmmende stejlhed.

”Trappen er en arkitektonisk og funktionel genstand, der også harskulpturelle værdier og muligheder. Jeg er interesseret i at undersøgegrænselandet mellem, hvornår trappen er funktion og hvornår den bliver renform. Det er også sjovt at opleve, at mine trapper iværksætter en ny fortællingalt afhængig af hvilken arkitektur, de indsættes i; der åbnes altid op for nyeforestillinger.”

Landskabet og rummet
Jesper Rasmussen vidste allerede som syv-årig, at han ville værebilledkunstner. Både hans morfar og farfar var landskabsmalere, og den sammeinteresse for at udforske rummet gennem kunsten, har fulgt Rasmussen gennemhele hans karriere. Jesper Rasmussen bruger det skiftevise arbejde medfotografiet og de rumlige installationer som to forskellige optiker, derpåvirker hinanden.

”Nogle gange er der elementer i fotografierne, som vises fysisk og viceversa. Jeg ser kunsten som en proces, der altid kommer fra et sted og førervidere til et nyt.”

Kunstens svar
Rasmussen tilstræber at lade sig lede af sin intuition i arbejdet medkunsten. Teorier og analyser kommer først i spil efter, at værket er skabt.

”Man talerofte om, at kunst stiller spørgsmål; men jeg tror, at kunst giver svar; manbesvarer noget, som man ikke vidste, at man som kunstner skulle spørge om. I det øjeblik du vælger dit spørgsmål først, så har du også begrænsetdit svar til at ligge inden for dets præmis. For mig er det vigtigt, at detkommer i den rigtige rækkefølge,” understreger Jesper Rasmussen.

”Som kunstner skal man nogle gange kunne træde tilbage og selv være denførste overraskede og forundrede beskuer.”