Inddragelse kræver ofre

Adgang, diversitet, dialog, åbenhed, inklusion og relation var Take pART-seminarets kernebegreber den 25. oktober i København, hvor kunstnere, kunstfaglige og kunstinstitutioner mødtes for at diskutere kunstens og institutionens evner til at række ud og involvere lokale og nye grupper.

Den overflødige institution?
Men selvom der er stor interesse i deltagerbaserede kunstpraksisser, lokaleprocesser og brugerinddragelse hos kunstinstitutionerne, så er det i realiteten et paradoks. For deltagelsen og de lokalt forankrede kunstprojekter uden for institutionen er netop et udtryk for at den er overflødig – ja, nærmest står i vejen for den brede offentligheds involvering i kunsten.

Et af de argumenter, der skulle tale for at institutionen involverer sig er, at den faglighed og løbende formidling af kunstens praksisformer kan være med til at synliggøre og kvalificere denne udadvendte og brugerorienterede kunst og flytte den form for demokratisk kunstpraksis ind i den stadig svært formbare kunstinstitution.

Vigtige erfaringer
“Det er vigtigt at fokuset med at række ud bliver fuldt op af vigtige perspektiver og betragtninger,” understreger Elisabeth Delin Hansen, dertil dagligt leder Nikolaj Kunsthal, som med ArtReach-initiativet har lukket op for institutionens involvering i det lokale og inkluderingen af nye brugergrupper.

En satsning som Glasgows Gallery of Modern Art (GoMA) har haft stort held med i de sidste år. Katie Bruce, der er kurator ved GoMA understregede netop, hvor vigtig museets formidlende rolle har været i den sammenhæng, og ikke mindst at de slag de har taget undervejs har været yderst lærerige. Et af de vigtige initiativer fra GoMAs side har blandt andet været at indtage rollen som formidler mellem kunstprojekterne og politikerne, som museet indbød til at overvære processerne.

Way behind!
Herhjemme er vi dog “way behind,” som Niels Righolt, udviklingschef på Center for Kunst og Interkultur, beskriver det.

“Vi er nødt til få den brede del af kulturinstitutionerne til at indse, at der finder en demokratisering sted,” erkender han.

En kunsthistoriestuderende i salen supplerer: “Det handler jo også om, at vi har et uddannelsessystem, der reproducerer en kulturel profil og identitet.”

Ssssshh og sid stille!
Hvorfra skal forandringen egentlig udspringe? – kunne man spørge.

Man kunne tænke, at det var den uregerlige kunst, der skulle flytte institutionen i den her sammenhæng, men da vi senere er på performance-bustur med kunstnerduoen J&K og Pulsk Ravn, så bliver man i tvivl. Vi får udleveret dyremasker, og får besked på at tage plads, sidde stille og holde kæft. Imens kører en meditativ stemme over højtaleren, der inviterer os til at tage del i skabelsen af en ny by, hvor dyr og mennesker kan leve på lige fod. Det er bare svært at føle sig involveret, når man skal indoptage kunsten i passificeret tilstand.

Ejerskab og værtskab
Det var heldigvis ikke tilfældet blandt de resterende kunstneriske indslag. Nogle af de centrale nøgleord i den britiske kunstner Emma Smiths’ samarbejdsbaserede sociale praksis’ (collaborative social practice) er således:

• Engagement
• Tid
• Fokus på evner
• Overskridelse af kulturbegrebet
• Overskridelse af institutionen

Og ikke mindst spørgsmålet om ejerskab og værtskab. Vigtige pointer, der udsprang fra en dog noget naiv holdning om, at mødet med lokale og nye brugergrupper i udgangspunktet er konfliktløst og at projekterne opnåede en meningsfuld involvering ved blot at “hænge ud sammen,” som hun forklarede det.

Den nødvendige udveksling
Konsekvenser var tværtimod i forgrunden under billedkunstneren Kerstin Bergendals præsentation af bl.a. Trekroner Kunstplan (2001-2011), hvor brugerinddragelsen i det lokale udpegede nogle ret gængse kunstneriske udfordringer, nemlig den ensidige forståelse af ‘tid’ og ‘forløb’ i sådanne projekter, behovet for klar og enkel formidling og nødvendigheden af at udveksle perspektiver.

Billedkunstneren Morten Goll, der står bag Trampolinhuset blev endnu et klart eksempel på de konsekvenser, man er nødt til at tage, når man vil involvere asylansøgere i skabelsen af deres eget kulturhus på Nørrebro. Her var brugernes initiativer og de løbende forhandlinger i huset helt centrale. Et projekt, der ikke ville have fået noget som helst ud af institutionen, var meldingen fra Morten Goll.

“Det kan godt være at Trampolinhuset ikke har brug for kunsthallen, men det kan jo godt være at kunsthallen har brug for jer for at udvikle sig fremad,” understregede Elisabeth Delin Hansen og pegede således på kunstens og institutionens største problem:

Udfordringen i at tale uden for sin egen ramme.