It’s happening on Møn

Kunsthallen 44 Møen dukker op som et lidt fremmed element i den sommerlige landsby-idyl, der hersker i disse dage i Askeby på Møn. Industriagtig, hvid og kantet markerer bygningen sig i omgivelserne, ligesom dens indhold viser sig overraskende. Kunsthallen opstod i 2008, på initiativ af den tyske kunstsamler René Block og andre i kredsen omkring ham.

Kunsthallens udstillingsprofil hylder og inspireres af både den møn’ske og internationale fluxus- og konceptkunst, hvilket betyder at navne som bl.a. Henning Christiansen, Arthur Köpke, Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen, Joseph Beuys, John Cage og Nam June Paik har været udstillet. Desuden vises global samtidskunst, eksempelvis med forårets fokus på den spirende tyrkiske kunstscene.

Et godt overblik – og noget nyt
Her i sommer præsenteres soloudstillingen Quote; The Raven med den danske kunstner Jytte Høy, hvilket ligger fint i forlængelse af kunsthallens profil. Høys udstilling består af ældre værker, såvel som helt nyproducerede. Dermed er der åbnet op for muligheden for en udstilling med stor spændvidde, både periodisk (1997-2010) og kunstnerisk.

I indgangen til udstillingen mødes man af det første værk, Nevermore, i rækken af nye værker. Der er seks i alt, og er alle inspireret af Edgar Allan Poes digt The Raven fra 1845. Sætninger fra dette gotiske digt er brugt som titler for værkerne, der sammen med teksten skal danne “et andet og mere abstrakt univers”.

Lad mit hjerte få ro…
I sine værker bruger Høy et formsprog, som på én gang er simpelt og komplekst. En sætning fra Poes digt lyder: “Let my heart be still a moment and this mystery explore”. Teksten emmer af gotik og mørke, og værkerne har da også en vis dysterhed over sig, som dog får modspil af de lyse udstillingsrum og værkernes enkle udformning.

Mellem tekst, form og beskuer lader Jytte Høy fragmentariske rum opstå, og som beskuere får vi et blik ind i et søgende, skræmmende og uhåndgribeligt univers, hvor vi selv må finde vores ro med tingene.

Udplukkene fra Poes digt får rigelig modspil af Høys former, og det er ikke en forudsætning at kende til digtet, inden man begiver sig ind på udstillingen. Titlerne splintres af de fysiske værker og omvendt, og man begynder hurtigt at arbejde frit med sammenstillingen af ord og former, der leder til nye betydninger.

Hvad sagde ravnen til Jytte Høy?
Høys samtale med ravnen viser sig at tilføre hendes værker noget nyt. Det meget konceptuelle formsprog, som de ældre værker på udstillingen viser, f.eks. Touch. Various small objects fra 1997, udfordres i de nye værker af et måske mere konstruktivt rum for beskueren.

Den samtale, som Høy har sat i gang mellem former og tekst, inviterer os ind i værkerne. Vi kan fornemme historierne, der ligger lige bag ordene og billederne, men ikke helt gribe dem. Med frie associationer og fabulerende tanker må vi skabe vores egne.

Dette levner mange af de ældre værker, der mere fremstår som objekter, ikke plads til med deres mere konstaterende og mere lukkede univers. Samtalen med The Raven vækker nysgerrigheden på en ny og anderledes måde.

Den hvide citron
Gennem hele udstillingen går dog fælles træk; både formmæssigt og på det konceptuelle niveau. Alle steder arbejdes der med et simpelt udtryk skabt med simple materialer. Herigennem konfronteres vi med vores rationelle logik og grænserne for den, på både kritisk, humoristisk og legende vis.

Det er forunderligt, hvor skøn en æstetik Høy fremtryller med så simple greb og materialer, som f.eks. i værket Lemonesque fra 2009.

I værket Det Ternede Fællesskab fra 2003 konfronteres vi med den vilkårlighed som social inklusion eller eksklusion kan hvile på. På et bord ligger en række af billeder, alle med et slags ternet motiv. Et skilt informerer om, at hvis man har noget ternet på sig, så må man tage ét billede efter eget valg.

De rationelt opbyggede systemer vi lever i undersøges og drejes, så vi ser nye muligheder i dem, og nogle steder så meget, at vi kan fornemme deres absurditet.

Stort format på lille ø
Siden 1970’erne har Møn huset kunstnere af international karakter, og ligeledes søger den forholdsvis nye kunsthal, 44 Møen, at være lokal og global på samme tid.

Med de tidligere udstillinger af fluxus-kunst, ung tyrkisk samtidskunst, den nuværende af Jytte Høy og den kommende med libanesiske Mona Hatoum ses en ambitiøs, både historisk og nytænkende udstillingsprofil.

Jeg kan derfor kun opfordre til at drage ud i sommeren med retning mod det smukke Møn, hvor der intet misforhold er mellem bondeidyl og avantgardistisk kunst af høj kvalitet. Og husk den ternede skorte!