Jakob Kolding om gaden på Overgaden

Lotte: Udstillingen på Overgaden er den første samlede præsentation af dine værker i Danmark. Hvad betyder det for dig at kunne sammensætte en sådan ”overbliksudstilling” netop på dette tidspunkt i din kunstneriske karriere – og på dansk grund?

Jakob: En virkelig væsentlig del af mit arbejde er at arbejde med de emner, jeg er interesseret i, ikke som isolerede områder, men altid som en del af en kontekst, som en del af en lang række interrelationer. Jeg har arbejdet meget med idéer om rum og med planlægning og brug af rum. Fysisk, socialt, økonomisk og politisk rum, altid rum som en proces af interrelationer, og aldrig som en isoleret, statisk eller ren fysisk størrelse. Det giver for mig ingen mening.

Derfor er det også essentielt for mig løbende at arbejde i forskellige sammenhænge. Nogle arbejder er lavet til en kunstinstitutionel kontekst, andre er lavet til meget forskellige offentlige rum og andre igen som f.eks. pladecovers eller inserts i arkitektur-, sociologi- og kunsttidsskrifter etc. Nogle er lavet til en helt specifik kontekst, mens andre er mere generelle. Nogle eksisterer kun midlertidigt, andre længere. Der er selvfølgelig mange overlaps mellem de opdelinger her. Det er ikke nødvendigvis de store revolutioner fra arbejde til arbejde eller over tid, men et forsøg på hele tiden at forsøge at se en smule anderledes på det, at arbejde en smule anderledes med det og hele tiden forsøge at anskue emnerne fra forskellige vinkler.

Men det er ikke så tit, at jeg har mulighed for at vise disse forskellige sider af mit arbejde samlet. Tit er der kun mulighed for at vise enkelte eller et par forskellige slags arbejder, så det er en virkelig vigtig ting for mig ved den her udstilling. At kunne vise flere af de forskellige sider og sammenhængene mellem dem. Og at de forskellige arbejder på den måde også kommer til at bidrage til og udvide hinanden.
Bare som et helt konkret eksempel bruger jeg ofte de samme udklip i flere forskellige arbejder. Det er selvfølgelig en simpel måde at vise betydningen af kontekst på. At det enkelte udklip ændrer betydning afhængigt af sammenhængen, men samtidig er det også en måde at opbygge en form for vokabular på – noget, som jeg håber, bliver tydeligt for andre end mig selv ved en samlet præsentation som denne.
Og selvfølgelig, hvis jeg lige skal slutte af med det, betyder det også noget for mig at vise det i København, hvor jeg kommer fra, men hvor jeg ikke har været vist så frygteligt meget i de sidste år. København og mange af de mennesker, jeg kender her, er en væsentlig baggrund for mig og mit arbejde, så det er klart.

Lotte: Ligesom udstillingen på Overgaden er en mulighed for at vise flere måder at nærme sig emnerne på, har dine enkelte værker også flere forskellige indgange via de mange referencer til arkitektur, kunst, sociologi, fodbold, tegneserier, musik m.m. Kan du kommentere på din måde at sammenstykke collagerne på?

Jakob: Det er meget vigtigt for mig, som du nævner, at de referencer, som collagerne indeholder, giver muligheder for mange forskellige indgangsvinkler til at se på dem. Nogle, der ser dem, tager måske udgangspunkt i arkitektoniske referencer. Andre i en bestemt fodboldspiller, et citat fra en sociologisk tekst eller fra en popsang eller whatever. Så der er mange forskellige måder at se dem på. Det er både, hvad der naturligvis er rimeligt basic ved collage, at det er en meget enkel måde at sætte forskellige sider sammen og lade dem bidrage til hinanden og ændre hinanden. Og som jeg allerede har nævnt, bliver det også en måde
at opbygge en form for vokabular på, hvor de forskellige dele også skifter betydning i forhold til sammenhængen.

For eksempel arbejdede jeg længe kun med sort og hvid. På et tidspunkt tænkte jeg, at det også ku’ været meget interessant at prøve at få lidt farve ind, men jeg vidste ærligt talt ikke lige hvordan. Og hvilken farve? Jeg syntes ikke lige, der var nogen speciel grund til at bruge den ene frem for den anden. Så jeg tænkte, well, så bruger jeg farverne fra Brøndby og Liverpool, som er mine to favorit fodboldklubber. Det blev så blå, gul og rød, og det var først senere, at det gik op for mig, at det selvfølgelig i en kunstsammenhæng blev en reference til de Stijl og hele den der modernisme. Det, synes jeg, var interessant. Det var ikke udgangspunktet, men det kan jo også være lige meget.
Udover det kan jeg godt li’ at man med collage, som et simpelt trick, kan lave den lille forskydning, der får folk til at se en ekstra gang. At tage for eksempel et citat fra en eller anden urban studies-tekst og sætte Batman til at sige det. Jeg tror, at det helt banalt gør, at man tænker over citatet og Batman på en ny måde, og ikke på samme måde tager det for givet.

En anden og for mig meget vigtig side af at arbejde med collage er, at hvert udklip åbner det enkelte værk op og udvider det, i stedet for at forsøge at skabe et sluttet kunstværk med en eller anden slags påstået isoleret mening. Hvert udklip bliver automatisk en reference til noget udenfor værket, og på den måde udvider hvert element arbejdet. Det ville aldrig give mening for mig at se de enkelte elementer som isolerede. Både fordi jeg ikke har opdelt mit liv i adskilte kasser: En for kunst, en for fodbold, en for musik, en for akitektur og planlægning, en for politik osv. Men det er også principielt vigtigt for mig ikke at opfatte forskellige felter som isolerede fra hinanden. For at tage et meget konkret eksempel fra et område, som jeg tidligere har arbejdet med, nemlig diskussionen omkring 60’ernes og 70’ernes forstadsbyggeri, så ser det efter min mening ofte ud som om, at alle sociale problemer i disse områder alene skyldes dårlig arkitektur og planlægning. Det er selvfølgelig et bekvemt standpunkt, fordi man så ikke behøver at overveje den generelle boligpolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, integration og flygtningepolitik, lokale, nationale og internationale økonomier, rascisme, medierepræsentation osv. – faktorer, som ofte går stik imod de erklærede intentioner for et specifikt boligområde. I stedet kan man male gavlene og den slags, og på den måde prøve at ”hjælpe” områderne. Ikke at der i sig selv er noget galt med gavlmalerier overhovedet, men de ændrer næppe noget ved de mest afgørende årsager for definitionen af et område.

Lotte: Fortæl lidt om dit arbejde med de nyere skulpturelle modeller.

Jakob: Jeg har altid været interesseret i, hvad der sker fra plan til realisering. Tit er plan og idé super, men der kan være meget langt til det realiserede projekt. Afstanden mellem idéer og deres resultat er selvfølgelig interessant, og ikke mindst hvad det er, der sker undervejs. Og afstanden kan naturligvis gå fra at være relativ lille til enorm. Ofte kan man, synes jeg, selv når afstanden er meget, meget stor, egentlig godt følge og forstå, hvad der er sket. Men der er naturligvis også nogle gange, hvor man bare ikke forstår, hvordan det er muligt at fucke sådan op fra a til b.

Grundlæggende handler det for mig også om at overveje i hvor høj grad, man overhovedet kan forudsige en meget kompleks virkelighed med modeller. Eller rettere: Hvordan man kan bruge de overvejelser modellerne indeholder uden at lade dem overstyre. Og det handler om sammenhængen mellem den formelle side af arkitektur og den funktion, som arkitekturen får i en social virkelighed. Jeg vil vove at påstå, at betydningen af den formelle side tit bliver overvurderet. Og det samtidig med, at jeg mener, at den er super vigtig! Men for at vende tilbage til eksemplet fra før køber jeg altså ikke, når sociale problemer i et bestemt boligområde bare bliver tilskrevet arkitekturen. Og det er en meget almindelig historie.

Med skulpturarbejderne ville jeg gerne, som udgangspunkt, bruge en del fra arkitekturmodeller, men samtidigt lave noget der forhåbentligt er meget åbent, skrøbeligt og procesorienteret. Og, meget vigtigt, er de, selvom de klart formelt set refererer til arkitekturmodeller, ikke på nogen måde modeller. Snarere handler de, som sagt, netop om afstanden mellem modeller og den virkelighed, de refererer til. De skal ikke realiseres et andet sted, i anden skala eller noget. De er, hvad de er, og så er det vel en skulptur, selvom det ærligt talt har taget mig noget tid at vænne mig til det ord. En struktur bygget til et bestemt rum og en bestemt situation. Og bygget på stedet. De er alt for skrøbelige, sådan rimelig mikadoagtige, til at kunne flyttes og eksisterer også kun under udstillingen.

Jeg har gennem det sidste års tid eller lidt længere arbejdet med flere forskellige udgaver. Nogle har, ligesom her på udstillingen, været bygget på et podium som et forsøg på også at bruge den præsentationsform som white cube-konteksten er, mens andre har været bygget direkte ind i et specifikt rum, langs panelerne eller bag en radiator.

På en måde er de her skulpturer egentlig en slags 3D-udgave af collagerne. Men selvom den sammenhæng er ret tydelig, ændrer det selvfølgelig også nogle ting afgørende, at de er tredimensionelle. Det er en helt anden måde at relatere til rum på. Udover det stedsspecifikke aspekt må man også bevæge sig rundt om dem på en helt anden måde for at se dem. Som med collagerne indeholder skulpturerne også referencer fra mange forskellige områder men måske med lidt større fokus på forskellige idéer om modeller. Sociale modeller, eksperimentelle og aldrig realiserede arkitekturmodeller osv.

Lotte: Du har netop afsluttet et større projekt til Frankfurter Kunstvereins café, som man kan se dokumentation af på udstillingen på Overgaden. Hvordan var det at skabe en sådan permanent installation i forhold til dine mere midlertidige præsentationer i f.eks. byrum?

Jakob: Det er første gang, jeg har arbejdet med et helt rum på den måde. At prøve at skabe en sammenhæng mellem de enkelte vægge, men også at prøve at definere et helt sammenhængende rum. Og selvfølgelig er det radikalt anderledes fra både de white cube-udstillingsrum eller de offentlige rum, som jeg altid har arbejdet meget i forhold til. Jeg har med bill-boardprojekter arbejdet i en tilsvarende skala. Men i og med at de er på gaden, får man i forhold til, hvad jeg arbejder med, på en måde en helt gratis kontekst foræret. Den bliver en del af opfattelsen af billboardværkerne, og tilføjer dem automatisk en masse. Det sker ikke på samme måde i en café på en kunstverein. Og samtidigt er det jo åbenlyst heller ikke det samme, som hvis væggene var placeret i et af udstillingsrummene i samme kunstverein. Som udgangspunkt ville jeg gerne prøve at lave et rum, der både indholdsmæssigt og formelt er et åbent rum. Kunstverein i Frankfurt ligger midt i det her centrum, der skal forestille det gode gamle traditionelle provinsielle bytorv, og jeg ville gerne lave noget, der signalerede en anden meget åben old school utopisk idé om rum, men baseret på antydninger mere end anvisninger. Så jeg brugte en del tegninger af de her temmelig utopiske arkitekturmodeller til at skabe en form for rum med muligheder og så med mindre eksempler på brug af rummet.

En anden ting ved den her situation at arbejde i er jo også, at folk kommer der tilbagevendende. Mange af de plakat- og billboardprojekter, jeg har lavet, er på sin vis meget direkte. De hænger på gaden, og folk skal nå at se dem i forbifarten, og der foregår så meget andet omkring dem. De er også meget direkte i deres forholden sig til omgivelserne med spørgsmål omkring planlægning og brug af byrummet.
Men, jeg tror, de samme spørgsmål vil blive temmelig banaliserede og temmelig anstrengende, hvis de er på en café, og folk midt i kaffen og kagen får spørgsmål som “hvem bruger rummet?”, “hvad bliver det brugt til?” osv. Det ville virke latterligt i stedet for relevant.

Jeg tror, det er vigtigere at forsøge noget, der mere åbner op uden at være så direkte.
Og det gælder egentlig også rent formelt. At lave noget der får rummet til at virke mere åbent og noget, der også forholder sig direkte til rummet selv.

Og som du nævner, er det her projekt mere permanent. Det er en helt afgørende side af plakat- og billboardprojekterne, at de er midlertidige. At de er på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, men at der ingen prætentioner er whatsoever på at lave noget mere monumentalt eller permanent.
Det er også en grund til, at det var vigtigt for mig at lave projektet til caféen meget åbent, at det bliver der et stykke tid. Om end nu ikke på den måde permanent, men måske et års tid, tror jeg.

Lotte: Dine værker kredser om forskellige former for rum, og særligt byens planlagte rum og det sociale rum, som opstår ved borgernes konkrete oplevelse og brug af byrummet. Hvor ser du kunstens rum? Eller med andre ord: Hvordan kan (din) kunst skabe ny indsigt i forholdet mellem mennesket og de rum, vi befinder os i?

Jakob: Nå ja, først vil jeg lige sige, at jeg ikke tror, man kan sige noget generelt om, hvor kunstens rum er, eller hvad kunst kan eller skal. Det vil naturligvis altid komme an på konteksten. Angående mit eget arbejde, så handler det i høj grad om et forsøg på at stille spørgsmål og overveje forskellige idéer. Jeg har som udgangspunkt længe været interesseret i en masse grundlæggende idéer omkring planlægning og brug af rum, men jeg er meget lidt interesseret i at komme med færdige svar. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har en masse meninger om en masse konkrete spørgsmål og heller ikke, at disse ikke kan ses i arbejderne, overhovedet ikke, men for mig handler det mere om diskussionen end om at komme med konkrete forslag.

Jeg er selvfølgelig selv interesseret i både kunst- og arkitekturprojekter, der baserer sig på fysiske konstruktioner af nye rum, men det er ikke noget, jeg tror, jeg selv vil kunne finde ud af at gøre noget særligt interessant ved. Jeg har ingen hemmelige planer om noget, jeg ville gøre, hvis nogen pludselig gav mig en hel masse penge til at bygge for. Det handler mere om at foretage forskellige overvejelser og se på forskellige idéer og så selvfølgelig på forskellig vis at dele de overvejelser og idéer med andre mennesker. Blandt andet også med nogle af de mennesker der rent faktisk planlægger og realiserer. Derfor er det, som jeg tidligere sagde, også vigtigt for mig at arbejde i forskellige sammenhænge. Arbejderne ændrer sig meget ved, om de hænger på gaden, er i et arkitekturmagasin, på et pladecover eller bliver vist i en kunstinstitution. Og det gør modtagergruppen selvsagt også.

For mig har kunstkonteksten været et sted, hvor det kunne lade sig gøre at arbejde på denne måde.
Inden jeg startede på kunstakademiet gik jeg på RUC, og det syntes jeg egentlig meget godt om, men samtidig syntes jeg også, at det på en eller anden måde – i forhold til hvad jeg var interesseret i – var begrænsende at arbejde sådan, som selvfølgelig er påkrævet, hvis man skal arbejde i en universitetskontekst. Ikke at der nødvendigvis er noget galt med det, det er slet ikke det. Det var bare at for mig personligt, manglede jeg noget. Hvis jeg f.eks. sad og skrev om byfornyelse på Vesterbro, syntes jeg, at det var et problem ikke at kunne inkludere forskellige dagligdagsting som jeg, midt i de teoretiske, praktiske og politiske sider, også syntes var relevante, enten direkte indholdsmæssigt, som parallelle sociale faktorer eller bare til at give et andet perspektiv. Eller hvis jeg skulle inkludere dem skulle jeg i hvert fald først skrive et helt projekt om Henri Lefebvre og Everyday Life, og hvor meget jeg end ka’ li’ Lefebvre ville jeg nogle gange bare gerne citere en sang af The Jam. Så på en måde har de emner, jeg arbejder med, ikke ændret sig særligt meget, men mere måden jeg arbejder på.