Intim dialog mellem kunstnerkrop og værk

Signe Maria Friis undersøger på legende og inspirerende vis stoflighedens dialogiske og healende kvaliteter hos Sixty Eight Art Institute, men udstillingen Unveiling Forms: Beyond Me ender desværre som en lidt indadvendt gestus om nærvær og forbindelser til et ‘du’, som må se passivt til.

Den unge og debuterende kunstner Signe Maria Friis (f. 1993), der først vandt KE-prisen i 2019, og nu har sin første soloudstilling i Sixty Eight Art Institutes ydmyge lokaler i Gothersgade, har udviklet en spændende praksis på Det Fynske Kunstakademi, hvor hun stadig er under uddannelse.

Performance, tekst, lyd, tekstil, koreografi, samtidsdiagnoser over identitetens skrøbelige tilstand og terapiens greb forenes i et værk, der peger mod post-minimale pionerer i det skulpturelle felt i 1960’erne, der udvidede værkbegrebet, investerede deres og vores kroppe i en opløsning af det magtfuldkomne og fremmedgørende værk.

Fra skulptur til situation

Værket blev hos en kunstner som for eksempel Eva Hesse til en koreografisk situation – noget der omsider skete i en egentlig dialogisk forstand mellem værk og krop. Ja, de opløste faktisk hinanden som noget særskilt ved at blive aktiveret (ofte af professionelle dansere). Jeg ser også antrit hos Friis, der trækker tråde til nationale kunstnerskaber som Yvette Brackmann, Deirdre Johanna Humphrys og udstillingsaktuelle Gudrun Hasle (Im hideng indart the ligt, Copenhagen Contemporary indtil 28. feb.).

Her er der tematisk tale om kunstneriske strategier, der med tekstile, performative, tekstlige og taktile greb både trækker på det kulturelle, antropologiske, men samtidig sætter individet ind i ligningen som en sårbar og konfliktfyldt tilstand, og som aktiverer krop, materiale, fortid og samtid i nye betydningssøgende udsagn og ritualer.

Koreografier for nærvær

Det er netop det, der sker i Unveiling Forms: Beyond Me, der tæller et par helt centrale videoværker; Vi skulle folde os ud sammen her. Du bad mig huske på min dans og Nu skulle vi tale, jeg sagde ok lad os tale, der viser kunstneren i dansende dialog med en scenografi og rekvisitter af stof og syede abstrakte objekter med et fragmentarisk talespor.

Det er de koreografiske objekter, der fylder i udstillingen – nu ikke-aktiverede – og derudover et dagbogs-værk (Mens dagene gik), et gade-flag (Du ville tale med formerne, derfor ville du bevæge dig) og et vægtæppe (Jeg fulgte dine bevægelser og blev opslugt af en væren med dig), der indtager hele udstillingsstedets bagerste lokale med påsyede og posende former.

Videoerne, der på mange måder er den eneste ‘levende’ situation i udstillingen, er nogle fine undersøgelser, der formår at omsætte de i grunden banale spørgsmål, vi alle tumler rundt med, til en leg, der rummer både intimitet, humor og dyb. De to videoer mumler effektfuldt oveni hinanden som en skøn blanding af stemmer i hovedet og impulser i kroppen, men nogle fraser fanger man:

If we allow it to speak / To act and understand each other without any words / Activating the body / Aaaaaaahhhhhh / I Take off all my dreams and activate my body parts / I keep forgetting / Something happens / Why do we all forget to breathe / Why do I forget that I forget all the time….

Og på den anden skærm: I am disconnected / I try to feel the ground again / I did dance / I did move my body today / I started to feel something that could be…

På gulv, væg og fra loft hænger de kropsrelaterede tekstil-objekter fra videoværkernes koreografiske scenografier, og både kroppen og rummet sitrer af uforløst nærvær. Som besøgende er man afskåret fra dialogen og et nærvær med objekterne. Dagbogsværket Mens dagene gik, der består af tre gange 21 felter med akkumulerende indgreb med nål og tråd i almanak-stil og plantelignende former, lugter dog lidt af aktiveret og nærværende krop, da kunstneren kommer forbi (fra Odense!) på ikke-annoncerede åbningsdage og bearbejder værket gennem udstillingens forløb. Jeg var desværre ikke heldig.

Indadvendt dialog

Vi bliver som beskuere italesat som potentielle kroppe, modtagere. Vi er den lyttende part. Vi er ‘den anden’ i situationen, et ‘du’ via især titlerne og via videoværkernes intime dialog, men med tiden begynder hele situationen at fremmedgøre mig.

Og i stedet for at betragte kunstnerens krop som et medie for en undersøgelse, jeg som pulserende og mindst lige så sårbar krop har en naturlig interesse og investering i, så begynder jeg nu at undres over, at jeg hele tiden bliver adresseret tekstligt og fænomenologisk uden at have en mulig kropslig dialog. Det bliver ganske enkelt klart, at jeg ikke kan indgå i den aktivering og undersøgelse, der foregår omkring mig, og kunstnerens dialog om sine forsøg på at skabe forbindelse til sin krop og andre kroppe i en verden, der helt grundlæggende er uden forbindelse, bliver en mere og mere fjern og selvfikseret gestus.

Unveiling Forms: Beyond Me viser desværre, hvor komplekst det er at operere i et opløst og performativt værkbegreb. Hvis du placerer et ‘jeg’ i en sådan værksituation, er der stor fare for, at man ikke levner tilstrækkelig plads til andre. Man ender i en situation, hvor værkerne fremstår uhensigtsmæssigt indadvendte, og det var vist ikke meningen.