Jacob Kirkegaard komponerer værk til livgarden af krigens lyde
Den danske komponist og lydkunstner Jacob Kirkegaard har gjort våben og krig til genstand for sit seneste værk, KRYDS ILD, som bliver uropført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps den 2. september.
Den danske komponist og lydkunstner Jacob Kirkegaard har gjort våben og krig til genstand for sit seneste værk, KRYDS ILD, som bliver uropført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps den 2. september.
info
Den danske komponist og lydkunstner Jacob Kirkegaard har gjort våben og krig til genstand for sit seneste værk, KRYDS ILD, som bliver uropført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps den 2. september.
Med sit nyeste værk, KRYDS ILD, har Kirkegaard taget krigen som genstand for sit undersøgende blik. KRYDS ILD bygger på lydoptagelser af skydevåben og artilleri, der er transskriberet for orkester, og værket imiterer på den måde lyden af en krigssituation. For hvordan lyder krigen egentligt? Har den en klang? Et tonesprog?
Kirkegaard har søgt efter svarene på disse spørgsmål gennem et års research og adskillige besøg på det danske militærs skydeterræner, såvel som besøg på skydebaner sammen med civile våbenentusiaster. Han har foretaget lydoptagelser med ekstremt følsomme sensorer, fastgjort direkte på våben og militære køretøjer, samt akustiske målemikrofoner placeret i terrænet.
Jacob Kirkegaard har lyttet intensivt til våbnets mekanik, projektilets skæring gennem luften og det dybe ekko efter granatens eksplosion. Ud fra sine lydoptagelser har Jacob Kirkegaard komponeret et værk, som er blevet instrumenteret specifikt til Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
KRYDS ILD er bestilt af KLANG Festival, instrumenteret af komponist Connor McLean og udgivet af musikforlaget Edition·S.
KRYDS ILD uropføres af Den Kongelige Livgardes Musikkorps fredag den 2. september kl. 19.30 i Stærekassen, København.
Kilde: Edition·S
Læs også: At begribe verden ved at lytte til den (interview)
Læs/lyt også: LYDKUNST #1: Jacob Kirkegaard (podcast)
Fakta
Jacob Kirkegaard (f. 1975) er en dansk komponist og lydkunstner, der udforsker komplekse, ubemærkede eller utilnærmelige forhold og miljøer i sine værker. Med udgangspunkt i lyd og feltoptagelser har hans værker behandlet temaer som radioaktivitet i Tjernobyl og Fukushima, smeltende is i Arktis, global affaldshåndtering og de processer, der udspiller sig, når et menneske dør.