Jakob Hunosøe: Jeg håber, mine værker tilbyder noget andet end billedstrømmen på Instagram

Jakob Hunosøe fotograferer hverdagsting, men hverdagen er altid let fordrejet og anormal i kunstnerens værker. De et hundrede procent analoge fotografier bliver til i omstændelige processer med sirlige opstillinger tilrettelagt nøjagtigt for kameraets blik. Han er netop nu aktuel med udstillingen Anormaly på SPECTA, og kunsthistoriker Lotte Nishanthi Winther har bedt kunstneren fortælle om, hvordan han arbejder og skaber sine billeder.

Lotte Nishanthi Winther (LNW): Hvordan vil du beskrive dig selv som billedkunstner?

Jacob Hunosøe (JH): Jeg føler ikke nogen begrænsning i at have valgt det fotografiske medie. Jeg bygger mine værker op som en skulptør. Fotografiet som medie er meget fascinerende, og det tilfredsstiller fuldstændigt mit ønske om at være skabende. Jeg arbejder fra værk til værk og det er meget centralt for mig, at billederne er så åbne som muligt, og at man selv kan få sine egne oplevelser ud af dem. Det tager tid at tune sig ind på at skabe sit eget, og det skete først efter akademiet, at jeg begyndte at interessere mig for hverdagsobjekter. Jeg arbejder analogt og bruger hverken kunstigt lys, digitale billedbehandlinger eller andre måder at manipulere motivet på efterfølgende. Mit fotografiske virke drejer sig meget om at skære væk og trække fra og ikke at overlæsse. Hvis vi ofte ser på fotografiet som noget, der prøver at dokumentere tid og sted, så prøver jeg i stedet at skabe billeder, der sætter sig ud over det.

LNW: Du har været interesseret i objekter og situationer hentet fra hverdagen de sidste 15 år. Nu har du lavet 12 nye værker, som skal udstilles. Kan du fortælle om tankerne bag værkerne?

JH: Det her med at arbejde med hverdagsobservationer, har vist sig for mig at være uudtømmeligt. Der bliver ved med at komme nye idéer. Det vidste jeg jo ikke ville ske, da jeg begyndte at arbejde med objekter for mange år siden. Jeg føler mig meget taknemmelig over det. Værkerne, jeg udstiller, er et nedslag i min produktion og som sådan ikke lavet specifikt til udstillingen. Jeg ser det mere som en strøm af værker, jeg alligevel arbejder med, som jeg så tager ud og samler til udstillingen. Billederne er overordnet set nok lidt mere tyste og melankolske, end hvad jeg har lavet før. Hvorfor ved jeg ikke. Det er værker, der er skabt inden for det sidste år, og jeg har nydt at have tid til at lave dem. Værkerne er blevet til under de første COVID-19 nedlukninger af landet, og jeg må sige, at min igangværende praksis med hverdagsobservationer for så vidt passede fint ind i den virkelighed, som pludselig opstod omkring mig.

LNW: Udstillingens titel, Anomaly, henviser til forskydninger og afvigelser i hverdagen, som du gør til omdrejningspunkt for dine værker. Det kræver tid at være sammen med dine billeder, og det kan være gådefuldt både at se på dem – og måske også at skabe dem?

JH: Det begynder ofte med en flygtig observation, som jeg får i løbet af en dag. Jeg kan opleve en barnlig glæde ved at få en idé, som jeg skal undersøge. Det kan være en ting eller en situation, som jeg får øje på og så tager jeg typisk et foto med min telefon og skriver noter til det. Måske laver jeg nogle tegninger. Jeg kan have en bank af løse skitser, som jeg printer og laver tegninger til og så går jeg måske videre herfra. Værket er ret tankebaseret i begyndelsen, hvor jeg undersøger, om jeg kan få det til at lykkes. Der, hvor tilfældet kommer ind, kan være i opbygningen. Hvis man f.eks. tager værket med kniven, så fik jeg en tanke om at tegne knivens skygge op med olie på bordet. Da jeg tog et billede af det, viste det sig, at det godt kunne fungere. Der kan også være værker, hvor idéen virker, men når jeg så bygger rummet op, så fungerer billedet ikke alligevel. Jeg kan trykke og massere virkeligheden ind i en eller anden form for ramme. Der kan være en kamp mellem mig og materialerne eller objekterne, hvor jeg ikke kan få det derhen, hvor jeg gerne vil, og så må jeg opgive det. Det kan være nogle refleksioner i en overflade, som ikke virker, eller min vinkling med kameraet. Nogle gange bliver min idé arkiveret og bliver taget op igen, når jeg synes jeg har fundet en løsning. Hele processen kan også nogle gange bare køre godt fra begyndelsen. Det er min erfaring, at når det kører mest smertefrit, så fungerer værket også med en lethed og naturlighed, så det bliver billedets eget logik, eller dets klang, der kommer til at lyde. Værket mister ikke sin magi eller sensibilitet. Men det er måske et ud af fem værker, der egner sig til at blive udstillet.

LNW: Kan du adskille din fascination af det konceptuelle udgangspunkt på den ene side og så det færdige værk på den anden side?

JH: Nej, jeg interesser mig for hele processen. Jeg ville heller ikke kunne genskabe et værk, fordi der er noget ved den proces med at bygge billedet op, som er hyper intenst for mig. Den energi, lad os kalde den det, ville gå tabt. Den er også knyttet til værkets idé, værket er en slags ”gennemført slag”. Det skal helst lykkes den ene gang.

LNW: Din praksis er poetisk og vedholdende, og dine værker er blevet nævnt i sammenhæng med pionerer som Keld Helmer-Petersen og Man Ray. Hvis ikke lige inden for det fotografiske felt, hvordan bliver du så inspireret?

JH: Jeg kan mærke en glæde ved andres kunst, som kan virke afsmittende, hvis det er godt. Ikke så meget i forhold til mine egne værkers udtryk, men jeg kan mærke en energi, der bliver overført til mig. Da jeg var yngre, var det ofte sådan, at jeg så noget, som jeg også gerne selv ville eller kunne lave. Sådan er det ikke længere. Jeg læser mange bøger og kan blive inspireret af dem. Men det kan også være fra film og teater. Jeg har stor respekt for andre, der arbejder konsekvent med deres materiale og er insisterende. Den danske maler Vilhelm Hammershøi er så insisterende med sine billeder, og det er vildt at opleve hvordan han har siddet intenst og malet lys igen og igen for at overføre en stemning til sine malerier. Det er spændende, at man i hans værker kan se det stoflige og sanselige i malingen, alle de nuancer, der ligger i hans gråtoner og de enkle rum. Han blev ved og ved.

LNW: De billeder, du har lavet, er mere støjfrie og underspillede, end tidligere, og du holder også din farveskala til et minimum. Jeg mener, at kunstnere, hvad enten de er nulevende eller for længst afdøde, kan være engagerede i det samme kunstneriske problem eller en beslægtet søgen, og det er interessant, at du nævner Hammershøi, der levede på kanten af sidste århundrede.

JH: Med Hammershøi handler det jo også lidt om fotografi. Udover at han selv fotograferede, så masserede han måske også virkeligheden et sted hen imod et billedudtryk. Og så er han optaget af de rum og den hverdag han er omgivet af. Hans tyste sprog er meget følsomt. Der er en ren klang i hans værker. Når jeg laver nye ting, så synes jeg ikke, at jeg er begrænset af, hvad jeg har lavet tidligere. Men jeg kan jo se, at mine værker og min produktion indtil nu ikke stritter i mange forskellige retninger.

LNW: Hammershøi havde tilsyneladende også en uudtømmelig tilgang til sit udsnit af hverdagen; en sofa, en bowle eller variationer af opstillinger med hustruen Ida.

JH: Ja, det virker som om at han havde en uforklarlig fornemmelse for de ting han malede, hans objekter. Det kan jeg godt blive fascineret af. I mine egne værker kan jeg se, at jeg har arbejdet rigtig meget med lamper. Det er ikke nogen bevidst beslutning, som jeg har taget. Det er noget, der har gentaget sig, og måske er det en fornemmelse, der er rettet mod lampens geometri, linjer og bløde former. Jeg synes, det er så vigtigt at give sig selv lov til at have en fornemmelse at arbejde ud fra.

LNW: Få samtidskunstnere arbejder så konsekvent som dig med objekter fra hverdagslivet; En lampe eller en flaske, som man langsomt forstår, opfører sig afvigende, så der f.eks. opstår en urovækkende tilstand i billedrummet. Indeholder dine analoge værker en kritik af samtidens konsumerende billedstrøm f.eks. på SoMe?

JH: De er ikke lavet med det for øje, slet ikke. Men det kan måske virke provokerende, at jeg insisterer på at fotografere knive og lamper. Det tager utrolig lang tid for mig at arbejde med mit materiale. Hele processen og udtrykket producerer jeg langt fra i høj hastighed. Måske kan mine værker tilbyde noget mere nyt nu, end de kunne for blot ti år siden. Det kan måske opfattes som noget positivt, at jeg laver noget andet end blot at fange et øjeblik og dokumentere en oplevelse. Den side ved fotografiet har nu aldrig interesseret mig. Måske vil folk med mine værker reflektere lidt over, hvordan de lever i en verden og konsumerer en billedstrøm. Det vil da gøre mig glad, hvis værkerne kan det. Jeg håber, at værkerne kan tilbyde noget andet end den billedstrøm. På den måde kan der måske ligge et latent oprør. Jo vildere billedstrømmen på Insta etc. er, jo mere krævende bliver det måske at se på mine billeder. Men jeg ved det ikke.
Jeg kan godt selv lede efter de oplevelser, hvor noget hæver sig op over den storm af billeder, verden producerer, så der står et krystalklart, kunstnerisk udsagn. Så synes jeg, at man lige pludselig kan se tingene fra et andet udgangspunkt.