I omegnen af Victor B.’s tids rifter

Kult- og kulturtidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik har og vil forhåbentlig fortsat være kendetegnet ved at være på forkant og i skærende dialog med nationen og kunstinstitutionen. Plus i særdeleshed at have den funktion at tage trykket på disse, der ellers har det med at blive tykke bag ørene eller udvikle sig til en ’røv med ører’.

Sperme anonyme
Med vanlig omhu og særegen forståelse for en kultur- og medievirkelighed har Museet for Samtidskunst skabt et rum for tidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik. En konkretisering af et tidsskrift i en museal ramme kræver naturligvis sit tidsskrift, men Victor B. Andersens Maskinfabrik er da også i den grad et dokument med mange kontekster og tilhørende praksisformer, som udstillingen i lige så høj grad også dokumenterer.

Cafékulturens champagneprop
I omegnen af tidsskriftet har billedkunstneren og kulturfabrikkens værkfører Kenn André Stilling været ’the dude’ bag den danske cafékulturs opstandelse. Stilling har eksempelvis stået bag caféerne Sommersko, Victor og Dan Turèll, som stod for udstillinger, oplæsninger, foredrag, champagnelegater mm. Dertil kommer det tilhørende forlag Sommersko, som udgav Dan Turèl, Marianne Larsen m.fl., og mange andre projekter af stor betydning for dele af nutidens kultur. Alt sammen bærer Stillings signatur og er produkter fra en og samme fabrik.

Cafékulturen, som de nævnte steder repræsenterede, var af en ganske anden støbning end caféen af i dag. Kenn André Stilling betragtede dem selv som ”skulpturer med personale på” – et tværæstetisk univers, hvor cognac og kunst, oplæsning og espresso gik hånd i hånd og var caféernes natur. En ny måde at kommunikere med omverdenen på. Caféernes herligheder dokumenteres på udstillingen, dels ved de oversize plakater, der blev lavet til hvert arrangement, dels ved tomme ølkasser og ikke mindst en række filmoptagelser fra de mange oplæsninger, foredrag og performances, der blev afholdt på Café Sommersko. Der er tale om dokumenter, som afspejler tidlige anslag mod den nu herskende oplevelseskultur. Specielt digternes oplæsninger og anden ageren på scenen træder frem som starten på en særdeles nutidig situation, hvor oplæsning eller performance de seneste år er blevet en betydelig del af ordkunstnerens praksis og virke.

Anekdotespindere
Om der nogensinde har eksisteret en maskinfabrikant fra Ringkøbing med navnet Victor B. Andersen er uvist og et af de greb, der har været med til at sætte en vis mystik omkring det muntre tidsskrift. Ved indgangen til udstillingen på Museet for Samtidskunst bliver man udstyret med en stok, som den Victor B. Andersen efter sigende går med (sandsynligt, da mæcenen Victor B. ifølge mine udregninger må fylde 87 dette efterår), og får desuden et telegram fra selv samme, adresseret til museumsinspektøren. En fin og pædagogisk autencitet, som hele udstillingen i øvrigt bærer præg af.

Museets 1. sal spinder sig ind i selv samme legende og er indrettet som arbejdsværelse til maskinfabrikanten. Værelset er udstyret med skrivemaskine, fax og kopimaskine, tilmed de væsentligste apparater i produktionen af det uprætentiøse magasin. Endvidere er der indrettet et sovegemak eller drømmefængsel til den aldrende fabrikant, hvor gamle dias og fotografier, som ligeledes er velkendte altmodische udtryk fra tidsskriftet, cirkulerer rundt i rummet. Dertil kommer et rum uden logik, hvor Victor B. Andersens telegrammer hænger blandt river, skovle og tikkende ure, samt en stor rød piratosbeklædt dør.

Udstillingen er en skøn blanding af kunst, kommers og fikumdik i fin tråd med konceptvirksomheden Victor B. Andersens Maskinfabriks lange historie og mange- facetterede virke. Logikken er fraværende i dette univers, hvor kunsten afmystificeres i dialog med hverdagens banaliteter og bliver genstand for stadig undren i logikkens fravær.