Ismar Cirkinagic om ‘With matter through time’ på Viborg Kunsthal – en udstilling du ikke kan se

Kunsten.nu giver indblik i nogle af de mange udstillinger, som på grund af Coronakrisen er lukkede. Her fortæller Ismar Cirkinagic om sin udstilling With matter through time på Viborg Kunsthal.

Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve lige nu?

“Udstillingens titel With matter through time var i første omgang kun tænkt som projektets arbejdstitel. Det endte så alligevel med at blive udstillingens endelige titel, selvom der deri lå en risiko for, at begreberne materie og tid kunne virke alt for åbne.

I udstillingen gengives materiet forholdsvis direkte i flere fotografier med et åbenlyst fokus på overflader og væv, mens tiden optræder på en mere indirekte måde. Disse to begreber står dog sjældent alene i serien, men er ledsaget af associationer om åndelighed, tro, forgængelighed osv. Faktisk kommer materie og tiden i baggrunden, jo mere vi ser på udstillingen.

Hvis vi for eksempel ser på fotografiet med bølgen. Det første vi lægger mærke til er den blå materie; en havmasse, som i form af en bølge ruller hen over den caribiske bugt. For at fastholde vandmassen i den ønskede form, var det nødvendigt at vælge den helt rigtige shutter-time, i det her tilfælde, 1/500 del af et sekund.

Selve motivet er valgt ud fra, at det – hvis man ser godt efter – ikke kun viser én men to bølger, der krydser hinanden i form af et kors. For mig havde denne særlige kors-lignende fremkomst i naturen en flot symbolik. Ikke som et kors med en udelukkende kristen konnotation, men korset som et universelt symbol, der refererer til menneskets åndelige, vertikale og jordnære, horisontale syn på verden.

I første omgang kan denne ‘leg’ med størrelserne materie og tid virke lidt banal, eftersom stort set alt i den fysiske verden er skabt af materier og tiden. Samtidig er det en uundgåelig konstruktion i vores verdensopfattelse. “Hvad er så nyt?”, kunne man spørge sig selv.

Hvis man begynder at ‘lege’ i et univers bestående af disse to elementer, bliver man hurtigt klar over, at tiden ikke findes, men blot er en menneskeskabt konstruktion, og at alt, inklusiv mennesket, kun er materier i en konstant forandringsproces.

Eftersom vi har en evne til at observere og huske disse processer og samtidig et behov for orientering, konstruerer vi en idé om tiden. Men hvis vi formår, i det mindste på det personlige plan, at eliminere tiden i vores syn på naturens processer, slipper vi for oplevelsen af forgængelighed og dermed også for sentimentaliteten, der kommer som resultat af det førstnævnte.

Som resultat af denne kontemplation opstår der en oplevelse af at være fanget i en allestedsnærværende ‘præsens’. Det er denne oplevelse, som har været mit udgangspunkt, der har gjort min tilgang til udstillingen anderledes.

Man kan således sige, at udstillingen tematisk handler mere om vores menneskelige placering mellem ‘hulen og “stjernerne’, mens materien og tiden primært bruges som brændstof til kontemplationen.

I udstillingen er der et motiv med Odysseus hule på øen Mljet i Kroatien, hvor Odysseus ifølge legenden var fanget i syv år. Huler (som der i alt er tre af i denne serie) spiller en symbolsk rolle og åbner op for spørgsmål vedrørende menneskelig jordbundethed, alt imens fotografiet af stjernehimlen får os til at vende blikket mod stjernerne; symbolsk, mod jordens og materiens kontrapunkt. Mellem disse to fotografier er der 17 andre, som forsøger at sammenstille disse eksistentielle modpoler i et meningsfuld narrativ”.

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

Der har været tale om forlængelse af udstillingen, men indtil videre er det blot ønsketænkning. Som vi alle ved, er situationens udvikling i øjeblikket ret uvis og kan gå i alle retninger”.

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis?

“Lige nu er vi alle i samme båd – men samtidig også hver for sig med hver vores egne problemer. Vi har været uheldige med, at visningsperioden for denne udstilling, som vi har lagt meget arbejde i, bogstavelig talt overlappede med lukningen af offentlige institutioner. Hvilket resulterede i, at udstillingen i Viborg Kunsthal lukkede for publikum kun et par dage efter ferniseringen.

Andre udstillingsprojekters gang er enten gået i stå eller uvis; Det gælder især udstillinger, baseret på internationale samarbejde. I betragtning af det nuværende arbejdstempo kommer der uden tvivl visse ændringer i kalenderen, men jeg forsøger stadigvæk at arbejde, som om alt er normalt.

En sætning fra en mailkorrespondance med direktøren fra en institution, jeg har et samarbejde med, giver måske et godt billede af situationens tilstand: ”Set fra denne position, har alt indtil videre været sikkert – nu er det usikkert, men vi arbejder, som om det var sikkert.””

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

“I forhold til kulturlivet er der en velbegrundet bekymring for, at kulturen under disse socioøkonomiske brud kommer til at knække først og betale prisen for den nyopståede situation. Men set fra en anden, måske mere munter side, giver denne situation os mulighed for at se tingene i nyt lys og stille os selv nogle spørgsmål, som ikke har været relevante før nu. Jeg tror, det er en tilstand, hvori kunsten klarer sig særdeles godt. For tit er det sådan, at netop denne type ‘strømninger’ skaber den nødvendige uro, der løfter de fine livspartikler til overfladen, som ellers i hverdagens trivialiteter når at faldet til bunds i vores eksistens, men som er vital ernæring for enhver kunstner.

Hvis ikke andet, så er jeg sikker på, at nogen af os vil komme klogere ud på denne anden side af alt dette”.