Jagten på forsvunden sex

ARKEN har lavet en pæn udstilling, der for første gang i nyere tid viser både dansk og udenlandsk surrealisme sammen. Billederne hænger fint oplyst, vægfarverne er ramt smagfuldt, og teksterne er informative og uddybende uden at fylde for meget. Begærets triumf giver et lettilgængeligt overblik over, hvordan hjemlige kunstnere i 1930’erne og 40’erne oversatte sidste århundredes mest betydningsfulde kunstretning til dansk.
Hvorfor er det så alligevel en smule kedeligt?

Der er ingen vej uden om: P & K
Mange af de kunstnere, der oprindeligt sværgede troskab til surrealismen, ønskede at seksualiteten skulle sættes på dagsordenen. De havde læst og hørt om Freud og mente, at det underbevidste var der, hvor vores dybeste begær og hemmeligheder er gemt. Det ville være godt at lufte ud og vise, at kønsdriften både var betændt tabu og verdensrystende igangsætter.

Derfor malede kunstnere som spanieren Salvador Dalí og danske Wilhelm Freddie masser af falliske former, udflydende bryster og mere eller mindre direkte referencer til vaginaer. Nogle af deres malerier er med på udstillingen, men en del af den oprindelige kraft er forsvundet sammen med fortidens borgerlige bornerthed.

Organiske vækster holder bedst
Udstillingen viser også kunstværker, der er mere indirekte i deres symbolik. I Max Ernsts værker er temaet snarere underbevidsthedens utæmmelighed. Her er tilfældigt voksende organiske former og groteske samstillinger skabt på baggrund af indfald og særlige “automatiske” teknikker. Ernst er udstillingens bedst repræsenterede, internationale stjerne, hvilket synes lidt mærkeligt, da et meget større og bedre udvalg snart kan ses på Louisiana (fra 7. februar).

I denne del af udstillingen vises også skulpturer af Ejler Bille og Sonja Ferlov samt malerier af Franciska Clausen og Richard Mortensen. I disse er surrealismens symbolik ikke overtydelig, og det figurative er underspillet. De virker også som de æstetisk mest holdbare i dag.

Et spørgsmål om udvalg og tilfældighed
ARKENS udstilling har ikke mange udenlandske hovedværker og bærer præg af, hvad det nu har været muligt at låne. Det synes som om, der mangler et fokus. Hele Cobrabevægelsen er med, måske fordi de malerier har været nemme at få, og selv et enkelt skralderelief af Henry Heerup er hængt op. Her er forbindelserne vage.
Rigtig mange kunstnere kan ses som surrealister, hvis man vil. Begærets triumf er en lidt ufokuseret udstilling og egentlig ikke særlig sexet, men har dog mange fine enkeltværker.

Mangler vold
I et sortmalet hjørne gemmer sig alligevel en provokation. Nogle små, håndkolorerede fotografier og forfinede stykker grafik af Hans Bellmer er både voldsomme og frastødende. I en perfekt, tynd streg afsløres en kvindetorso som en gigantisk penis, der folder sig ind i en vagina, og rosatintede, svulmende dukkekroppe ser ud som fotograferet voldtægt. Dette er det eneste sted, hvor begær, sex og underbevidsthed endelig er tydeligt problematiseret.
For 70 år siden mente surrealisterne, at seksualiteten var en kreativ og ødelæggende kraft. Den vold, der ligger i en sådan forestilling, er ellers svær at få øje på i en ganske sober og veltilrettelagt historisk udstilling.
Kør trygt til ARKEN for at blive informeret, men forvent ingen større rystelser undervejs.