Jacob Tækker på MOGADISHNI

Med en radikalitet usædvanlig for byens gallerier, har Mogadishni valgt at arrangere en udstilling, der udelukkende består af ét værk; én eneste videoinstallation gør galleriet til scene for en ambitiøs kunstnerisk behandling af rumfarten som sindsbillede.
Det sker med reference til den sovjetrussiske kosmonaut Sergei Konstantinovich Krikalevs ensomme ophold på rumstationen MIR i 311 dage og kulturens symbolbrug af det rumfarende menneske. I Satellite agerer Tækker selv kosmonauten og er samtidig tovholder i Ground Control. Aarhus.nu har mødt kunstneren for at høre nærmere om denne kunstneriske rumfart og lægger ud med at spørge:

Hvorfor skal vi se rumfilm på et kunstgalleri?
-Ideen opstod udfra konceptkunstneren Lawrence Weiners kritik af den traditionelle opfattelse af kunstneren som outsider og modkulturel – en slags satellit, der svæver lidt udenfor det hele. Han gjorde op med denne illusion ved at sige, at alt er kultur. Der er altså ikke nogen decideret modkultur eller kunstnere, der svæver rundt udenfor det hele. Så kan man hellere sige ”vi er alle satellitter”.
Og så har rumfarten jo sat sig mange spor, ikke mindst i den måde vi til daglig omtaler os selv. Vi ”mister jordforbindelsen”, fordi vi er ”er ude at svæve” og så videre. Videoen viser rumfarten som afbildning af disse personlige og psykologiske tilstande.

Det må have været krævende film at lave?
-Det var i høj grad en teknisk udfordring, da jeg bestemte mig for at lave en rumfilm, for hvordan i alverden gør man det?! Jeg arbejder ligesom i mine tidligere film med analoge teknikker som blue-screen, kollage og modeller, der dog denne gang er noget større! Jeg har selvfølgelig researchet en del i billeder af rumfarten – både faktiske billeder af MIR og astronautemblemer, men i endnu højere grad filmens fremstilling af rumfarten, da de nok i højere grad end virkeligheden svarer til vores forestilling om, hvordan det ser ud! Derfor ville det ikke virke troværdigt, hvis jeg kun afbildede det, som det ser ud på de virkelige rumstationer.

Giver det en særlig æstetik?
-Rumindretning er præget af, at det er dyrt og besværligt at fragte selv den mindste ting op. Derfor er alting ultrafunktionelt og nedbarberet. Jeg har kombineret denne minimalistiske æstetik med rumfilmens mere farverige billeder.

Denne minimalisme gør det vel også meget universelt?
-Ja, det bliver en almenmenneskelig fortælling; snarere en sindstilstand end en rumtilstand.

Der er også klare referencer til musikken, ikke mindst David Bowies Space Oddity…
-Den sprogliggør rumfarten så udmærket med linier som ”Ground Control to major Tom, take your proteinpills and put your helmet on” og ”Time to leave the capsule, if you dare”. Og så bruger den jo også rumfarten som billede på en sindstilstand. Udover Bowie, refererer jeg jo også til Joy Division, Kraftwerk og Morrisey, og musikken er her både noget personligt og noget alment. Man kan både føle noget helt bestemt og personligt ved at høre disse sange, og samtidig kan man møde mennesker fra hele kloden, der kender dem.

Så du arbejder mere med de kulturelle billeder af rumfart end de videnskabelige?
-Ja, helt sikkert. Da jeg lavede filmen holdt jeg også fast i mine egne forestillinger om, hvordan disse rumfartsting ville se ud. Moonwalk, rumskibe og så videre. Fordi vi alle har dannet os billeder og forestillinger af disse ting, skulle det være ret nemt at se sig selv som kosmonaut. ”Vi er alle satellitter”, siger videoen jo også.

Hvad med videoens omgivelser her i galleriet?
-Jeg har villet skabe et stort, mørkt rum, der er svært at orientere sig i. Man skal føle sig lidt i samme tomhed som videoens ensomme kosmonaut. Det her er ikke bare en komfortabel biograf.
…Og så er det da fedt at lave den første videoinstallation i her i galleriet!