Jacob Lund: “Vores forståelse af nærvær er under forandring”

Den teknologiske udvikling har i løbet af de seneste 25 år givet os helt nye medier og dermed helt nye måder at kommunikere på. Men hvordan er medier med til at forme vores sansning af verden, hinanden og os selv? Jacob Lund, lektor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet, er en af redaktørerne bag bogen Medieæstetik – en introduktion, og forklarer her, hvordan et medieæstetisk perspektiv kan bidrage til større forståelse af de betingelser, medier sætter for vores samvær.

“Medieæstetik handler i min forståelse af begrebet om, hvordan medier er med til at forme vores oplevelse af verden – altså hvad betyder det for vores perception og forståelse af verden, og hvordan vi forstår os selv og hinanden. Så det handler mere om, hvilke betingelser medierne sætter, end hvad de indeholder”, fortæller Jacob Lund, da jeg indleder vores samtale med at bede ham om at forklare, hvad der egentlig ligger i begrebet ‘medieæstetik’.

Sociale medier, billeddelinger og den digitale tidsalder påvirker os hver eneste dag. I en tid hvor vi altid har vores venner og familie lige ved hånden, og man på ingen tid kan dele med sine venner på Lolland, at man står foran Mona Lisa på Louvre, er det måske netop den analytiske og kritiske sans for mediernes betydning, vi skal have genopfundet.

“Forståelsen for medier og medieæstetik er aktuel, fordi digitaliseringen tilsyneladende medfører en opløsning af tid og rum”, forklarer Jacob Lund og fortsætter:

“Som en konsekvens af dette er vores forståelse af nærvær forandret markant og er blevet til et udvidet nærvær. Hvis man forestiller sig, at man sidder på restaurant og bliver forarget over, at de ved nabobordet sidder med deres telefoner fremme og kigger i hver deres skærm, er det måske ligeså meget et tegn på, at de ved nabobordet ønsker at indvie flere i deres restaurant-oplevelse ved netop at gøre nogle venner, som sidder hjemme, nærværende via de sociale medier.”

Ifølge Lund betyder det, at ens oplevelse af hvad der er nærværende i en given situation udvides: “Vennerne bliver en del af situationen ved på en måde at være nærværende, og jeg er nærværende ved dem. Det kan være et eksempel på, hvordan medierne spiller ind på vores helt fundamentale opfattelse af nærvær.“

Billeder får betydning idet de indgår i netværk

Alle de billeder, der bliver lagt op på de sociale medier, indgår i et større samspil med hinanden, og det betyder, at billeder så at sige ikke ‘bare er billeder’.

“Billeder gør noget og har en virksomhed i verden. Dette forhold intensiveres nu og ændrer vores billedforståelse. Billeder bliver i mindre grad afgrænsede distinkte størrelser og i større grad noget, der indgår i et netværk. Billederne får betydning i kraft af deres relationer til andre billeder, i kraft af at blive cirkuleret, i kraft af at der bliver skabt memes og alt muligt. Altså: det er ligeså meget denne deling, der har betydning, frem for billedet i sig selv og det, det 1:1 repræsenterer.”

Med et medieæstetisk perspektiv på en ny billedforståelse og de nye måder at udvide vores nærvær på mener Jacob Lund, at vi kan indgå i en mere bevidst relation til medierne og deres indvirken på vores hverdag. Og det medieæstetiske perspektiv kan være med til, at man insisterer på at blive ved med at forholde sig kritisk aktiv til de medier, der påvirker vores situation f.eks. store platforme som Facebook.

Lund henviser til den tyske mediearkæolog Friedrich A. Kittler, der sagde at “medier bestemmer vores situation”:

“Dette tolkes af nogle meget deterministisk og forstås som om, at vi alle er brikker for medierne” forklarer Jacob Lund, som selv forstår udsagnet sådan, at medierne er med til at betinge vores muligheder for at være sammen.

“Som menneske skal man forholde sig til, hvordan medierne er med til at ændre på vores måder at være sammen på på et mere fundamentalt niveau. Det er det, som det medieæstetiske perspektiv kan insistere på og opholde sig ved – hvordan medier helt fundamentalt betinger vores tilværelse. Når man har dette perspektiv for øje, er det lettere at kunne stille kritiske spørgsmål, samt indgå aktivt i forskellige designprocesser og udformninger af medieplatforme og den slags.”

I forlængelse af det mener Jacob Lund, at en mere kritisk tilgang til mediernes strategier også vil påvirke medierne, så disse netop ikke bruger os som brikker i et spil, men at der opstår en produktiv balance mellem mennesker og medier.

Trans-individuation

Hvordan kan den nærværende medieæstetiske forskning bringe nye kritiske analyser og teorier om vores samtid?

“Jeg er meget inspireret af den franske teknologifilosof Bernard Stiegler, som taler om begrebet ‘trans-individuation’. Trans-individuation handler om, hvordan vi individuerer os, hvilket foregår i relationen til hinanden: man er ikke et ‘jeg’ uden et ‘du’. Som individ indgår man i en socialitet og én af socialitetens mulighedsbetingelser er, at der er nogle medier, vi kan kommunikere igennem – herunder sproget, som også er et medie.”

“Der er altså en treenighed – ‘individet’, ‘fællesskabet’ og ‘kommunikationsmidlerne’ – hvor alle tre aspekter påvirker hinanden. Medieæstetisk forskning kan da bestå at undersøge hvordan.”

Trans-individuationen er det produktive udkomme af de tre instansers relation til hinanden, nemlig hvor alle tre aspekter i treenigheden udvikler sig sammen. Gør de det ikke, er der fare for en negativ dis-individuation, hvor individerne og fællesskabet er underlagt medierne – de tapper os for data, får os til at forbruge mere og begrænser vores aktive deltagelse i individuationsprocessen.

“Med kendskabet til sådanne teorier kan vi som individer blive opmærksomme på, hvordan vi indgår i individuationsprocesser og dermed få et mere kritisk blik på mediernes påvirkning af samfundsopfattelsen”, forklarer Jacob Lund.

Kunsten som medie

Kan man i din optik betragte billedkunsten som et medie?

“Billedkunsten er ikke i sig selv et medie på den måde. Den har tidligere fundet sted i en række medier og genrer som fx maleri og skulptur, men er nu måske mere noget, der finder sted i alle mulige former for medier og hybrider. Dele af den er optaget af, hvordan verdensbilleder og verdensforståelser formes, og hvilken betydning medier har i de processer. Samtidskunsten får herved en tydelig medieæstetisk dimension, idet den ‘udfordrer’ os til at forholde os kritisk til de medier, som er medbestemmende for vores hverdagslige tilværelse.”

Jacob Lund peger på, at der er flere billedkunstnere, der er optaget af netop sådanne problematikker. Harun Farockis videoværk Deep Play (2007) er et eksempel. Værket kredser om brugen af de mange optagelser, der er af en fodboldkamp. Værket viser hvordan, hver enkelt spiller bliver filmet og hvert eneste træk bliver gennemanalyseret, for at der ikke er fejl eller regelovertrædelser, som overses. Dette er ikke muligt uden teknologiske medier. Men som tilskuer af fodboldkampen er man ikke opmærksom på den store indvirkning, medierne i dette tilfælde har.

I den franske kunstner Camille Henrots installationsværk Office of Unreplied Emails (vist på den 9. udgave af Berlin Biennalen i 2016) havde kunstneren printet 100 ubesvarede, digitalt lagrede e-mails ud, og hængt dem op på væggene og spredt dem på gulvet.

“Henrot sætter med værket fokus på, hvor meget vi kan have lagret på grund af teknologien. Det anskueliggør, hvor meget plads alle disse tilsyneladende immaterielle henvendelser optager i vores bevidsthed og måske tynger os.”

“Kunsten – og samtidskunsten især – er således i stand til at pege på, hvordan medierne har indvirkning på vores dagligdag og betinger vores verdensforståelse. Men sætter det samtidig op som noget, vi skal forholde os kritisk til. Dette kan bidrage til, at vi får et ikke-automatiseret forhold til medier i det hele taget”, slutter Jacob Lund.