“IT TAKES BALLS TO BE A FAIRY”

Nikolaj Kunsthals to udstillinger under World Pride af henholdsvis Lasse Lau & Flo Maak og Lotte Leth Nielsen taler med varierende styrke ind i et behov for anerkendelse, frihed og opgør med fortidig tænkning, men også om queer-positionen som et svært tilkæmpet helle til at finde sin identitet og seksualitet i en kompleks verden og ansigt til ansigt med omverdenens inhumane fordømmelser.Den længe ventede World Pride festival i København indhyller hovedstaden i regnbuens kulører i dagene 12. – 22. august 2021, og imens der er politiske arrangementer, fester, parader, workshops, talks og den tilknyttede sportsbegivenhed Euro Games, så byder programmet også på en række kunstudstillinger, der åbner døren til en kærkommen nuancering af kønnets og kærlighedens mangfoldige former anno 2021.

Mest markant er nok Overgadens udstilling Psychopathia Sexualis, som genkalder HIV/AIDS-epidemien og den sygeliggørelse af LGBTQ+ miljøet som fulgte. Grebet hos kurator Mathias Kryger og Overgaden illustrerer glimrende behovet for – selv i dag – at gøre endeligt op med en idé om homo-, trans- eller bisexualitet som sygdomme, der skal kureres. Sandheden er, at den tendens desværre er sprællevende og accepteret i selv lande, som vi i Danmark spejler os i.

Fortidens fordømmelser

I Nikolaj Kunsthal er den fortælling og dette nødvendige, historiske opgør også nærværende. Både i Lotte Nielsens stærke portræt af en gruppe unge LGBTQ+ personer i Skt. Petersborg, som tydeligvis føler sig sygeliggjorte og under konstant og konkret fare, og i udstillingen af Lasse Lau og Flo Maak, hvor manden bag både Kellogg’s produkterne og Battle Creek Sanitarium (Michigan), John Harvey Kellogg, er selve opgørets fokus.

Kellogg’s adventistiske eugenetik fra slut 1800-tallet så en udfoldet seksualitet og særligt masturbation som selve fordærvelsens kilde. Lau og Maak viser både Kellogg’s patent fra 1898 på en kyskheds-operation (“Body Grace”) og en stor plys-version af Kellogg’s galende hane med den mundrette titel We like big cock!

Deres lille udstilling, Fairy Tales, i kunsthallens tårnrum rummer derudover en række foto-skulpturelle værker. To aktivistiske gestikulationer, der møder en form for klassisk borgerlighed: En megafon, der er blevet spændt for en håndtegns-pyntet og domesticeret stuebirk (I Have A Lot to Say); en rød, knyttet næve, der står rank på sofabordet (The Salon Communist). Der er ikke super meget dybde at hente i konfrontationerne og den lidt sort-hvide tænkning.

Til gengæld er der god, skarpladt underholdning i duoens kollektion af LGBTQ+ statements og slogans, der ikke mindst illustrerer miljøets udprægede selvironi og sarkasme, der kræves for at opretholde sit selvværd i kampen for basal menneskelig accept:

IT TAKES BALLS TO BE A FAIRY, IM SO GAY NOW EVEN MY INNER CHILD CAME OUT. WAKE UP BARBIE, KEN IS GAY. HOW DARE YOU PRESSUME I’D RATHER BE NORMAL. IT TAKES TWO STRAIGHT PEOPLE TO MAKE ONE GAY og I’M THE PERVERT YOUR MOTHER WARNED YOU TO HANG OUT WITH er bare nogle af de stærke.

Oprørske kroppe og sind

Heldigvis er Fairy Tales af Lau & Maak, der må siges at være en lidt spag markering af World Pride, suppleret af videoværket Letters from St. Petersburg af danske Lotte Leth Nielsen, der efterhånden har slået sig fast som en markant dokumentarist, der formår at skildre skyggesider og -miljøer med en virkelig stærk æstetik og leg med lyd- og filmmediet.

I dette værk, installeret i Nedre Galleri, kommer vi tæt på et lille kollektiv af LGBTQ+ personer i den russiske by, der er sart og intimt skildret.
Grisha, Marina, Alina, Katya, Viktor, Yana, Lada, Alyona og Lou er alle en del af borgerrettighedsorganisationen Coming Out, der kæmper for LGBTQ+ personers rettigheder og sikkerhed i Rusland.

Værkets indledning er eksemplarisk iscenesat, hvor vi hører en af hovedpersonerne fortælle om sin interesse for sten, der siden er blevet til en uddannelse i kemi, og har ført til en erkendelse af, at sten, der til trods for at de er sammensat af identiske mineraler og stoffer, kan antage meget forskellige ydre former. Der er en rolig spejlning over sekvensen, der dog også rummer en dyb og desperat søgen i et ungt menneske, der må kæmpe i et samfund, der er helliget nogle dybt fjendtligtsindede og patriarkalske familie-normer.

Vigtige stemmer udefra

Filmens greb er todelt. Vi ser tavse og smukke sekvenser af de unge mennesker, der poserer – også med deres hormonbehandlede kroppe blottede, for dernæst at følge ligeså intime samtaler mellem gruppens medlemmer om deres kroppe, stemmer, tøj, ægteskaber og kampe – især i forhold til deres familier, der ligesom samfundet agerer yderst voldsomt overfor de regnbuefarvede unge, som synes langt foran det samfund, de forsøger at (over)leve i.

“I dag ser jeg mig selv som en queer-person. Fordi jeg ikke er sikker på noget som helst. Jeg ved ikke særlig meget om min seksualitet. Jeg ved ikke særlig meget om mit køn, for det gavner mig ikke at vide det præcist. Jeg er åben omkring hvem jeg er med min mor og min bedstemor. Jeg følte, at de kendte mig mindre og mindre for hver dag, og jeg ville ikke miste kontakten til dem. Jeg forstod, at kvaliteten ved kommunikation afhænger af, i hvor høj grad man kan være ærlig og oprigtig. Og hvis jeg ikke var åben omkring, hvem jeg er, så ville det blive for svært at forblive ærlig…”
Respekt!

De 16 minutter i selskab med kollektivet fra Skt. Petersborg er virkelig rørende og en vigtig fortælling om en kamp, der kæmpes under radikalt andre vilkår i en lang række patriarkalske, konservative og ikke mindst sygeliggørende nationer i dag under en World Pride i en af verdenens mest frie nationer.

GOD WORLD PRIDE og grib chancen for at give din pride-uge en kunstnerisk nuance!