Jan Skovgård: “Jeg er et af de mennesker, der har slået en kolbøtte”

Kunstneren Jan Skovgård var som ung et fremstormende talent. Men efter vanskelige år sprang han i døden fra en bro under en udgang fra en psykiatrisk afdeling. Han overlevede. Og nu laver han kunst, der søger at tildele skrøbeligheden værdighed.

Første artikel i serien Det personlige kunstværk

Er det muligt at komme igen efter et fald? Er det muligt at blomstre igen? Spørgsmålet står et eller andet sted altid og vibrerer i Jan Skovgårds kunst.

Men hvad er det i virkeligheden, vi ser? Det er jo ‘bare blomsterbilleder’: Buketter fra ‘Meny’ eller grøftekanten, stængler af Vildrose, Mælkebøtte, Padderokke, Kamille, ‘ukrudt’, græsser, rødder, knolde.
Arrangeret på en flade – nogle gange som mængder af småkviste eller pulveriserede plantedele. Andre gange er blomsterne afskårne eller næsten brutalt bundtet sammen, holdt på plads af vaklende stilladser af småpinde eller farvet isoleringstape – ja, masser af tape, så meget at tapen til tider indtager hovedrollen.
Derefter er disse plantearrangementer fotograferet, fritlagt og printet på (ofte store) hvide aluminiumplader.

Men selvom man ikke kender til Jan Skovgård personlige historie, vil de fleste nok alligevel ane, at disse billeder er mere end ‘bare blomsterbilleder’. At der i disse i grunden nøgterne og fragmentariske opstillinger af plantemateriale ligger noget under. Noget flosset, brudt, skrøbeligt og sårbart.

En genforhandling af livet

Jan Skovgårds kunst handler ikke om blomster. RE-flower var titlen på en af hans sjældne udstillinger, den retrospektive visning på Banja Rathnov Galleri i 2020, og det er en titel, som meget vel kunne have været overskriften for alle kunstnerens mange billedserier de sidste tolv-tretten år. RE-thinking, RE-vival, RE-tour, RE-break er andre titler på værkserierne, og ser man efter, forstår man, at der finder en form for genforhandling sted i Skovgårds blomsterbilleder. Af livet, af tilværelsen.

“Jeg er et af de mennesker, der har slået en kolbøtte”, fortæller Jan Skovgård, da jeg besøger ham i hans hjem syd for Odder. “Epicentret er den 17. marts 2004, hvor jeg under en udgang fra en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling sprang fra Ringgadebroen i Aarhus (den er høj skulle jeg hilse og sige, red). Jeg gik rigtig, rigtig meget i stykker, og alt skulle læres på ny: at trække vejret, at gå, at tale, spise og sidde…”

Jan Skovgård har på ingen måder berøringsangst i forhold til sin dramatiske historie, lykkepillerne og sin halten. Han viser mig sågar ‘sit ekstra knæ’ midt på skinnebenet og de mange steder, han er lappet sammen på kroppen.

“Når jeg går igennem tjek-ind i en lufthavn, er jeg udsat for en vis opmærksomhed,” fortæller han med et grin. “Der kommer altid flere hen og kigger med – der er rigtig meget metal i min krop”.

“Mine værker handler om, om man kan blomstre igen, om man kan få en ny chance, om det er muligt at genskabe verdenen? Langt hen ad vejen identificerer jeg mig med de planter eller blomster, der figurerer i mine billeder.”

Hvem er Jan Skovgård?

Men inden vi går nærmere ind i Skovgårds mange billedserier med planter og blomster fra de seneste år, så spørger du måske: Hvem er Jan Skovgård – og hvem var han før 17. marts 2004? For Skovgård er ikke en kunstner, der udstiller meget, og mange kender ham ikke.

Som autodidakt trådte han i midt-1980’erne ind på den aarhusianske kunstscene og opnåede tidligt succes med opkøb fra blandt andet Århus Kunstmuseum (i dag ARoS) og Brandts Klædefabrik (i dag Kunstmuseum Brandts). Ser man hans malerier fra den gang, var han en af de unge vilde – uden at han selv helt var klar over det.

Men snart drejede hans interesse i retning af det konceptuelle, og her fandt han mest genklang blandt venner og kollegaer. Han rejste med sin familie til Paris og New York for at finde ligesindede, og knoklede under meget vanskelige amerikanske forhold for at bryde igennem. I 1996 måtte han desillusioneret kaste håndklædet i ringen og rejse hjem til Aarhus.

“Det var nedtur at komme hjem, fordi jeg jo et eller andet sted ikke var lykkes.
Det, der skete derefter, var, at jeg frasagde mig kunstverdenen. I otte år lavede jeg stort set ingen værker. Jeg så ikke en kunstudstilling. Og den fortrængning, den venden ryggen til det, der ikke ville mig, var jeg mig ikke bevidst.”

I stedet kastede Skovgård sig over internettet og programmering, som han lidt tilfældigt havde lært sig selv i New York. I flere år havde han et firma, der lavede hjemmesider, men nedenunder larmede uroen.

“Jeg kan huske, jeg var ude i Hinnerup ved et ringbindfirma, der skulle have lavet en hjemmeside, og da jeg kørte derfra, tænkte jeg: ‘Jan, hva’ fanden rager ringbind dig?’
Den tanke skal man så klappe ned så hurtigt som muligt, for ellers har man ikke noget firma.”

“Når vi så kommer hen til foråret 2004, så trykkede fortrængningerne sig for alvor på. Inden for psykologien har man jo beskrevet, hvad der sker, når man lægger låg på. Og jeg udviklede en dyb depression, der resulterede i indlæggelse, psykose og selvmordsforsøg.”

Man bliver ydmyg

Efter at Jan Skovgård mirakuløst overlevede sit fald fra Ringgadebroen, startede en lang proces med genoptræning, og i løbet af ophold på blandt andet Paraplegifunktionen under Sygehus Viborg mødte han en masse mennesker, der på forskellig vis “var ramt på livet, og lå ned.”

“Det gør, at man bliver ydmyg. Jeg er blevet et mindre skråsikkert, mere accepterende, mere rummeligt og mere frisat menneske. Det, der sker, når man har været så langt nede, er, at man får sine prioriteter på plads, og jeg vil hellere have et nik fra min nære omgangskreds end ti likes på instagram.”

Efterfølgende fik Jan Skovgård tilbudt en uddannelse som multimediedesigner på Erhvervsakademiet, og efterfølgende blev han ansat samme sted som underviser. Der arbejdede han i 15 år til sidste år, hvor han gik på pension.

“Det betød, at jeg ikke havde tid til kunst på samme måde, som hvis jeg ikke havde arbejde, Men det har altid været sådan, at hvis jeg ville det nok, hvis det var present nok – ja, så skulle jeg nok få det klemt ud.”

“Samtidig betød det, at jeg er en kunstner, der ikke skal tænke i projekter. Jeg har haft kunstnerisk frihed. Det at få økonomien på plads på andre betingelser end kunsten har været en kæmpe frisættelse.”

Og Jan Skovgård har faktisk været utrolig produktiv gennem alle årene. Som redaktør på kunsten.nu har jeg gennem årerne i en jævn strøm fået tilsendt materiale om hans nyeste serier, flankeret af tekster, der er små værker i sig selv. Du kan selv følge med på Skovgårds blog.

Jeg er det bøjede søm

“I starten efter mit fald så jeg min kunst som eksponent for det handicappede,“ fortsætter Jan Skovgård. “Det handler om en erkendelse af, at jeg er det bøjede søm, der er blevet rettet ud igen. Det bøjede søm kan ikke bruges til noget. Med tiden kan man rette det ud igen. Jeg er blevet så lige, at jeg i femten år har kunne undervise på et erhvervsakademi. Men det, der er med bøjede søm, der er blevet rettet ud, er, at hvis du skal bruge det igen, skal du gøre det med respekt for, at det har været bøjet. Det bøjer nemlig utrolig nemt igen, hvis du hamrer på det. Forskellen på det bøjede og det lige søm er, at man har en erkendelse af, at søm kan bøje.”

“Tidligere troede jeg, jeg var det lige søm. I min verden var der ingen psykiatri. Der var ikke noget i familien. Jeg mosede på. Jeg havde en ide om, at jeg kunne opnå, det jeg ville, fordi jeg havde evnerne til det. Det at erkende: ‘Jan, du ligger ned’, det har jeg sat i spil i forhold til min kunst. En erkendelse af, at man har en anden position end de fleste.”

Her kan man eksempelvis kaste et blik på serien RE-flower 4, hvor de horisontalt liggende blomster er støttet af et skelet af småpinde. Det er en vaklende afstivning, men dog en afstivning, en struktur.

“Den her position – det, at jeg et eller andet sted er på krykker – det er mere eller mindre eksplicit i alle mine værker”.

“Mine værker er en måde at forholde sig til noget, som er historie, men som også har en konsekvens, og som har gjort mig til den, jeg er. Men selvom jeg kunne have valgt at arbejde i mol, prøver jeg at arbejde i dur. Mange oplever, at mine billeder er ‘positive’. De spørger: ‘Hvordan fanden kan de være det, når du har været igennem det, du har været igennem’? Men jeg har ikke noget behov for at forstørre det traumatiske. Det ved jeg da godt, er der. Men det er mulighederne for at finde den næste trædesten, det handler om. At du sidder i kørestol eller har en krykke, ændrer ikke ved det. Det er det, der foregår i dit hovede, der er afgørende. Den kunst, jeg ønsker at producere, handler om muligheder og potentialer – også selv om det kommer fra en liggende position eller på antidepressiv medicin”.

Hvad sker der, hvis man river en plante op og vender den på hovedet. Er der stadig liv? Skovgård stiller spørgsmålet med sin RE flower 7-serie, og planten svarer ved stadig at skyde.

“Jeg har erkendt, at når vi kommer ind på den psykiske side af mennesket, når det ikke går godt, og når vi bliver selvdestruktive, ja, så bliver der stille. Det er et tabuiseret område.
Men mine værker bliver også mødt med genkendelse, og jeg har mødt mange mennesker, som har behov for at dele egne erfaringer. Der er et stort behov for at tale om det, for at udtrykke sig om det, der er undertrykt, for at tale som ligesindede.”

“På den måde er min kunst et udtryk for at tildele skrøbeligheden værdighed – for at se potentialet i skrøbeligheden. Vi snakker meget om ligestilling i forhold til køn og etnicitet. I forhold til ligestilling mellem folk, der er skrøbelige og folk, der ikke er det – ja, der er der godt nok også et stykke vej endnu. Der er langt til en fælles erkendelse af, at vi alle er bløddyr, at vi alle kan knække.”

“Skrøbeligheden har også styrker. Det bedste jeg har gjort for mig selv, det er at ændre min ambition. Da jeg var ung og usårlig, ville jeg have et ‘say’ på kunstens historie – intet mindre. Nu laver jeg noget, hvis jeg har lyst.
Det er kolossalt belastende at gå den lige vej. Jeg bliver jo helt ked af det på alle de lige søms vegne,” ler Jan Skovgård.

Planter der overlever

Det er begyndt at betyde noget, hvilke planter, der optræder i værkerne. I begyndelsen brugte Skovgård buketter fra dagligvarebutikker. Senere har han i højere grad benyttet planter fra grøftekanten eller baghaven. Kamillen bruger han med en viden om, at den er en af de eneste planter, der overlever plantegifte. Det samme gælder for Padderokken:

“Du kan sprøjte Roundup direkte på en Padderokke og den overlever! Det får mig til at smile, fordi jeg ved, under hvilke betingelser de her planter lever.”

Er overlevelse en slags kodeord for dine værker?

“Ja, det kan man godt sige, og det er jo der, jeg allierer mig med planterne, som jeg siden har fundet ud af er fantastiske og avancerede skabninger, der i deres genmateriale har potentialet til at blive dyr, og som i øvrigt skaber alt den ilt, der er betingelsen for liv.”

Tape som førsteviolin

Efterhånden er den farvede isoleringstape kommet til at fylde mere og mere i billederne. Det er sket af sig selv og ikke som følge af en beslutning:
“Man kan blive så frisat overfor sine værker, at det uventede kan ske. Den største frisættelse er, at man prøver noget af, og så – når man er i gang med at forfølge sit koncept – virkelig kigger efter og er parat til at lave en iteration eller revurdering af, hvad man nu møder på sin vej”

I forlængelse af det har Skovgård så lavet eksempelvis serier af tapede monokromer og serien Boogie Woogie (med kunsthistorisk vink til Piet Mondrians Broadway Boogie Woogie, 1943). Han har også udviklet sin helt egen farvelære med baggrund i de kulørte tapestrimler. Grøn er nostalgi. Gul og rød mainstream, og blå det nye…

Om Boogie Woogie serien skriver han på sin blog:
“Der er dem, der står op … og der er dem, der ligger ned. Der er dem, der bærer … og der er dem, der bliver båret.
Der er også nogle af dem, der bliver båret, der bærer.
Og det er langtfra statisk, – det er boogie woogie.”

Tapen har også taget over i serien RE-flower 19 (herbarium). I det traditionelle herbarium er det planten, der er vigtig, mens man forsøger at gøre tapen så usynlig som mulig. Hos Skovgård tager den farvestærke tape hovedrollen, mens man skal spejde efter det spinkle rajgræs.

“Tapen bruges normalt blot som support. Men mine ting handler faktisk meget om support, fordi det er jo det, krykken, rullestolen og alt det metal i min krop er: support.
Supporterne er her gået i udbrud med stor farvepragt og har indtaget rollen som førsteviolin.”

“Jeg vil jo gerne se tapen som bandager. Det, der er gået i stykker, binder vi sammen for at gøre det helt igen, eller også vil vi støtte det, så vi kan fungere, som om det var helt.”

Når du taler om, at skrøbeligheden er et tabuiseret område, som der er behov for at tale om, opfatter du så også dit projekt som et politisk projekt?

“Jeg tror ikke, jeg er missionerende. Jeg er pisselykkelig over, at jeg kan formulere mig om de her ting på min måde gennem den kunstneriske form. Om der så er nogen, der lytter i den anden ende, er jeg mere forbeholden over. Jeg ved jo godt, at alle har travlt med at formulere sig. Og det er meget svært at finde en platform at tale fra, der ændrer kulturen signifikant.
Jeg ville godt have, at den dagsorden, jeg sætter, havde en større gennemslagskraft, hvis jeg skal være ærlig – men jeg ved også, at det ville have sin pris.”

“Det er altafgørende, at jeg kan formulere mig, og jeg behøver ikke så mange lyttere. Dog er det vigtigt at have nogle få, jeg føler, forstår mig.

Men hvis jeg ikke havde mulighed for at materialisere en ide til noget udenfor mig selv gennem produktion af mine ting… så ville mit liv være fattigere.”