Inspirerende og strittende salon om fotografiet af i dag

Der var helt udsolgt til Visionssalonen Fotografiets magt, betydning og sandhedsværdi, som Bikubenfonden afholdt i samarbejde med Fotobiennalen den 4. oktober på Fotografisk Center i Staldgade i København. Salongæsterne fik mange billeder og ord med hjem, men man kunne med fordel have snævret fokus lidt ind.

Formålet med salonen var at diskutere fotografiets tilstand ud fra den antagelse, at fotografiet i dag er i en værdikrise, hvor mediet ikke mere er garant for billedets troværdighed. Som oplægget lød: ”Hvilke betydninger og udfordringer har det på den lange bane? I forhold til samfundet, individet og på et mediemæssigt plan? Hvad sker der med vores kritiske evner og forestillinger om fotografiets relevans i en verden, hvor fotografiet autenticitet står for skud? Og hvad betyder det for opfattelsen af kunstfotografiet?”

Et kompetent panel

Til eftermiddagens salon var der inviteret et kompetent panel bestående af fotokunstner Nicolai Howalt, fotograf og fotochef på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, fotokunstner Lina Hashim samt duoen AVPD (hvis smukke udstilling, vi sad i) repræsenteret ved kunstneren Aslak Vibæk. Torben Sangilds rolle som ordstyrer var ikke helt let med det brede panel, som talte fra mange forskellige kontekster, og med de ret omfattende spørgsmål, hvor hvert enkelt snildt kunne have dækket en hel konference. På den ene side var han forpligtet til at få hele panelet i sving, og på den anden side til at komme rundt i tematikken. Jeg oplevede diskussionen som interessant, men savnede en egentlig samtale mellem paneldeltagerne.

De fire paneldeltagere præsenterede selv deres arbejde, hvilket i sig selv var et indblik i fotografiets store spændvidde – lige fra pressefotografiets her og nu og til det mere filosofiske kunstværk.

Omstændighederne

Nicolai Howalt har i sit værk bevæget sig fra det dokumentariske fotografi til at være mere optaget af mellemrummene og det, der så at sige ligger ved siden af det konkrete, fotografiske billede. Det gør sig gældende i hans før- og efterbilleder af de unge bokserdrenge fra 2003, hvor motivet i virkeligheden er det mentale spring, der ligger imellem billederne:

”Jeg kigger konkret og meget dokumentarisk på ting og begreber, men det billede, der kommer ud af det har en meget større grad af abstraktion og en flertydighed,” sagde han.

Howalt refererede flere gange i samtalen til en kronik fra 2016, hvor han går i rette med mediernes dogmeregler omkring fotografiet, der, som han siger, altid er og har været usandt. Læs kronikken i Politiken her

Dokumentaristen

Sigrid Nygaard arbejder med fotografiet i nyhedsmediet. Og hvor Howalt havde åbnet for mere metafysiske lag i fotografiet, blev det meget konkret og skræmmende i Nygaards fortælling, der begyndte den dag i 2015, hvor hun fotograferede flygtningene på motorvejen ved Rødby og helt tilfældigt stod ved siden af en mand, der råbte og spyttede. Billedet af “spyttemanden”, som han hurtigt blev døbt, gik viralt på måder, ingen havde kunnet forudsige – heller ikke fotografen – og billedet bevægede sig fra at være et dokumentarisk skud af en konkret mand til at blive brugt i den politiske debat som en metafor for dansk flygtningepolitik. Fotografen selv er der få, der kender.

Sigrid Nygaard understregede tre elementer i sin erfaring. For det første, hvor vigtigt det er, at man som fotograf har en troværdighed; at der er nogen, der stoler på ens udsagn. For det andet, at det er en reel fare, at man i digitaliseringens og de sociale mediers tid helt kan miste kontrollen over sit billede som fotograf, og for det tredje, at billeder nogle gange kan være så simple, at de taler ind i en politisk dagsorden, man som fotograf ikke havde regnet med.

Uvisheden

Fra den aktuelle medievirkelighed bevægede vi os over i en mere personlig måde at arbejde med fotografiet på. Lina Hashim viste eksempler på den voldsomme værkserie Selvmordsbomber (2016), som er fotos Hashim har fundet og samlet, og som påstås at vise de friske lig af selvmordsbombere.

Hashim har efterfølgende hældt sit eget blod udover billederne og fotograferet dem igen, sådan at de nu ses gennem et filter af blod (blodet er et væsentligt element i martyrkåringen). Serien er, som hendes øvrige værker, et led i en kunstnerisk undersøgelse af islam, hun som muslim – og i øvrigt med en baggrund fra antropologi – er optaget af. Selv siger hun om billederne: ”Jeg er ikke optaget af det dokumentariske på den måde. Jeg ved ikke, hvem der har taget billederne, og om de er sande, jeg ved bare, at jeg har samlet dem. For mig handler det også om uvisheden i det.”

Overskudsbilleder

Aslak Vibæk fortalte om hans og Peter Døssings overvejelser bag udstillingen. Et af deres værker viste sig i øvrigt at knytte an til Howalts måde at arbejde på. Hvor Howalt har fotograferet ned i urner med asken efter døde mennesker og fundet, at disse fotografier ligner stjernetåger (asken indeholder samme grundstof som stjernestøv), så er AVPD’s lysbillede opstået ved at lægge en stak tegnepapir på et bord i solen med et brændglas over. Efter to timer er der brændt en lille buet linje pga. jordens rotation. Linjen ligner samtidig en komet. Ud af noget meget konkret opstår der en form for mærkelig tilbageslutning eller nærmest metafysiske overskudsbilleder, påpegede Vibæk.

Dogmeregler

Efter præsentationerne var der knapt en halv time tilbage til debatten. Torben Sangild tog fat i Howalts anke mod fotografiske dogmeregler og spurgte Nygaard om, hvorfor man praktiserede de regler på Information. Hendes klare svar var, at det gjorde man, fordi alternativet ikke vil fungere. Howalts paralleller til den måde tekst bliver redigeret på, synes hun var anstrengt. Fra hendes vinkel var etikken ret klar: ”Vi fjerner ikke ting i billeder eller sætter noget ind, selvom det kunne have gjort historien stærkere.” Hun pegede på, at avisfotoet og kunstfotoet i den henseende arbejder i to forskellige verdener.

Howalt mente, at der indenfor kunstfotografiet er en større forståelse for mediets muligheder, som det gængse reportagefotografi slet ikke ser. Aslak Vibæk pointerede, at man må gå med fuldstændig samme kritiske briller til alle former for nyhedsdækning, det være sig ord eller billede, og at det samme gør sig gældende i forhold til kunst.

Autenticitet

Meget af samtalen kom til at handle om autenticitet. At fotografer som både Hashim og Howalt også arbejder med en form for troværdighedskontrakt med beskueren. Hashim mente dog, at tvivlen var ligeså vigtigt et element. At man som beskuer bliver i tvivl, og måske derfor går dybere ind i sin udforskning af billedet. Howalt var med på, at der er en form for pagt, men han brød sig ikke om den magt som sandhedsvidne, som fotografiet bliver tillagt.

Sangild spurgte, om det, at kameraet nu er allemandseje – i kraft af at det findes på telefonen, og at vi alle selv kan publicere på de sociale medier – er en udfordring for det professionelle fotografi. Det benægtede Sigrid Nygaard, som sagde, at det kun kan være et plus, at der kommer et større fokus på, hvad der er amatørfotografi, og hvad der er professionelt fotografi. Det var Howalt enig i, for ham var det mere interessant, om billederne blev læst på forskellige måder forskellige steder i verden.

Den samtale ville han gerne have udfoldet. Dét og meget andet blev der ikke tid til, men det er også ambitiøst på halvanden time. På fremmødet og samtalerne blandt publikum bagefter var det tydeligt, at der er masser af lyst til og behov for at diskutere fotografiets rolle i dag.