Jane Jin Kaisen modtager Beckett-prisen 2023

2. november 2023

Beckett-Fonden tildeler i samarbejde med Copenhagen Contemporary Jane Jin Kaisen Beckett-Prisen 2023 på 250.000 kr.

Jane Jin Kaisen, modtager af Beckett-prisen 2023. Pressefoto, Copenhagen Contemporary.

Beckett-Fonden tildeler i samarbejde med Copenhagen Contemporary Jane Jin Kaisen Beckett-Prisen 2023 på 250.000 kr.


info


Beckett-Fonden tildeler i samarbejde med Copenhagen Contemporary Jane Jin Kaisen Beckett-Prisen 2023 på 250.000 kr.

Jane Jin Kaisen hædres for sit toneangivende kunstneriske virke, der gennem filmiske værker bevæger sig i krydsfeltet mellem levede erfaringer, kropsliggjort viden og politiske historier.

Beckett-Prisen uddeles i samarbejde med CC årligt til en billedkunstner, der har sit virke i Danmark, og som har skabt et originalt bidrag til billedkunsten. Ved uddelingen lægges der vægt på, at kunstneren gennem en betragtelig årrække har udviklet et personligt kunstnerisk sprog præget af kvaliteter som humanisme, idémæssig præcision, distinkt håndværksmæssig udførelse og fordybelse i materialer og virkemidler.

CCs direktør Marie Laurberg udtaler på vegne af juryen:
“I løbet af to årtier har Jane Jin Kaisen skabt et enestående oeuvre, der er kendetegnet ved hendes visuelt slående film, som kombinerer historiefortælling, spiritualitet og musik. Hendes arbejde er gennemsyret af en stærk intersektionel og feministisk stemme, der kontinuerligt advokerer for frihed.
I sit arbejde bygger hun bro mellem historier fra sit fødeland Sydkorea og erfaringer med transnational adoption og racialisering. Det, der er så tiltalende ved Jin Kaisens arbejde, er hendes følsomme tilgang til dybt komplicerede emner, hvilket vidner om hendes høje kunstneriske integritet. Jane Jin Kaisen er blevet valgt enstemmigt af juryen, og vi er stolte over at tildele hende Beckett-Prisen 2023.”

Kilde: Copenhagen Contemporary