Japanske tegneserier som kunst

I Danmark døde interessen for de europæiske tegneserier engang i starten af 1990’erne. Nogle år senere begyndte nye, billige japanske serier at komme i butikkerne, men de blev i starten ikke taget særlig alvorligt. I kølvandet på lanceringen af Hayao Miyazakis succesfulde tegnefilm, som Chihiro og heksene, er tonen ved at skifte. Udstillingen Manga! forsøger at vise forældre og bedsteforældre det smukke og fascinerende i et billedunivers, som de yngre familiemedlemmer allerede færdes i.

En del af den visuelle kultur
Tonen på pressemødet var ellers underlig defensiv. Måske var det de gråhårede anmeldere, der skulle overtales, måske er et kunstmuseum altid tøvende over for udstillinger om populærkultur. Der blev brugt meget tid på pædagogiske redegørelser, der iøvrigt fortsætter forbilledligt i udstillingens stringente, stramme og meget pæne opbygning.

Første del af udstillingen definerer forskellene imellem de mange tegnede serier og film til mindre drenge og piger, til større teenagere og til voksne. Det meste er bag glas i form af spændende smagsprøver. Manga og anime bliver her præsenteret som en del af en større visuel kultur.

Nu er det kunst, det gælder
Den anden sektion er også en smagsprøve, hvor tre samtidskunstnere viser værker, der alle er engageret i nyere japansk kultur. Kumi Machidas tuschmalerier, hvor hørpapirets bund er en væsentlig medspiller, er foruroligende perfekte i deres fremstilling af anonyme gummimennesker.

Tabaimos store tegnefilmsinstallation er markant i sammenkædningen af toiletkultur, kvinders identitet og gamle myter. Kenji Yanobes atombeskyttelseslegehus er kun åbent for børn, som bittersødt provokerende lokkes inden for til slikskål og projiceret hjemmevideo med kunstnerens far. Der kunne sagtens have været vist mere, for det er kunst, der både er ligetil og ganske dyb.

Og der er en forhistorie
Den mest traditionelle del af udstillingen skaber et historisk forlæg ved at kaste blikket bagud. Masseproducerede, billige tryk skabt i 1800-tallet med et enkelt, effektivt billedsprog med kraftige konturlinjer og dramatiske beskæringer. Teknikken genfindes i nutidens manga, der også trækker på det fabulerende, groteske og parodiske i fortidens malede billedruller. Parallellerne er nemme at se, selvom de kan virke lidt konstruerede i udstillingens sammenhæng.

Men er det kunst?
Levende og dynamiske, men også kommercielle fænomener som manga og anime bliver taget ud af kontekst, når de præsenteres på en udstilling. Det skærper tilskuerens sansning og forhøjer opmærksomheden over for detaljen. Den nyfundne æstetiske kunststatus kan dog diskuteres. De enkelte tegneseriebilleders placering i en fortsat fortælling underkendes. Problematiske og stødende aspekter er næsten helt pakket af vejen, og en eksisterende underskov af tentakel- og robotsex, voldtægtsfantasier og konsekvent pædofile serier vises ikke.

For klarhedens skyld har Louisiana og kuratoren Mette Marcus valgt at se bort fra disse og andre større kulturelle sammenhænge. Det er der kommet en smuk og fascinerende introduktionsudstilling ud af. Tegneseriefans kan glæde sig over, at en vigtig del af den globale visuelle kultur er blevet accepteret som finkultur.