Ja, for satan!

Hvad driver kunstnere? Altid et spændende spørgsmål. Og når kunstnere når op i en hvis kaliber, bliver det også et væsentligt spørgsmål at rejse. Den kaliber besidder John Kørner. Uden tvivl. Han er snart repræsenteret i det ganske land, har udstillet i det store udland og har mange værker i offentlige rum, som møder danskerne på daglig basis.

Argumentet bag Jørgen Leths film er hans egen “fascination”, en voksende begejstring, der har ført Jørgen Leth ad kunstnerens stier.

Den nysgerrighed er drivet i Jeg taler til jer, og den forløses kammeratligt i samtalerne mellem de to.

Hvem møder hvem?
Filmens grundpræmis er dog temmelig misvisende, da filmen faktisk skildrer et møde mellem to kunstnere.

Filmkunstneren Leth formulerer sig i et for ham velkendt format, filmen, om kunstmaleren Kørner, der arbejder i et for Leth ‘fremmed’ og tavst medie, maleriet, der kræver aflæsning.

Og selvom det ikke er tydeligt, så fylder Leth ganske meget i den fortælling, da hans fascination, ordforråd, fokus, udvalg og spørgsmål er meget styrende for blikket på Kørner.

De eneste filmbidder i løbet af Jeg taler til jer, der rent faktisk åbner døren til ‘Kørners verden’, er sekvenserne under Kørners arbejde, hvor han alene i sit studie arbejder indædt med lærredet. Det er disse sekvenser med fuld damp og svære valg under produktionen, der står tilbage som klare møder med kunstneren John Kørner.

Faldne, kræsne og til salg
De tre kunstneriske perioder, der er i fokus for filmen, er billedserien om de faldne danske soldater i Afghanistan (U-TURN, 2008), tilblivelsen af det første værk til Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg, som ikke godkendes – og sidenhen arbejdet med det nye maleri (2010) og sidst, arbejdet op mod den prisvindende udstilling på Arbejdermuseet Kvinder til salg fra 2011 med blikket rettet mod trafficking som fænomen og med motiver hentet blandt de prostituerede i Skelbækgade ved Kødbyen på Vesterbro.

Tre tematiske forløb, som går ganske fremragende i spænd med ‘Jørgen Leths verden’.

Tryllekunst
Pressematerialet formuleres således: “Når to af Danmarks giganter med hver sin baggrund, fra hver sin generation og med hver sin indstilling til livet mødes, opstår der berigende, sjove og nærværende samtaler om livet, kunsten og kvinderne.”

Men når Leth giver sin analyse af Kørners værker i filmen, udbryder han gang på gang; “Ja, for satan!” eller den lidt længere variant: “det er meget stærkt det der”.

Hvis man konsulterer baggrunden for filmen udfolder Leth sin analyse sådan her:

“Trods vreden appellerer Kørners billeder til det poetiske i mennesket. Der er noget forførende, noget legende over hans billeder selv med så dystre motiver. Kørner har gjort det til et tilbagevendende motiv at beskæftige sig med det han kalder ‘uløste problemer’. Det er et næsten tegneserieagtigt konkret fænomen. Der er noget uformelt og legende over hans maleri, hans brug af gul og purpur som erstatning for hvid og sort er en slags tryllekunst. Men han har også genindført den malende filosof på scenen.”

Hvor blev perspektiverne af?
Selvom der er masser af gensidig interesse i filmen og hjertelige samtaler, så bliver jeg ganske enkelt ikke klogere, og bliver umanerlig træt af filmens dvælen ved Leths overfladiske og ret umoderne fascination af Kørner som ‘stor tryllekunstner’ eller ‘legende poet’.

Hvis filmen skulle være tro mod Kørners praksis, og en samtidig kunstpraksis, burde diskussioner om maleriet som medie og billeddannelse og de kulturelle, politiske og samfundsmæssige perspektiver og konsekvenser have fyldt meget mere, og ikke dyrket den temmelig reaktionære ‘kunstner-figur’ på en så ophøjet vis.

Kørners værdi
Kørner er en af de mest markante kunstmalere herhjemme idag, og det er han ikke, fordi han ‘leger’ eller kan ‘trylle’. Det er han, fordi hans kunstpraksis har gjort ham i stand til at udtrykke samtidens og samfundets fortrængninger med en udsøgt fornemmelse for billedkomposition og har formået at fylde et klassisk medie som maleriet med nyt udtryk og et rammende nutidigt og samfundsdebatterende indhold.

Med Leths blik og overfladiske fascination ender Kørner desværre, og formentlig ufrivilligt, som en mere reaktionær kunstner end han i realiteten er.

Og spørger man denne anmelder, om Kørners arbejde er mere værd end overfladisk begejstring, er svaret:

Ja, for satan!