I Horsens skal byens borgere sammensætte udstillinger på byens museum

Horsens Kunstmuseum byder netop nu indenfor til første del af deres nye projekt Horsens Kuraterer. Her har det kunstfaglige personale overladt udstillingen til resten af museets ansatte; dem der normalt ikke sammensætter udstillingerne, men sørger for andre dele af museets drift.

Jeg ankommer til Horsens på dét, der føles som den første sommerdag i år, solen skinner, og jeg bevæger mig gennem gågaden fra stationen til museet. Foran museet er parken fyldt med skoleklasser, der øjner muligheden for at spille rundbold i solen.

På toppen af bakken ligger en stor hvid bygning og lyser i solen. Jeg har ikke været her før, men museet må siges at vise sig fra sin bedste side. Op ad bakken, forbi den store skulptur foran museet og ind af døren.

Allerede her møder jeg faktisk en af udstillingens hovedpersoner, Annemette Lundgaard Pedersen, som til dagligt byder besøgende velkommen på museet ved ankomst. Men nu er hun ikke kun ansvarlig for skranken, men også for den udstilling, jeg skal ind og se.

Hvad ville borgerne vælge?

Horsens Kuraterer er seneste led i en tradition på Horsens Kunstmuseum, som leder Claus Hagedorn-Olsen startede tilbage i slutningen af 1980’erne, hvor han fik husets håndværker og receptionist til at sammensætte en udstilling. Senere har skoleklasser, byens borgere og altså nu igen de ansatte haft mulighed for at lave udstillinger, der viser dele af museets samling.

Ideén med udstillingerne er at se, hvad folk fra Horsens vil vælge fra samlingen, hvis de har helt frie hænder. En spændende undersøgelse, men også en der kræver lidt introduktion. Udstillingen har nemlig ikke et tema eller en tidsperiode, men er et udtryk for en mere intuitiv udvælgelse af værker, på baggrund af, hvad de enkelte ansatte er faldet for i samlingen.

Henover sommeren kommer der i alt tre udstillinger under projektet Horsens Kuraterer, hvor borgere fra byen kan ansøge om at være med til at lave udstillingerne. Der er også inviteret lokale personligheder, som er mere eller mindre bekendte med museet.

Denne første del af projektet er udvalgt af fire af museets ansatte; Håndværker Asbjørn Thernøe, rengøringsassistent Jette Ide Nielsen, museumssekretær Anne Veng Dahl og altså skrankeansvarlig Annemette Lundgaard Pedersen. Selvom de fire har deres daglige gang på museet, så er deres normale opgaver alt det omkring udstillingerne, som man måske ikke lige opdager. Men nu er det altså dem, der fremviser værker.

Hvordan sætter jeg ord på kunsten?

Udstillingen er på museets første sal, hvor den er placeret i et kvadratisk rum. Ved første øjekast ser man store, farverige malerier på væggene og en gruppe skulpturer i midten af rummet. De store værker, der først fanger mit blik, er af kunstner Inge Ellegaard. Billederne er udvalgt af hende, jeg mødte nede ved skranken, da jeg ankom, Lundgaard Pedersen.

Ved malerierne hænger en lille beskrivelse af, hvorfor det netop er disse billeder, hun har valgt. De minder hende om barndomsferierne hos morbroren i Birkerød, et minde om en tidlig fascination af lignende værker med store strøg og kraftige farver.

Lundgaard Pedersen er forholdsvis ny på museet. Hun har kun arbejdet her et halvt år til forskel fra de andre tre, som alle har arbejdet her en årrække. Da jeg taler med hende, fortæller hun, at det har været en udfordring for hende at udvælge værker til udstillingen.

“Jeg aner jo ikke, hvad der er i samlingen! Når man kommer ned i arkivet, er det helt tætpakket, så jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle starte og slutte. De andre vidste jo lige præcis, hvor et eller andet bestemt værk stod og gemte sig. Jeg startede bare et sted, og da jeg så tog Inge Ellegaards malerier ud, vidste jeg, det skulle være dem.”

Efter valget af værker kom næste udfordring – hvordan forklarer man, hvorfor det er netop de værker, der skal med? Hvordan beskriver man, hvad de gør ved en?

Minder og mødet med kunsten

Mens jeg ser udstillingen, er det faktisk det spørgsmål, jeg fornemmer er på spil i udstillingen: hvordan beskriver man kunsten, og hvorfor netop dét værk taler til en?

I udstillingen handler det netop om det personlige, det handler ikke om at sætte værkerne ind i en historisk eller tematisk ramme. Det kan måske umiddelbart virke usammenhængende, at fire personer har valgt hver deres værker, men da jeg har kigget nærmere på værkerne, beskrivelserne og snakket med “kuratorerne”, får jeg en fornemmelse af, hvad det handler om.

Alle værkerne er valgt på baggrund af en personlig fortælling om mødet med kunsten. For Lundgaard Pedersen var det minderne fra barndommen, der blev udgangspunktet, og for Anne Veng Dahl er det det første møde med kunsten, da hun blev ansat på museet.

Hun har valgt en forvreden barokstol af Nina Saunders. Det var nemlig hendes første møde med kunst, der ikke var i en ramme.

Finurlige værker og jagten på en titel

Da jeg bevæger mig videre rundt i udstillingen, er det særligt de mange finurlige skulpturer og objekter i midten af rummet, der fanger min opmærksomhed. Jeg prøver at finde en sammenhæng mellem dem, men det lykkedes ikke. Her er det igen en umiddelbar fascination, der har afgjort, hvad der skulle med.

Der er både hestekød i glas, porcelænsfigurer og en lille underlig skabning i bronze. Den lille bronzefigur hedder Hvorfor går du fra mig og er lavet af Teddy Sørensen. Værket var, ifølge museumsinspektør Sofie Skau Jepsen, ikke sådan lige at finde i arkivet, og de måtte lede længe efter titlen – meget symbolsk, tænker jeg.

Faktisk er der et par andre værker, som heller aldrig eller meget sjældent er blevet vist på museet før, selvom de har været en del af samlingen, siden kunstmuseet overtog den gamle samling fra det tidligere museum i byen.

For et par af de ansatte har dét i sig selv været en pointe: at vise de ukendte værker. Nu var muligheden for at vælge de gamle værker, som måske ellers ikke passer ind i museets profil, hvis samling fokuserer på nyere dansk kunst.

Fordybelse

Asbjørn Thernøe, der til dagligt er håndværker på museet, har brugt de sidste mange år på at sætte udstillinger op, så dét at håndtere kunsten er ikke nyt for ham. Dét, der er nyt, er, at der ikke er en til at fortælle ham, hvor værkerne skal stå eller hænge. Han er altså gået fra at have værkerne i hænderne til også at skulle udtrykke sig om dem.

“Da vi startede på udstillingen, havde jeg nok tænkt, det skulle være mere konceptuelt. Der skulle være en ramme eller en iscenesættelse af værkerne. Jeg havde en drøm om at lave en udstilling om al kunst til alle tider. Men det endte mere med at blive et udtryk for, hvad vi hver især godt kan lide.”

Det er tydeligt at mærke på ham, at han, selvom han ikke er ansat som en del af det kunstfaglige personale, har en stor viden om samlingen og har gjort sig tanker om værkerne.

Thernøe har udvalgt fire værker, som er en del af museets guldaldersamling. De er valgt med en forkærlighed for historien og omhyggeligheden, værkerne er lavet med – og så minder de ham om hans bedsteforældre.

Efter at have opholdt mig i udstillingen i en rum tid, begynder jeg at se sammenhængene mellem værkerne. Men det kræver fordybelse og ikke mindst tiden til at læse de små beskrivelser. Jeg går en sidste runde mellem værkerne, inden jeg igen går ned af trappen, forbi Annemette ved skranken og ud i solen.