Overfladisk Science fiction udstilling på Brandts har for få overraskelser

Into the Unknown, Brandts’ udstilling om science fiction, bliver desværre mere paradekørsel for gensyn og konventioner end en øjenåbner for genrens potentialer til at udfordre måden at forstå vores verden og fremtid.

Lad os begynde med slutningen. Efter at have bevæget sig igennem udstillingsrummene i Brandts’ stort anlagte science fiction-udstilling Into the Unknown rundes det hele af med videoværket In the Future They Ate From the Finest Porcelain af Larissa Sansour og Søren Lind.

Videoværkets fortæller vedgår, at hun er en “narrativ terrorist”, idet hun beretter om en drøm om at nedkaste porcelænsskår i jorden og manipulere kulstof 14-metoden, så potteskårene engang i fremtiden vil ‘bevise’ hendes folks nationale og historiske rettigheder til jorden. Sansour har palæstinensiske rødder, og Mellemøstkonflikten ligger – som i mange andre af kunstnerens værker – og ulmer i værket. For denne konflikt er som mange andre konflikter en om fiktioner, om retten til historien.

Værket blander historiske stills, levende billeder og computeranimerede billeder i en kompleks, drømmeagtig, visuel fortælling, der begavet udnytter science fiction som ramme for sine tidsfusioner. Værket henlægger sin fortælling til fremtiden i dobbelt forstand, idet handlingen foregår i fremtiden, men samtidig er rettet mod en endnu fjernere fremtid – den tid, hvor nogen graver tilbage i fortiden og finder porcelænsskårene. Og endelig kredser værket i høj grad om en påtrængende virkelighed her og nu.

Læs nyhed om Larissa Sansour til Venedig Biennalen 2019 her

Først og fremmest er det et formfuldendt værk forstået på den måde, at det manifesterer sig for os, der besøger udstillingen, netop i denne eksakte form, bestemt af en række æstetiske, indholdsmæssige og kunstneriske valg. Det skal her pointeres som en kvalitet, der sætter resten af udstillingen i perspektiv.

Ikke en kunstudstilling

For Into the Unknown er ikke en kunstudstilling, men en visuel kulturhistorisk udstilling og føjer sig ind i den del af Brandts’ nyere udstillingsprofil, som blandt andet har manifesteret sig i udstillingen om flyvning, The Dream of Flying, i 2016. Sådanne blandingsudstillinger er blevet det nye hit i udstillingsverdenen, og aktuelt kan man eksempelvis opleve udstillingen Månen på Louisiana.

Læs vores anmeldelse af Månen på Louisiana her

Udstillingen på Brandts præsenterer en – i grove træk – kronologisk Tour de science fiction fra Jules Verne til The Handmaid’s Tale, men er samtidig struktureret under fire overskrifter: Rejser ud over det sædvanlige spotter den tidlige science fictions fantasier om rejser til forhistoriske, uopdagede civilisationer (og dens forkærlighed for dinosaurer!). Rumrejser kredser om rumvæsener og intergalaktiske transportformer. Fagre nye verdener udforsker futuristiske visioner for byer og civilisationer, mens De sidste ukendte områder handler om kunstig intelligens, cyborgs og robotter.

Vi ledes igennem et komprimeret udstillingsforløb, hvor vi konfronteres med et massivt opbud af filmklip, kostumer, rekvisitter, storyboard-fragmenter, sci-fi-inspirerede annoncer, sovjetiske rumpostkort, originalmanuskripter, modeller af rumskibe, sci-fi-bøger i glasmontre og meget andet.

Det er underholdende at stifte bekendtskab med Mars Attack-samlekort fra 1960’erne, der hurtigt blev trukket tilbage, da folk ikke synes, det var sjovt at se marsmænd slå kæledyr ihjel og forgribe sig på hjemmegående husmødre. Man kan afprøve NASA’s kontrolrum fra Ridley Scotts film The Martian og Star Wars-aficionadas vil sikkert gå på galakser, når de støder på originale hjelme til Darth Vader og Stormtropperne.

Men overordnet set er der tale om en fremvisning af kontekstafhængige fragmenter. Filmklip er naturligvis ikke filmværker, ligesom bogforsider bag glas ikke er bogværker. I den forstand er der tale om en ‘overfladisk’ udstilling, og ‘dybden’ i Sansour/Linds videoværk sætter det i relief.

Og, ja, det er en unfair tackling at sætte ind overfor en udstilling, som ingenlunde påberåber sig at være en kunstudstilling, men på Brandts får man alligevel en fornemmelse af, hvad der skiller underholdning af den lettere slags fra kunst, der ånder som et hul i isen.

Få overraskelser

Men kan udstillingen så ikke noget på sine egne præmisser? Får man ikke et fejende flot og skarpt blik over genren, åbner den ikke øjnene for, hvor subversiv, visionær og eksperimenterende et felt science fiction er?

Faktisk er der få overraskelser i udstillingen. Science fiction kan forstås som en vild genre med potentiale til ikke alene at forstå men også nytænke verdenen omkring os. I 2014 fik Ursula K. Le Guin som den første science fiction-forfatter æresprisen for sit forfatterskab ved det amerikanske National Book Awards, og hun kvitterede i sin takketale med at ønske forfattere “…der kan se alternativer til, hvordan vi lever, kan se gennem vores frygtplagede samfund og dets obsessive teknologier til andre måder at være på og endda forestille os reelle grunde til håb. Vi har brug for forfattere, der holder friheden i live – digtere, visionære, realister af en større virkelighed.”

Den dimension synes jeg ikke, udstillingen forløser. Den er snarere en parade for normer, traditioner og klicheer indenfor genren. Sådan her ser aliens, robotter, eksploderende planeter og rumskibe ud. Mænd i latex er helte, og kvinderne ser godt ud. Forbavsende homogent og forbavsende konventionelt. Måske er det fordi, det er Hollywoodmaskinens science fiction-skabelon, der bliver det helt dominerende spor i udstillingen. Det er en udstilling, der stiler mere mod at tilfredsstille gensynets glæde end på at udfordre os.

Ikke flere ukendte områder?

Åndehullerne, overraskelserne og visionerne finder man i udstillingens få kunstværker. Hos Sansour/Lind og i dekonstruktive kunstværker som Soda_Jerks videoinstallation Astro Black, der stiller ind på afrofuturisme og Dara Birnbaums Technology/Transformation: Wonder Woman, som fra en feministisk vinkel ‘analyserer’ 1970’er tv-serien Wonder Woman.

Men generelt set sparker udstillingstitlen bagud. Der er for lidt Into the Unknown og for meget Into the Known. Og at afslutningskapitlet hedder De sidste ukendte områder vidner ikke just om blik for genrens potentialer for virkelig at række ud mod det, vi slet ikke kender i forvejen.