Ingen forhindringer i Moss

Den lille by Moss, lidt uden for Oslo, huser hvert andet åren ‘nordisk biennale’ for samtidskunst med et kuratorteam fra de nordiske landeog et stort antal internationale kunstnere. Dette gælder også den sjette afslagsen med den tankefostrende titel ImagineBeing Here Now, hvor 50 kunstnere banker på til vores steds- ogtidsopfattelse. Og ligesom de forrige biennaler er der ikke noget udpræget’nordisk’ over biennalen.

Imagine Being Here Now(forestil dig at være her nu) er altså ikke udtryk for noget lokalt ellerregionalt. Titlen er derimod ment som en intellektuel opfordring til aktivt atundersøge det imaginære (imagine) – og dermed kunsten, tilstedeværelsen(being), stedet (here) og nu’et (now). Grundvilkårerne for vores menneskeligeorientering i verden.

En problematik, der første gang blev formuleret af dengræske filosof Heraklit, der med grundlag i den altid fremadflydende eksistenskonkluderer:

“Det er ikke muligt at stige ned i den samme flod togange.”

Et eksistentieltnulpunkt
De kunstneriske strategier på Momentum er mange, men nogle tendenser kanspores:

Værker, der vender tilbage til en erindring eller ethistoriske moment, der ændrede fremtiden radikalt.

Værker, der undersøger stedet eller tiden som mentaltbillede eller tilstand.

Værker, der er tidsbaserede.

Biennalens værker er dog bedst, når de formår at placere sigmidt i det hele, hvor historie, erindring, tid, sted, nutid, eksistens ogfremtid mødes. I en form for eksistentielt nulpunkt.

Denne vej tilvildfarelsen
Fint eksemplificeret ved Michael Baers plakatværker på udstillingen, dersammenligner labyrinten med den produktive fortabelse, der kan opstå, når manstår overfor kunst:

“Welcome to being! This way to get lost,” lyderopfordringen.

Imens Harpa Arnadóttirs malerier (Surface of Memory) af hudlim og pigment langsomt krakelerer, løberog løber Simon Dybbroe Møllers Man udenat komme nogen steder og Elina Brotherus har filmet sig selv, imens hun bliverportræteret af to malere.

Importeret tid
Lidt mere originalt bliver det formuleret af Mandla Reuter, som har importeret5000 liter vand fra Fontana de Trevi-springvandet i Rom. De storetusindliters-tanke står der på gulvet som indkapslet kultur, standset tid ogimporteret arkitektonisk merværdi.

Kontrasten møder vi overfor, i en gasbetonvæg, der ikke gørandet end at blokere og føre publikum ind i et tomt mørkt rum med puds pågulvet. Absolut meningsløst, men fyldt med fysisk betydning og spørgendevildfarelser.

Dette gælder også Superflex’ bidrag til biennalen, hvor ennyproduceret vietnamesisk serie, Porcelain(af The Propeller Group) fortæller historien om et hollandsk skib, der i1800-tallet, lastet med asiatisk porcelæn og tydeligvis underkastet enforbandelse, ender i et fatalt søslag.

Men en pige i nutiden har særligespirituelle forbindelser til fortiden:

“Please believe me. I can really change the past,”trygler hun.

Det helt bemærkelsesværdige er, at seriens rekvisitter nu erinkluderet i den historiske samling hos Zeeuws Museum i Holland.

Hun kunne virkelig ændre fortiden!

En ny tidsopfattelse
På Galleri F15 (den anden del af hovedudstillingen) er der flere værker derogså formår at placere sig i et interessant limbo på kanten af deteksisterende:

The Long Now Foundation er et rigtig godt eksempel på etkunstprojekt, der i stedet for nære horisonter og en ‘here-now’-bevidsthed,arbejder med projekter, der er tiltænkt en levetid på over 10.000 år.

Detaktuelle projekt, Clock Site, er et 70meter højt ur, afskåret fra civilisationen i et bjerg i Texas, drevet af hyperavanceret mekanik og døgnets temperaturskift. Projektet kolliderer fuldstændigmed den vante tidsopfattelse, og tankerne om tusindårs-klokkeslag i jordensindre runger i ens livsbegrænsede bevidsthed.

M-m-mærkeligfascination
Imens fortæller en stammende og nær-kollapsende ræv i Ann Lislegaards video-installation Time Machine(2011):

“There is no difference between time and any of theother dimensions of space. And the mystery is not wether I’ve been in thef-f-f-f-f-future, but to believe what I actually found there.T-t-t-t-tidsmaskine. So I travelled stopping ever and again in strides of athousand years. T-t-t-t-tidsrejse, m-m-mærkelig fascination,” siger den,imens den spejles rundt i det mørke lokale.

Således er der fyldt med dybe forskydninger mellem tid ogsted, men ser man fremtiden direkte i øjnene, går man – ligesom ræven – frahinanden både fysisk og mentalt.

Selvkritik – ikkeher!
Selvom ‘stedet’ er et omdrejningspunkt for biennalen, så er der sjovt nok megetfå værker uden for kunstrummet. Et lydværk i et vandtårn, en Skype-performance og en surreel performanceserie af Roi Vaara og Magnús Logi Kristinsson i denordiske hovedstæder er det mest udadvendte biennalen byder på, imens en rækkeværker, der var tiltænkt det offentlige rum, fik den norske dolk.

Tilladelsen gik ikke igennem, da Ines Tartler villelave et uskyldigt værk ved den gamle, lokale papirmølle.

Derudover var de lokale protester både massive og direkte fjendtlige, da Wooloo (DK) ville genopføre en kendtnorsk praksis og lade Galleri F15s gamle barokhave ligge brak i to år somco2-bod for olieudvindingen i Nordsøen.

Den nationalkritik værketitalesatte var for meget for nordmændene! Ikke i vores egen have!

Det eneste værk, der har fået ro til at operere i detoffentlige rum, er omhyggeligt gravet ned og dukker først frem fra mulden om 50år (Raqs Media Collective, Jason Dodge, Leif Elgreen, Ellie Ga, Rosalind Nashashibi: Details ofwork will be known on June 18, 2061).

Så må vi bare håbe, at de lokale nordmænd er blevet mere tolerante over forsamtidskunst til den tid.