ILLUMInationer uden lange skygger

Titlen på Venedig Biennalens hovedudstilling, ILLUMInations, understreger, at kunsten illuminerer – eller kaster lys over – spørgsmål, fænomener og strukturer i vores verden.

Sidste del af titlen, ‘nations’, er sværere at have med at gøre, for ILLUMInations er ikke national, tværtimod. ‘Nations’ må nærmere forstås som den schweiziske chefkurator Bice Curigers hyldest til det store kunstneriske fællesskab, der rækker ud over det nationale og dykker ned i spørgsmål, der optager os alle. En samlende betegnelse for det, der foregår i kunstens land.

Fint markeret ved indgangen til udstillingen, hvor marokkanske Latífa Echakhchs skov af væltende og funktionsberøvede flagstænger (Fantasia, 2008) udfordrer den nationale symbolik.

Kunst hævet over tid
Som udstilling er ILLUMInations svær at gribe om, da grebet om de 83 kunstneres værker helt automatisk vil lade en stor del af indslagene i stikken.

Der er både tale om nye og ældre produktioner, nulevende og for længst afdøde kunstnere, og hvor hovedudstillingen normalt koncentrerer sig om ‘samtidskunsten’, så er der i år sågar kunst fra den italienske renæssance med en markant præsentation af den venetianske maler Tintoretto (a.k.a. Jacopo Comin, 1518-1594).

En kuratorisk markering, der på ret storladen (og religiøs) vis placerer kunsten centralt i det kulturelle åndsliv. En lidt reaktionær og påmonteret markering, hvis man kigger ud over resten af udstillingen, der uden hjælp og dundertale fra renæssancen og kirken får løftet både små og store spørgsmål.

Ligesom den resterende kunstverden beskæftiger kunsten på Venedig Biennalen sig med nogle tidstypiske emner, der relaterer sig til vores sanselige og intellektuelle omgang med verden. Fra objektet, rummet og til mere abstrakte former som tid, historie, identitet, køn og samfund.

Rumopfattelser
Værkerne af Gianni Colombo (IT), James Turrell (US) og Song Dong (CN) er nogle af dem, der på interessant vis undersøger rumopfattelsen og dens forbindelser til både krop og erindring.

Colombo (1937-1993) – en af den kinetiske kunsts stamfædre – inviterer os ind i Spazio Elastico (1967), hvor en gridstruktur af selvlysende tråde bevæger sig langsomt mod og fra hinanden i et bælgravende mørke og udløser en virkningsfuld kropslig respons på det levende rum.

Turrell går hånd i hånd med kunstnere som Olafur Eliasson og gør nærmest det stik modsatte: I et rum badet i skiftende, farvet lys opløses alle konturer og flader. Man nærmest bader i et rum, hvor synssansen pludselig ikke længere er den vigtigste.

En af de kunstnere, der for alvor får trukket rumopfattelsen uden for kunstrummet og eksperimentariet og ind i kulturen, er kinesiske Song Dong, der har genskabt sit barndomskvarter fra et Beijing, som for længst er forskubbet af det ‘nye Beijing’ og nu står spinkelt foran os som erindringen.

Og for at understrege den spinkle grænse mellem privat og offentligt er facaderne opbygget af garderobeinventar hentet i Kina.

Det er autentisk, men peger samtidig på den håbløse konstruktion, som erindringen og dette værk er.

Tid med tanke
“Tiden er noget mærkeligt noget,” sang Poul Kjøller og Kaj & Andrea i en sang, der varede præcis to minutter. En bevidsthedsudvidende sag for en lille blåøjet dreng, kan jeg huske.

I Venedig leger amerikanske Christian Marclay netop med tidens gang i det 24 timer lange videoværk The Clock fra 2010. Værket sampler tidssekvenser med enten tale om eller billeder af tid fra noget nær de sidste 60 års filmhistorie. Handlinger, der får humoristisk samtidighed i kunstnerens hænder. Livet indrulles med Marclay i det store, altinkluderende ur, der ubemærket udstikker retningslinjer, tidsplaner, madvaner, spøjse rutiner, og sin helt egen mærkelige poesi.

En anden form for tid kan opleves i værket Who’s Affraid of Free Expression? (2011) af amerikanske Norma Jeane (US). Det er en politisk taletid, der illustreres i dette værk, og i stedet for at undersøge tid som fænomen, så er værket udstrukket meget konkret over tid.

Værket i sig selv er tre store blokke modellervoks lagt oven på hinanden i et rent, hvidt rum. En rød, hvid og sort blok gengiver det egyptiske flag og titlen antyder også den kamp, der foregår i landet lige nu.

Herfra er ytringen op til publikum, og sjældent har jeg set så mange voksne gå i selvsving. En interessant undersøgelse af hvad folk gør rent instinktivt, når de får pladsen: anarki fra gulv til loft.

Samfundsdiagnoser
Der er som antydet ikke mange politiske statements i ILLUMInations – dem finder man primært i de nationale pavilloner –men nogle af de mere effektfulde er ganske underspillede.

Objekter fra ‘den virkelige verden’, der ret udramatisk er rykket ind i udstillingsrummet med en kommentar til samfundets tilstand udenfor.

Som en kommentar til vores globaliserede overvågningssamfund har italienske Maurizio Cattelan på effektfuld vis placeret flere hundrede duer ved indgangen og under loftet i hele hovedbygningen.

De sidder naturligt placeret, men skaber en overraskende ubehagelig følelse af at blive betragtet konstant.

En helt anden og meget positiv kommentar møder man hos slovenske Roman Ondak, der har kopieret den kapsel, der transporterede de 33 uheldige chilenske minearbejdere op fra det 700 meter dyb i 2010.

Et håndgribeligt symbol på fejlslag og afsondrethed, men i særlig grad menneskelig udholdenhed, sammenhold og politisk vilje.

Indadvendt og reaktionær
Der er rigtig gode kunstoplevelser i hovedudstillingen og især schweiziske Urs Fischer, franske Loris Gréaud og mexicanske Gabriel Kuri står for nogle anderledes og ganske humoristiske greb om nutidsskulpturen, imens israelske Omer Fast har skabt et vigtigt og markant indslag på kanten mellem dokumentar og fiktion med sit surreelle, krigstraumatiske videoværk Five Thousand Feet Is The Best.

Christopher Wool (US), Josh Smith (US) og Sigmar Polke (DE) viser hvor staffeliet skal stå anno 2011, imens Cindy Sherman (US) og Pipilotti Rist (CH) angriber historiens billeder med lige og velkendte mængder krop og humor.

Men udover at være en samling gode værker, kaster ILLUMInations ikke lange skygger. Og kigger man rundt på andre kuraterede biennaler i det internationale kunstliv, så er Venedig Biennalen langt fra grænsesøgende, progressiv og udadvendt. Snarere det modsatte.