I seng med teoretikeren

Den dansk/filippinske performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen har i sit kunstneriske virke blandt andet italesat temaer som identitet, køn og kulturelle relationer, og hun har gjort det i en tværmedial mangfoldighed, der inddrager foto, video og performancekunst. Cuencas kunstneriske virke formidles nu i en ny monografi udgivet på det tyske forlag Revolver Publishing.

Den nye udgivelse, som slet og ret bærer kunstnerens fulde navn, udgøres dels af repræsentationer af kunstnerens værker – en lang (lang) række stills fra forskellige af hendes videoværker, en række tekster fra hendes performances og en mængde fotomateriale – og dels af en række faglige artikler, der behandler Cuencas kunstneriske praksis fra et teoretisk synspunkt.

Det teoretiske blik
Cuencas værker kommer i udgivelsen til at fremstå som det mest interessante, heldigvis kan man sige, for det er vel i og for sig også meningen. Men de relativt korte teoretiske artikler bliver meget akademiske og referencetunge.

Det er uden tvivl en svær opgave at gengive en performancekunstners oeuvre på tryk, og man demonterer i mine øjne udtryksfuldheden ved at trække et akademisk net af teoretiske referencer ned over siderne.

Måske er dette syn resultatet af for mange års skolegang, hvor netop dette har været kendetegnet, eller også er det sådan, det er med Lilibeth.

For netop denne diskussion af det akademiske i kunsten er noget af det mest interessante i udgivelsen. Hele dialogen fra en performance fra 2008 er optrykt i dette værk – en samtale i en seng mellem Cuenca selv og en kunstkritiker, der blandt andet beskylder hendes kunst for at være for akademisk og have ”it’s head up it’s own ass”.

Værker der ansporer
Paradoksalt nok ville netop dét være min anke mod de unødvendigt teoritunge artikler i denne monografi, hvorved udgivelsen i sig selv kommer til at udgøre en kommentar til denne debat, hvor den indtager en slags mellemposition:

Kunsten ansporer åbenbart til yderst teoretiske behandlinger, mens de yderst teoretiske behandlinger lukker sig om sig selv og har mere travlt med at referere indad mod en teoretisk kerne end udad mod værket.

Men når det er sagt, så er det en flot udgivelse.

Jeg er vild med fotomaterialet (læs: foto). Filmstills optrykt i endeløse rækker er en kende frustrerende, hvorimod udtryksmættede performance action shots under titlen Never Mind Pollock og billedserierne Family Compositions, All my Friends og I Want you under my skin holder ét hundrede procent. Specielt disse værker, som er produceret til tryk er effektfuldt udført og lige så flot videreformidlet.

Kunstpraksis med kraft
Der er ingen tvivl om, at bidragyderne giver faglige og teoretisk funderede syn på flere aspekter af Cuenca Rasmussens virke som kunstner: Kønstematikkerne, brugen af det hjemlige i kunsten og af arbejdet med genfortolkninger af tidligere performances – som for eksempel interviewet i sengen, der refererer til John Lennon og Yoko Onos Bed In fra 1969.

Alt sammen relevante og interessante omdrejningspunkter i Cuencas kunst – en kunst som dog i mine øjne taler sin egen sag fint og klarer sig ganske udmærket på egen hånd.