Niko Grünfeld: ”Kunsten skal ikke kunne betale sig i vores samfund – den skal tilbydes”

Det at afkoble kunsten og kulturen fra velfærd er en kæmpe misforståelse, ifølge Københavns nyudnævnte Kulturborgmester, Niko Grünfeld. Vi har i anledning af Art Week Copenhagen taget en snak med kulturborgmesteren.

Niko Grünfeld gik til kommunalvalg på en grundlæggende tænkning, hvor kunsten og kulturen er velfærd, en samfundsdriver, en social løftestang for samhørighedsfølelse, øget livskvalitet, inspiration, refleksion og brud med vanetænkningen. Det blev han krediteret for, og nu står han overfor en markant opgave med at løfte kunsten ind i centrum for samfundsudviklingen som Kulturborgmester i København.

”Det at afkoble kunsten fra velfærd er en kæmpe misforståelse. Og det tror jeg faktisk, de fleste er med på, når man begynder at nuancere, hvordan vi bruger kunsten, kulturen og idrætten, og hvad det rent faktisk betyder for os. Jeg ser gerne, at vi bruger den kulturpolitiske platform til at genfortælle den historie; at der ud over dens egenværdi, ligger en stor merværdi for vores samfund i kunsten og kulturen,” understreger Niko Grünfeld, da jeg har taget plads i borgmesterkontoret. 

”Tænk bare på billedkunstens evne til at gå dybere end det sprogligt kognitive, ned i det følelsesmæssige, til at skabe nye refleksioner, stimulere sproget og bringe folk sammen. En meningsfuldhed kan man vel kalde det.”

Kunsten i centrum for livet
Der er logisk nok virkelig mange dimensioner og grader af, hvordan vi som borgere møder kunsten, understreger Grünfeld.

”Det kan være i form af et meget aktivt valg; en udstilling, et event eller et mere flygtigt møde med et værk i gaden eller et gavlmaleri i Tingbjerg. Jeg tror, mit budskab er, at kunsten og kulturen skal ind i centrum af vores samfund og velfærd, og jeg tror, vi helt generelt har glemt, hvilken rolle den spiller for os, og der findes så mange tilbud til os derude. Kunsten kan ikke stille sulten, men det kan folkeskolen eller sundhedsvæsenet for så vidt heller ikke, og det er heller ikke meningen. Det handler om, at vi ser kulturen som ligeværdig i vores samfund. Det er jo her, vi diskuterer livet.”

Grünfeld er særligt optaget af den visuelle kraft i billedkunsten og det at møde kunsten på uventede steder og i nye situationer.

”Jeg tænker for eksempel på Ai Weiweis redningsveste på Charlottenborgs facade (Soleil Levant, 2017) og de omdebatterede paraboler, som skulle have været installeret samme sted (Banaan Al-Nasser: Bab al-Hara (The Neighbordhood’s Gate), 2018). Det er ret inspirerende, synes jeg, og lidt mere end dagligdagskosten, hvor man skal gå inden for og indløse billet. Dér lider måske især billedkunsten også af nogle konventioner om at være svært tilgængelig. Det er til gengæld langt fra den oplevelse, jeg rent faktisk har, når jeg er ude i feltet.”

Kunsten i fortællingen om byen
Den aktuelle Art Week er et eksempel på en ’københavner-begivenhed’, der forsøger at skabe fokus for en stund, og det passer glimrende ind i den tænkning, synes Grünfeld:

”Jeg gad i det hele taget godt, at kunsten blev til et særligt område i København, så fortællingen om byen særligt handler om kunstnerisk inspiration, og at det er her det sker. Det er her, man kan få udvidet sin kunstneriske inspiration,” siger han og understreger:

”Og dér er det vigtigt at få skabt et miljø, et fokus og en retning, og det kan sådan noget som Art Week, være med til.”

Kunsten som sprog
Udfordringen for kunsten handler i Kulturborgmesterens øjne om, at nogle ganske enkelt mangler sprog for det og ikke lige kan se, hvorfor det giver mening at have det i samfundet.

”Det må man have respekt for. Men jeg synes jo helt personligt, at det ville være et fattigt samfund, hvis kunsten kun var et tilbud på markedsvilkår. Jeg mener, at kunsten skal være en del af et samfund, der tilbyder det. Jeg håber på, at vi kan udvikle samtalen fra et fokus på egenværdi til et fokus på merværdi, hvad kunsten kan og forske i dette: Hvad betyder kunsten f.eks. for et menneske i ubalance? Hvad betyder det, at vi rent faktisk kan få kunst på recept som stressramte? Og hvordan kan kunsten bruges i lærings- og integrations-sammenhænge?” spørger Grünfeld og retter blikket mod et nyt integrationsinitiativ ved SMK:

”Jeg har helt aktuelt hørt om etniske kvinder, der kommer på sprogkursus på SMK, hvor de bruger billedkunsten til at gå på opdagelse i nye fortællinger og får nogle andre ord frem end i klasseværelset. Jeg håber kort sagt, at vi kan synliggøre de mange måder, hvorpå kunsten kan bruges på og spille ind i de andre fagområder og livsfaser, som vi er en del af.”

Når kunsten får os til at mærke efter
Kunsten og kulturen er simpelthen ikke med, når vi taler om velfærd. Derfor må vi alle – politikere, kulturfolk og kunstnere – i Kulturborgmesterens optik åbne op for nogle af de fortællinger.”

En af mine egne store oplevelser med kunsten, hvor et værk fik mig til at stoppe op og gentænke verdens tilstand, var Olafur Eliassons store isklumper, der var lagt ud på Rådhuspladsen (Ice Watch, 2015, red.). Der var virkelig mange, der standsede op, og man stod bare der – stille og roligt – og så på isen, der langsomt smeltede. Den globale opvarmning blev lige pludselig meget nærværende og sanselig. Og det er et værk, jeg virkelig husker.”

Kunsten kan i følge Grünfeld særligt udfordre den måde, vi lever på, organiserer os på, ser kritisk på magten, økonomien, flygtningestrømmene, klimaet – virkelig vigtige spørgsmål i tiden, der berører os alle worldwide.

”Nogle har så et sprog for det, nogle skrider til handling – også som forbrugere – og andre kan skabe billeder og nye fortællinger, som kunstnerne særligt kan. Den position vil jeg gerne styrke og løfte op i offentligheden, for den har en tendens til at drukne lidt.” 

Kunsten på dagsordenen
Den synliggørelse af kunsten kræver i Grünfelds øjne, at kunsten og kunstnerne tør tage mere del i debatten.

”Jeg så virkelig gerne, at kunstnerne brugte de virkemidler, der ligger i kunsten til at sætte en dagsorden, starte en samtale, styrke et lokalsamfund. Men det kræver også, at vi giver skolebørnene mulighed for at få professionel, kunstnerisk undervisning – eller måske bare oplevelser. Og det har vi jo så rige muligheder for i Danmark, og den kreative stimulans, som kunsten tilbyder, er jo helt fundamental i den udvikling,” forklarer han, men påpeger samtidig, at det kan være meget uproduktivt, at det fra starten af skal ’kunne betale sig’ at være ’bæredygtig’, hvis man f.eks. vil placere kunsten i sundhedsvæsenet.

”Det er ikke særlig frugtbart i mine øjne for kunsten at skulle operere udelukkende kommercielt eller i en økonomisk tænkning for at eksistere. Jeg mener, at vi på et politisk plan og som samfund som et minimum bør anerkende, at kunsten, kulturen og idrætten har en kæmpe rolle og indflydelse på det indre liv, relationer og følelsen af medborgerskab. Det har vi glemt, tror jeg.”