I sansernes mørke

Når man træder ned af trapperne midt i forhallen i Den SorteDiamant går man en ny verden i møde. Det er en hypermoderne version af Platons Hulelignelse vi træder ind i:

JimCampbells aktuelle udstilling MaterialLight på Det Nationale Fotomuseum.

Hulens skyggespil
Hos den antikke filosof Platon (ca. 427 – 347 b.c.) havde kunstneren enproblematisk rolle som fupmager, en person fjernt distanceret fra sandheden,den virkelige verden og desværre en overordentlig god forfører af detmenneskelige sind.

‘Kunstneren’ er en dukkefører i hulens skyggespil ogvildleder de lænkede stakler i hulens mørke, der senere vil blændes afsandhedens skarpe lys.

Når jeg træder ind i Jim Campbells hule, lukker dørenautomatisk efter mig, mørket omslutter krop og sanser, og langsomt venderøjnene sig til at se klart. Men nu viser det sig gudhjælpemig, at jeg slet ikkekan se værkerne klart. Det skal vise sig at være en vigtig pointe.

En lille sensation
I udstillingsrummet er der installeret et bredt udvalg af værker af denamerikanske kunstner Jim Campbell (f. 1956).

En af de her kunstnere, der erligeså teknisk begavet som æstetisk kraftfuld. En faglig baggrund fra MIT(Massachusetts Institute of Technology) som elektroingeniør kombineret med envisuel sans og kraft, der siden start 90’erne har givet ham en af de vigtigsteroller blandt den progressive foto- og videokunst.

Og så er det iøvrigt en lille sensation at vi kan opleve hamher i lille prut-Danmark (dette er faktisk den eneste større præsentation afCampbell i Europa indtil nu).

En værkpraksis, der falder mellem kategorierne.Fotoværker, der rummer bevægelse. Videoværker, der rummer fiksering. Billeder,der aldrig helt kan ses. En beskuer, der må arbejde på højtryk for at indfangeCampbells antydninger. Skyggespil for et mystificeret publikum.

Sansningens natur
Hos Jim Campbell bliver man ligesom hos Platons kunstner også vildledt. Formerog bevægelsesmønstre lægges frem for os, men alt er uklart og man kniberøjnene sammen i et forsøg på at aflæse motiver og bevægelser. Vi ser bl.a. enmand der løber og falder, mennesker og trafik på gaden, en bølge der slår modkysten og private videooptagelser.

Værktøjerne er på overfladen super enkle: Loopendevideosekvenser oversat til LED-paneler, der enten barikaderet af matteretplexiglas, vendt mod bagvæggen eller sprængt til en skov af hængende lyskilder,ender med kun at give ‘skyggebilleder’ af de egentlige hændelser og motiver.Det er levende billeder oversat til sansningens sfæriske grundmaterie: Lys.

Selve grebet og den tekniske men meget fintfølende brug afdisse elektroniske virkemidler er helt exceptionel og med langt dybereklangbund i bevidstheden end man umiddelbart kunne have forestillet sig.

Antydningens kraft
I antydningen ligger tydeligvis en intention om at afmontere 1:1 aflæsninger ogfå os til at reflektere over de fænomener vi møder og sanser i vores hverdag.

Objekterne og bevægelserne hæves via deres nu abstrakte karakter tilgrundformer, som vi kun kan tilnærme os sanseligt på et meget begrænset plan.

Restenaf værkprocessen og den æstetiske oplevelse foregår i vores indre forhandlingmellem det sansede og de kategorier vi i forvejen har for realverdenen.

Som et klart eksempel på denne intention præsentererudstillingen også en række gennemsnitlige gengivelser, såkaldte ‘averages'(duratrans fotografier), af velkendte objekter fanget i kamera-optikken over ettidsinterval på omkring 2 minutter, så koen, bilen og cyklistens dynamik overtid fæstnes i et billede.

Objekter kondenseret til en uklar grundform,”ideer”, ville Platon måske have sagt.

Verden sanset på ny
Og præcis som de vildledte, lænkede stakler i Hulelignelsen vender jeg nu tilbage til lyset og realverdenen, meni stedet for at bryde hulkende sammen i mit møde med virkeligheden, har mødetmed Campbell blot forskubbet mit blik.

Sart er det nu. Forbundet til mitintellekt med stærkere kabler.

Lyset sanses med stor kraft, kvinden på cyklen udspænder mit blik ogbevægelserne indoptages i små serier, gadelamperne danner strukturer for mitindre øje, der omsættes til infrastrukturer set fra oven og mine gentagendebevægelsesmønstrer afslører deres måske mere sande natur.

Det er der noget kunst, der kan. Heldigvis. Og selv Platonville have elsket det.