I kontakt med mennesket

Efter fem år i udlandet, vendte kurator Markús Þór Andrésson tilbage til Island. Og efter to års tæt dialog med kunstscenen stod det i hans øjne klart, at kunstscenen var præget af en akademisering af både kunstbegrebet og den gængse praksis. Med Sequences VI var det derfor i hans øjne på tide at bryde murene ned og lade kunsten og hverdagen interagere.

Sequences – real time art festival blev afholdt første gang i 2006 og har siden 2009 været en biennale og den store præsentation af samtidskunsten i Island.

Icelandic Art Center, Dwarf Gallery, Kling & Bang og The Living Art Museum etablerede festivalen, og den struktur er mere eller mindre opretholdt i dag.

En menneskelig dimension
Efter flere år med unge og ofte nyuddannede kunstnere som arrangører blev Markús Þór Andrésson ansat som den første professionelle kurator for at trække festivalen ud over sine egne grænser.

“Jeg ved ikke om det er tidsånden eller størrelsen af kunstscenen, der gør tendenserne så synlige, men der blev virkelig akademiseret og teoretiseret meget omkring samtidskunsten. Og når man får for meget af noget, så ser man, hvad der mangler. Jeg ville ikke vende tilbage til en lyrisk, naturromantik som tidligere, men savnede en menneskelig dimension. Det her skulle være en anledning til at skabe kontakt til den igen.”

LÆS ANMELDELSEN AF FESTIVALEN HER

Real time
Festivalens hovedkunstner Gretar Reynisson illustrerer i følge kuratoren den kontakt i sin praksis, hvor han udtrykker et nærmest performativt forhold til livet med daglige rutiner og handlingsmønstrer.

“Gretar Reynissons arbejde kan virke distanceret og kalkuleret, men det får en helt særlig karaktér i det værk, hvor han har tørret tårer af sit ansigt i A4 ark hver dag, efter hans kone blev kræftsyg og indtil hendes død. Reynisson forsøger dels at bruge sine rutiner og kunsten til meget konkret at håndtere en trussel i hans liv og få kontrol over hverdagen. Kunsten indtræder i livet, og livet indtræder i kunsten.”

Det gav Andrésson en anledning til at bevæge sig lidt uden for den ramme, der var etableret omkring festivalen med stort fokus på performance i det offentlige rum.

“Jeg mente at hverdagslivet og hverdagens gang kunne være et interessant udgangspunkt. En subtil performance, som måske ikke er så synlig for os. Det er i mange af værkerne ikke maleriet, videoen eller skulpturen, der er det primære men processen derhen, vi har lagt fokusset på. Derfor optræder dokumentationen også som en væsentlig del af mange af værkerne,” påpeger Andrésson.

Kunstnerisk dialog
For en festival som Sequences er der jo et stort behov for at åbne sig op, så man ikke bare interagerer med de 170 mennesker, som allerede er en del af kunstscenen i Island.

“Der skal ofte meget lidt til for at åbne samtidskunsten mod udenforstående, og det her ‘human touch’ mente jeg ville kunne gøre netop det,” forklarer Andrésson.

Den islandske kultur har stærke rødder i litteraturen, men har i de senste år fået selskab af især musikken og teatret, som lige nu oplever et markant boom, men billedkunsten er på vej ind på den store scene. Men miljøet og infrastrukturen er lille og sulten efter dialog og diskussion.

“Jeg mener at kunsten har en ret vigtig rolle i kulturen, som et meget stærkt rum til personlige erfaringer og vores forhold til traumer i samfundet.”

Post-traumatisk kunst
Kuratoren peger bl.a. på den amerikanske kunstner Aleesa Cohene, hvor det for eksempel er AIDS-epidemien i 80’erne, der bliver omdrejningspunktet for hendes fortælling.

“Og på samme måde ser jeg kunsten som en måde for islændingene til at indgå i en form for post-traumatisk stress behandling efter finanskrakket i 2008. Nogle menneskelige bud på, hvordan man bevæger sig ud på den anden side af et traume. Bliver du i dine rutiner, eller forsøger du så småt at ændre nogle af disse strukturer? Og Island er håbløst fanget i de strukturer, som finanskrakket skabte i 2008. Der er meget lidt bevægelse og præcis den samme debat, som der blev ført for tre år siden. Folk ser ingen ændringer, og lige nu kan de se mange andre europæiske lande gennemgå det samme mareridt, som de oplevede på ‘den sorte dag’ i 2008.”