Har Rom plads til samtidskunsten?
info
Karakteristisk for samtidskunstens rolle i Rom er det nye samtidskunstmuseum MAXXI – en kæk museumsforkortelse af Museo Nazionale delle Arti del XXI Secolo (Det Nationale Museum for det 21. århundredes kunst) – blevet placeret et par kilometer nord for ’det rigtige’ Rom. Det er nemlig blevet vedtaget ved lov, at byens kerne, og dennes imponerende samling af kunst og arkitektur fra antikken, middelalderen, renæssancen, manierismen og barokken, ikke tilføres ny opsigtsvækkende arkitektur. Derfor ligger MAXXI nu underligt afsondret, et langt stenkast nord for centrum.
Lidt forsinket og lidt dyrere
Det så ganske lovende ud for den italienske samtidskunst i forsommeren 2010, hvor det nyopførte MAXXI blev indviet med både dans, sang, musik og festivitas. Fire år for sent og omkring 28 millioner euro dyrere end forventet. Men den slags sker, og MAXXI blev en realitet. Rom er derfor nu den stolte indehaver af Italiens eneste statsfinansierede samtidskunstmuseum.
Bygningen er tegnet af den irakisk/britiske arkitekt Zaha Hadid, i Danmark måske bedst kendt for sin organiske og science fiction-lignende tilbygning til Ordrupgaard. MAXXI rummer nogle af de samme kvaliteter som Ordrupgaardtilbygningen, og det imponerende byggeri står som en slags moderne katedral for samtidskunsten. Men hvis MAXXI er en katedral, så kniber det gevaldigt med at tiltrække kirkegængere.
Selvmodsigende
Medregnet de 28 millioner euro som museet brød budgettet med, endte de endelige omkostninger for fyrtårnsprojektet MAXXI på omkring 150 millioner euro. Det er en pæn slat penge – og et flot beløb – at investere i et museumsbyggeri til italiensk kunst fra det 21. århundrede. Alt andet lige sendte beløbets størrelse fra start et tydeligt og utvetydigt signal om, at her i Rom, der satses der hårdt på samtidskunsten. Paradokset er så bare, at MAXXI langt hen ad vejen ikke rigtig formår at gøre andet, end at sende signaler. Den egentlige kunstneriske substans kniber det med.
Med et årligt budget på 10 millioner euro, både til drift og indkøb af værker, har MAXXI aldrig rigtig formået at kæmpe sig ud af sin puppe. Man bygger gerne stor og flot arkitektur, men arbejdet med at fylde indersiden af bygningens vægge med vedkommende kunstværker virker uengageret og uinspireret. En fast samling på beskedne 300 værker udgør i skrivende stund MAXXIs beholdning. Mængden af værker behøver selvfølgelig ikke at være udslagsgivende for kvaliteten af de endelige udstillinger. Men med hensyn til MAXXIs indkøbspolitik synes museet at have spændt ben for sig selv, for rent kvalitativt lader også værksamlingen en del tilbage at ønske.
Ansvaret for indkøb af værker til MAXXIs samling var i årene op til museets officielle åbning superviseret af blandt andre den italienske kunstkritiker, kurator, forfatter, tv-personlighed og spradebasse Vittorio Sgarbi, som i parentes nævnt også kuraterede den italienske pavillon ved dette års Venedig Biennale. Sgarbi er en mand som i høj grad formår at skille vandene og skabe røre i den kulturelle andedam. Han har således tidligere offentligt udtalt, at hans forhold til italiensk samtidskunst bedst kan sammenlignes med Osama Bin Ladens forhold til Amerika. Og det var altså ordene fra en mand som har været med til at påvirke MAXXIs indkøbspolitik. Den lader vi lige stå lidt.
Et forlystelsescenter forklædt som museum?
Så selvom facaden er flot, er MAXXI et stykke fra at være den katedral for italiensk samtidskunst, som man måske havde sat næsen op efter. De beskedne økonomiske midler har groft sagt reduceret MAXXI til et moderne kulturforlystelsescenter, idet der både arrangeres filmaftener, tilbydes Tai Chi-undervisning og afholdes koncerter. Simpelthen for at få hjulene til at dreje rundt. ”Det er vel bare et spørgsmål om tid, før man også kan blive gift der”, siger den amerikanske professor i kunsthistorie Shara Wasserman som igennem små tyve år har boet og undervist i Rom.
Wasserman ser ikke MAXXI indfri de forventninger som museet i sin spæde start indsatte i det italienske og romerske kunst- og kulturliv. Men generelt set er det måske bare grundvilkårligt svært med samtidskunst i Den Evige Stad. ”Rom er en doven by”, siger Wasserman. Forstået på den måde, at byen ikke for alvor gider tænke nyt og tage det endelige og afgørende skridt mod samtidskunsten. Der er jo så rigeligt at se til i forvejen. Især i forbindelse med bevaringen og præsentationen af den imponerende kulturarv som byen råder over.
Fordeling af kulturkroner
Rom er den by i verden med flest kunstværker pr. indbygger. Og det er altså ikke håndører det koster at vedligeholde disse historiske monumenter. Hvilket i sidste ende går hen og bliver udslagsgivende for den del af kulturkronerne som samtidskunstmuseet MAXXI bliver tildelt. Museets beskedne økonomi bunder altså ret beset i en prioriteringssag. Bevaringen og restaureringen af den imponerende kulturarv rundt omkring i det centrale Rom løber nemlig med størstedelen af den tilgængelige kulturstøtte. Simpelthen fordi vedligeholdelsen af det historiske Rom opretholder turisttilstrømningen – byens utvivlsomt største indtægtskilde.
Man kunne derfor afslutningsvist spørge sig selv, om der i Rom overhovedet er plads til samtidskunsten? Om den romerske muld overhovedet er frugtbar nok til at fremskynde samtidskunstens vækst. Italiens økonomi går på krykker for tiden, og den institutionaliserede samtidskunst er altså ikke lige stedet, hvor man vælger at sætte sine jetoner.