Indadvendt og forsigtig AFGANG på Fyn

Der er så stor forskel på, om du ser en afgangsudstilling på ferniseringsdagen, hvor spændingen udløses til glade smil og kram over hele linjen eller nogle uger senere, når støvet har lagt sig og stilheden i de tomme sale runger skæbnesvangert.

Ensomt funderende, med larmen fra hujende studenter som en nærmest ironisk baggrundsstøj i øret, ser og tænker jeg mig langsomt igennem Material Witness, som er den sammenbindende titel på dette års afsluttende manifestation fra afgangseleverne fra Det Fynske Kunstakademi.

Nye kolleger
Man kan sige at afgangsudstillingerne i større eller mindre grad, alt efter udstillernes temperamenter og lyst til at sætte deres egen dagsorden, er et skoleeksempel på den veludførte kunstudstilling.

Det er stedet, hvor de nye kunstneraspirnter, godt og grundigt holdt i hånden af deres vejledere, viser de gamle garvede af slagsen, at de også kan deres metier. Herefter vil de gerne ses som kolleger og ikke længere som elever.

Ifølge kunstakademiernes grønspættebog skal en udstilling af denne type i dag være ledsaget af et katalog på dansk og engelsk, med den ansvarlige vejleders seriøse forord, en formel tekstlig og visuel præsentation af de individuelle udstillere og i dette tilfælde også to perspektiverende tekster, der fra henholdsvis et kulturkritisk og et juridisk ståsted diskuterer de to begreber ’materiale’ og ’vidne’, som udstillingens titel består af.

Selve den fysiske udstilling følger de klassiske normer for praksis, hvor hver enkelt kunstner er tildelt sin egen plads i de tilrådighed-stående sale. Værkerne ledsages af skilte med kunstnernavn, værktitel og -fakta. Så langt så godt – alt er fint.

Sprogkoder
I Jona Borruts The Mother Project , er udgangspunktet for de visuelle fremstillinger hendes barns før-sproglige pludren overfor strømmen af e-mails fra hendes mor. Borrut undersøger energien, og betydningen af disse to henvendelsesformer.

De ses som grafiske fremstillinger eller koder, i parallelle spor, der i mødet skaber en trekant med rod i det blodsbånd, som knytter de tre parter sammen og hvori kunstneren er modtageren og barnet og moderen afsendere af kommunikerende ’støj’, som i modtagerens optik, har mange ting til fælles: glæde, vrede, frustration og andre almindelige følelser, som udveksles mellem familiemedlemmer.

Medieringen af kommunikationen fungerer sådan set ok visuelt. Selve emnevalget lægger sig i halen på en lang tradition for (feministisk) kunstpraksis, som tager afsæt i det virkelighedsnære. Her kan man i nogen grad påpege at kunstneren overkomplicerer kommunikationen, som i de fleste tilfælde udveksles spontant og forståeligt inden for familiestrukturen – men som i belastede situationer kan udvikle sig til uforståelig miskommunikation, der så er stress-skabende. Det sidste synes i nogen grad af være tilfældet her.

Fortælling uden mål
Ved siden af skaber Sif Hedegård med monoton stemmeføring en uendelig triviel historie på baggrund af et slideshow afviklet på en PC. Beskueren må placere sig foran denne med høretelefoner på og omkranset af to ’vægge’, der bære to tekstilværker med henholdsvis organiske mønstre på tøj og nøgne menneskekroppe (kvinder) i forskellige situationer på stof.

I teksten står der at: ”værket kredser om forholdet mellem narration og meningsdannelse og undersøger, hvor få komponenter der skal til for at skabe meningsfulde relationer mellem usammenhængende informationer.”

Den har man godt nok hørt mange gange før, og også her dækker det over et utilstrækkeligt fokus og en usikkerhed hos kunstneren, som gør at hun ikke komme på banen med tilstrækkelig klarhed.

Meningen med det hele overlades derfor bekvemt til beskueren, som i dette tilfælde hurtigt blev træt.

Formelt er alt i orden
De ni udstillere holder på formerne og intet stikker for alvor ud: Jonna Ljòsà ”undersøger hvordan sten reagerer på forskellige simple handlinger”, Iben Lilleriis Andersen ”undersøger vores forhold til de hverdagsgenstande, vi omgiver os med” og Currently Fictional, alias Gustaf Bisgaard, Sarah Ridao og Oscar Yran inviterer til spekulationer over uendelighed oppe i deres Threshold, hvor du kan stirre ned i en tilsyneladende uendelig brønd.

Et greb som også er så tyndslidt (også internationalt !), at det efterhånden ikke kan fremprovokere andet en et skuldertræk hos denne anmelder.

Af katalogets billedmateriale fristes man til at tænke, at denne gruppe kunstnere har brugt lige lovlig megen tid på fantasy strategispil og for lidt tid på at undersøge virkeligheden?

Endnu et moderskab endevendes af Johanne Helga Heiberg Johansen i Dear Frida, hvor hun visualiserer en fiktiv dialog med hedengangne og mytologiske Frida Kahlo. Kahlo begræd hele sit voksne liv at hun pga. sine fysiske handicaps blev frarøvet moderskabet og derfor måtte kompensere for seksualitet og yngelpleje via kunsten. Modsat ser det ud for Heiberg Johansen i hendes kamp for ikke at miste fokus på sin kunstpraksis i moderskabets lavine af tidsrøvende trivialiteter.

Et udmærket set up og veludført som tegneserie og tekst – men (og det kan være en trist pointe?) i forhold til Khalos farvestærke sensualisme, næsten undseeligt gråt og småt.

Katti Pärkson-Kull gør alle de rigtige ting i værket False Principles: Hun giver noget kitschet flamingo-stuk ’kunstnerisk kvalitet’ gennem sit tålmodige håndarbejde med tuschpen. Anstrengelserne og argumenterne til trods – værket er uinteressant, synes jeg – så er det meget lidt at komme på banen med efter fem akademiår.

Sara Plinius vikler sig i værket Beat ind i en mærkværdig diskussion, om hvorvidt ”objekter også kan blive traumatiserede som en reaktion på voldsomme oplevelser og overgreb”. Dette giver vel kun mening, hvis vi med ‘objekter’ forstår mennesket, som objektgjort i relation til krænkeren? Dobbeltheden i titlens forskellige betydninger er fin, men værkerne forbliver lukkede om sig selv uden evne til at røre eller bringe beskueren ud af komfort-zonen.

Usikkerhed
På overfladen gør alle de unge kunstnere de helt rigtige ting, benytter sig af såkaldte kunstneriske greb, som på hver deres måde argumenterer for og legitimere de enkelte værker. Men under overfladen mærker jeg en usikkerhed – en tøven og en manglende selvstændighed og vilje til at trænge igennem. Der er ingen synlig lyst til at sætte en mere markant og selvstændig dagsorden; intet rod og ingen visuel støj og ingen krop nogen steder.

Alt kører efter bogen med sikre valg inden for den givne konceptuelle kunstnorm.

Hele rejsen værd!
En kunster skiller sig markant ud og det er Jacob Morell, med The Shield Perseus:

Et gennem-researchet og velkomponeret filmværk, som tager afsæt i et af dansk koldkrigstids mest ekstravagante bunkerbyggerier i Rold Skov. Filmen alene er en rejse til Odense værd!

Morell viser som den eneste i dette afgangskuld en tilstrækkelig modnet og stærk selvstændighed i forhold til de valg, han har gjort sig undervejs i det omfattende materiale, som hams film er blevet skabt på baggrund af. Han afslører også en vilje til at fordybe sig og skabe historier med dybde og perspektiv, der rækker ud over de mest almindelige kunsttekniske krumspring og greb.

Hans afgangsværk har netop den pondus, som man må forvente af en nyuddannet kunstner med mod på at gøre sig markant synlig i mængden af nydeligt udførte værker, der desværre alt for ofte ikke løfter sig ud over det man kan kalde formelle spilfægterier.

Usikkerhed er ikke et problem i sig selv – bearbejdet på den rigtige facon rent kunstnerisk, er den en styrke. Blot at kunne sin udstillingsmanual er ikke nogen garanti for fremtidig succes – men det er dog en begyndelse!