Intime abstraktioner
Lone Høyer Hansen standser tiden og indfanger det flygtige i overbevisende udstilling.
Lone Høyer Hansen standser tiden og indfanger det flygtige i overbevisende udstilling.
info
Siden romantikkens dage har der været en særlig kult omkring kunstnerens skitse. Kritikere har ofte ment, at den bedste kunst var i det hastigt nedfældede og direkte sansede. I dag sker forarbejdet dog med mange andre redskaber end blyant.
Lone Høyer Hansen er kendt som billedhugger, men anvender også et kamera, når indtryk skal fastholdes. Det har nu resulteret i en lille, dejlig udstilling på Vestsjællands Kunstmuseum.
Intimitet og abstraktion
Der er ingen mennesker og næsten intet genkendeligt i de udstillede fotos. Gardiner, vinduesglas og stuk er motiverne, men vi er så tæt på, at referencen til hverdagen forsvinder. I stedet opstår en form for intimitet. Billederne er ikke store, og udstillingsrummene er små.
Ligesom de fine guldaldermalerier i museets stueetage skal vi helt hen foran. Hvis man vil, kan man fornemme en nær forbindelse mellem en selv, de abstrakte former og kunstnerens kameraøje.
Lys og farver
Billederne virker både milde og meget appellerende, for farver og linjer arbejder roligt sammen. I en serie fra Kina lyser baggrundens grønne og rødligt brune nuancer igennem et perforeret plastikgardin. Små bevægelser af linsen resulterer i omdannelser af lysets intensitet og styrken i de forskellige forløb.
En anden serie af gardinmønstre fra New York flyder ud og smelter sammen, da de er set igennem en glasmursten. Alt fotografi er baseret på lysindfald, og det er noget, som disse værker gør meget for at vise.
Er dette Lone?
Kun et enkelt sted, i en serie fra Berlins U-Bahn, afslører kunstneren sig selv som en udvisket silhuet. Hendes omrids er dog kun et enkelt af flere halvgennemsigtige flader, der lægger sig ind over hinanden. Udstillingen handler derfor ikke om kunstnerens personlighed, eller hvem hun virkelig er. Intimiteten er alene i sansningen.
Derfor virker et meget konceptuelt fotografi af Høyer Hansen og hendes mor også lidt teatralsk i sammenhængen. Resten af udstillingen er befriende renset for historiefortælling.
Simpelt og kompliceret
Lone Høyer Hansens fotografier hjælper til at fastholde smukke og bemærkelsesværdige situationer, som de fleste af os ellers overser: Den delvise genspejling af et neonrør, spillet imellem forskellige lameller fanget i lys, forvrængninger og brydninger af forskellige materialers refleksion. I de allermest simple udsnit af verden er det muligt at finde kompliceret skønhed.
Fakta
Udstilling
Observation. Lone Høyer Hansen: Fotografi
13 sep 2008 23 nov 2008
Lone Høyer Hansen
Sorø Kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Lone Høyer Hansen (født 1950) er professor ved Kunstakademiets Billedhuggerskole. I mere end 25 år har hun arbejdet som skulptør. Hun har leveret en del skulpturer til det offentlige rum og er repræsenteret på museer og samlinger i hele Skandinavien. Hun har ligeledes kurateret flere udstillinger og modtaget en del priser og hædersbevisninger.
Udstillingen er støttet af Kunstrådet.