Immigrant image Archive

”Fabelen fortæller, at Gud skabte hele verden og gav hvert folk et land. Mageligt lænede han sig tilbage, da han var færdig, og nød sit værk. Men næppe havde han sat sig, før hans hvile blev afbrudt af en forstyrrende lyd: Nøgne fødder i løb. Gud gned øjnene og fik da øje på en lille nøgen dreng, der løb mellem landene uden hvile; Gud spurgte: ”Hvorfor finder du ej hvile, men må løbe fra land til land?”, og den nøgne dreng svarede: ”Da Du fordelte lande mellem folk, glemte Du ganske mig, og nu har jeg intetsteds hjemme, men må løbe nøgen uden hvile.” Fuld af medlidenhed satte Gud sig selv i rette og skænkede straks det nøgne barn det stykke land, han havde reserveret til sig selv, og som var det allerskønneste sted på hele jorden.”

Ordene er Farouk Haffars, en karismatisk ældre herre, der fredag d. 23.februar åbnede netarkivet Chamber for immigrant visual studies. Og ordene omhandler skabelseshistorien for Haffars oprindelsessted, Libanon.

Men faktisk ligger der – i præcis denne fabel – en anden betydning, som er afgørende for at forstå det initiativ som Khaled D. Ramadan og Stine Høxbroe i fællesskab har taget: Nemlig åbningen af et netarkiv over visuelle repræsentationer af snart tre generationer af flygtninge og indvandreres rejse til Danmark. For selvom Haffars tur i 1960’erne var ganske idyllisk, ligesom Haffar selv virker som et mønstereksempel på en velintegreret indvandrer, ligger der en ideologi bag initiativet: Endelig at give disse mennesker en værdig historie eller måske endda en positiv definition frem for mærkater som fremmedarbejder, indvandrer eller flygtning. Disse er nemlig ord, som alle peger på et fravær af sammenhæng mellem menneske og territorie. Som den italienske filosof Giorgio Agamben har peget på, er individer uden tilhørsforhold til en stat, per excellence flygtningen, nemlig i fare for ikke at blive tildelt de rettigheder, vi normalt er sikret. Uden territoriel tilknytning har de ingen national identitet og er således ikke del af en fast identiciferbar gruppe. Den nøgne dreng, der må flygte fra land til land, synes på en gang at repræsentere historien om Libanons tilblivelse og flygtningens frygtelige situation. Og de vestlige demokratier har ikke altid udvist samme barmhjertighed, som den almægtige gør i fabelen.

Giver den enkelte historie betydning
Men ligeså vigtigt som det er at fokusere på denne side af historien, eller bedre disse forskellige historier, er det at vise, at rejsen hertil i visse tilfælde har været glædesfyldt, at opholdet er forlænget på grund af forelskelse og at langtfra alle indvandrere fra mellemøsten kommer med en problemfyldt historie på jagten efter et hjemland. For Haffars vedkommende var det en eventyrlig europarejse, der netop stoppede på grund af en dansk pige, som han forelskede sig i. Hans øjne er drømmende, når han fortæller om bilen, som han byttede sig til, om de to franskmænd, han rejste med, om oplevelserne i Stuttgart og om færgeturen til Danmark, hvor færgen slugte toget som hvalen slugte Jonas. Eller måske nærmere som Leviathan, billedet på staten, endelig sluger individet for at knytte det til staten. Så selvom den statsløse bliver sat i fokus, ligger historien om hjemturen, om at finde hjem til et land – Danmark, Libanon eller hvor som helst, alligevel på en vis måde i baggrunden og lurer. I stedet kunne man måske have fremstillet den nøgne dreng i løb som tegn på selve statstankens krise eller opløsning.

Visuelt er udstillingens billeder flotte, men få. Lokalet på Forhåbningsholms Allé er dog også yderst midlertidigt. Farouk Haffar, Talat Shakor og Brian Mcguire, hvis billeder kan ses udstillet her i weekenden mellem den 23. og 25. februar, er imidlertid også kun startskuddet for initiativet. De næste mange år vil arkivet forhåbentligt vokse sig større og større og give subjektivitet, individualitet og dermed stemme til hele den befolkningsgruppe, det fremstiller. Ikke i forståelsen repræsenterer, men tværtimod netop i forståelsen giver stemme: Stemme til hver enkelt historie, til hvert enkelt individ. Ramadan og Høxbroes initiativ fortjener derfor ros. Dels foreslår de en anden form for praksis, hvad angår integrationsspørgsmålet. Nemlig en tiltro til at de, der skal integreres, i sig selv bærer potentialer for vellykket integration, hvilket implicerer, at vi måske bør lade dem tage mere ansvar og større del i processen. Altså at integration ikke nødvendigvis betyder en blive ens, men derimod at mangfoldighed kan leve sammen. Men samtidigt – og herigennem udfordrer de repræsentationslogikken, for de lader jo netop de enkelte historier komme til orde frem for at tale på andres vegne.

Man må virkelig håbe, at der de følgende år vil blive fulgt op om initiativet. Og ikke mindst at det vil blive besøgt og ikke blot drukne imellem de mange velmenende initiativer, for her synes der faktisk at være et potentiale her for en anderledes måde at fremstille en masse mennesker på. Det er netop det, det drejer sig om. At flygtninge, indvandrere og fremmedarbejdere er mangfoldigheder, og at deres historier – ikke historie – kan og bør fortælles.