I skæret fra det indre lys – James Turrell i Aarhus

Der hersker endnu ro på det grusbelagte område mellem Ridehuset og Musikskolen. Her husede Officersbygningen dragoner og artilleri, og inden længe brydes det sandede underlag, plænen og den stille provinsidyl atter. Af en storstilet fusion mellem kunst og arkitektur. Af et vældigt ambitionsniveau og en sindig verdensstjerne. Og givetvis af unikke kunstoplevelser og et by-symbol med finesse og slagkraft.

Således var ordlyden under præsentationen fra direktør Erlend G. Høyersten under præsentationen af den kommende ARoS-tilbygning, The Next Level, som efter planen skal rumme to Turrell-værker. Projektet er endnu ikke fuldt finanseret, men museet arbejder optimistisk frem mod en realisering i 2018. Yderst mod Officerspladsen vil man kunne entrere den 42 meter brede The Dome, fra hvis opvarmede sæder publikum kan skue mod himlen gennem et hul i hvælvingens loft. 

James Turrells andet værk, The Sphere, er en kugleformet, sfærisk lysinstallation, som ligger i forlængelse af museets særudstillingsfoyer. Rummet mellem de to værker vil huse et galleri på 1200 kvm, som vil fungere som separat udstillingsrum. Til stede ved pressemødet var desuden de involverede arkitekter, Karsten Ohrt fra Ny Carlsbergfondet og ikke mindst James Turrell selv. 

Badet i lys
Arkitektur og rum har længe spillet en afgørende rolle for Turrell, hvis storværk skal være første stop på den nye indgangsvej, der vil forbinde pladsen og ARoS. Rummenes flader, proportioner og stemninger udgør lærredet, som den mørkklædte 72-årige svøber i nøje afstemte farvetoner og lysnuancer.

Hans egentlige medie er lyset selv, hvis stoflige kvaliteter og perceptionen deraf, han kontinuerligt har gransket gennem sit mere end 50-årige virke. Frem for at betragte det objekt, lyset rammer, ledes vi gennem Turrells reduktive og spirituelt betonede praksis frem mod at betragte lyset selv.

”Min interesse er i lys. Lyset er altid i bevægelse, så jeg skaber rum for at indsamle og fastholde det. Selvom vi hver dag indtager lys gennem huden som vitamin D, har vi ikke et særlig nært forhold til det. Vi ærer ikke lyset. Jeg vil styrke det bånd, så vi kan føle lyset, så vi kan bade i det,” fortæller Turrell under sit ugelange arbejdsophold i Aarhus.

Siden 1960’erne har han skabt installationer, som omhyggeligt orkestrerer lys og farve og disses indvirkning på publikum. Hans mest kendte værk er det sagnomspundne Roden Crater – et udslukt vulkankrater i Arizona, som siden 70’erne har været under ombygning af Turrell. 

Roden Crater er endnu ikke åbent for offentligheden, men vil, når det sker, være en art observatorium for det nøgne øje – og verdens, i fysisk omfang, største kunstværk. 

Musikalske sammenhænge
Turrells praksis beror på hans både intuitive og minutiøst oparbejdede sans for at ‘stemme’ rum med lys og farver. Derved skabes sammenhæng mellem flader, vinkler, hvælvinger og uhåndgribelige, atmosfæriske kvaliteter, hvorved rumlige forhold og rå materialitet resonerer i afstemt harmoni.

Turrell agerer både som instrumentbyggeren og den virtuose musikant, når han blotlægger rummets nøje specificerede forhold som oktaver på et gribebræt, hvorefter lys og farve stemmes i jagten på den mest klangfulde resonans.

”Jeg har arbejdet med lys længe nok til, at jeg kan stemme et rum ved at justere lyset. Kun de rigtige farver kan få et rum til at resonere, så inden for rummets oktav må jeg finde netop den tone, som fungerer i det rum,” fortæller han til kunsten.nu.

“Når der opstår en fortætning i lyset, en form for tåge, er det fordi, rummet stemmer og derfor resonerer. Når man har lært metoden, er det ikke anderledes end først at tegne en skitse og derefter det endelige billede. Men metoden har jeg måtte lære,” lyder det i den karakteristisk rolige tale.

Opvakte sanseceremonier
Gennem hullet i toppen af den 42 meter brede kuppel skal lyset udefra strømme ned over publikum og ændre karakter efter årstid, tidspunkt og det farvede lys, der vil fylde kuppelens indre.

De nærmest ceremonielle forhold indbyder til en meditativ kontemplation over perceptionens karakter og dermed til et gennemgribende aspekt i Turrells oeuvre.

”Vi glemmer, at vi er med til at forme det, vi sanser, og dermed vores virkelighed. Vi er ikke klar over, hvordan vi har tillært os sansningen, og hvordan denne læring påvirker og sætter grænser for den. Vi tror, at alting er givet til os, når vi i virkeligheden er medskabere af alt det, vi oplever,” slutter Turrell.

Denne sanselige bevidstliggørelse er Turrels grundlæggende drivkraft. Fra det endnu ufærdige livsværk i Arizonas ørken til Officerspladsen i Aarhus er det den forenende impuls i det kunstneriske virke en stræben mod et syn, som rækker ud over øjet, og en erkendelse, som ikke kan rummes i ord.