Jeanette Ehlers: “Jeg sammenfører den afrikanske kolonihistorie med den grønlandske”

Jeannette Ehlers tog i 2019 del i et kunstprojekt i Nuuk, hvor hun satte spørgsmålstegn ved, hvem der fortæller historien. Ehlers arbejder ofte med Danmarks involvering i det sydlige Atlanterhav med udgangspunkt i slavehandlen. Men problemstillingen kan også rejses i Nordatlanten og i den tidligere koloni Grønland.
Museumsinspektør på Nuuk Kunstmuseum Stine Lundberg Hansen har talt med kunstneren.

Jeannette Ehlers var inviteret af Nuuk Kunstmuseum og den Nuuk-bosatte kunstner Gudrun Hasle til at skabe et kunstflag til flagstangen ved Holms Hus midt i Nuuk. Flaget var en del af et offentligt kunstprojekt kaldet ERFALASOQ//FLAG, hvor fem kunstneres flag gennem 2019 blev hejst og vejrede i flagstangen ved Holms Hus.

Læs også “Jeg vil garne være usynlig i Grønland” 

I 2021 er det 300 år siden, at dansk-norske missionær Hans Egede første gang satte sine ben i Grønland og på Danmarks vegne påbegyndte koloniseringen af landet. Holms Hus er et af Nuuks første selvbyggerhuse fra 1930erne. Det ligger på vejen til den gamle kolonihavn, hvor Hans Egede slog sig ned i 1728 imellem Selvstyrebygningen og en statue af en tronende Hans Egede på en høj; en kopi af en statue, der flankerer Marmorkirken i København.

“Until the lion has their historian, the hunter will always be the hero” stod der på Ehlers flag, skrevet med kul, trykt sort på hvidt. Jeannette Ehlers har i sin kunst arbejdet med kolonisering, med slavehandlen, den afrikanske diaspora, men måske først og fremmest med historieskrivningen; hvem skriver og får deres stemmer med i historien, og hvilke stemmer lades bagud, overhøres og glemmes. Jeg har sat Jeannette Ehlers i stævne en mandag i april 2020 over Skype. Jeannette fra Danmark, og jeg fra Grønland; i to nedlukkede samfund i undtagelsestilstand med Atlanterhavet imellem os.

“Jeg var inspireret af en tekst, jeg fandt i 2008, da jeg var i Ghana”, fortæller Ehlers. “Det var en tekst eller et tag, som var skrevet i ruinerne af et gammelt dansk fort, der hedder Fort Prinzenstein. Teksten er et afrikansk ordsprog, som lyder ‘Until the lion has his historian the hunter will always be a hero’. Ordsproget eksisterer i forskellige versioner, men her var det sådan det stod.”

“Jeg syntes, det var en smuk, lidt kringlet, men alligevel simpel tekst, som taler om magtforhold, repræsentation og historieskrivning. Hvem er det, som har fået lov til at fortælle historien igennem tiden, og hvem får lov til at overlevere og dominere historieskrivningen. Det har været det vestlige blik. Også i forhold til Grønlands historie og involvering med Danmark; at der har været en dominerende fortælling om Grønland fra en dansk side, som har udeladt rigtig mange nuancer og som kun er fortalt ud fra én bestemt position, nemlig den danske. Lige der følte jeg en sammensmeltning, som kunne forene de to nationer, Grønland og Ghana, med Danmarks rolle som koloniherre og hele den fortælling som omdrejningspunkt.”

Ehlers tog i 2008 et fotografi af teksten på væggen i Ghana, som hun i et senere kunstprojekt kopierede over på væggen i Vestindisk Pakhus i København. Skriften på væggen fra Vestindisk Pakhus blev igen kopieret over til flaget.

“Der har ligesom været en rejse med teksten. Jeg synes, at det var en enkel og poetisk måde at sammenføre den grønlandske kolonihistorie med den afrikanske kolonihistorie og Danmark. Jeg har også lavet lidt om på teksten, jeg har ændret his til their; en opdateret samtidsbeskrivelse af køn med et mere inkluderende blik.”

Atlanterhavet

Bølgerne vælter ind. Sorte, rødlige, grønlige. Ikke blå, drømmende og længslende, men som holdt bølgerne på en anden fortælling om havet – en mørkere, dybere og udslettende én.

Det er videoværket Waves af Jeannette Ehlers. Det toner frem som et billede på det Atlanterhav, der ikke kun rummer opdagelsesrejsen og udforskningen af ukendt land, men også kolonisering, slavehandel, flygtninge, udbytte og udnyttelse af ressourcer med europæerne i magtens centrum.

Vestindisk Pakhus ligger lige overfor Nordatlantens Brygge i København. To kajer der minder os om og binder Danmarks kolonier i Sydatlanten sammen med kolonierne i Nordatlanten. Bundet sammen af Atlanterhavets sejlede skibene henholdsvis nordpå og sydpå. Kolonisering er ikke lokal, men global – og den er først og fremmest et europæisk projekt, som har skabt strukturer, magthierarkier, privilegier og et verdenskort, som dominerer den dag i dag.

Med sin dansk-caribiske baggrund er det netop dette, Jeannette Ehlers kredser om i sin kunst; italesættelsen eller iscenesættelsen af overhørte stemmer. Stemmer som på grund af sted, tid, køn, hudfarve eller såkaldt race ikke fik en egen stemme i historien, men blev beskrevet udefra, hvis de overhovedet blev italesat; oftest af den hvide europæiske mand.

Læs også: Ugens kunstner: Jeanette Ehlers 

I Grønland mangler de inuitiske stemmer i både historien og i arkiverne. Inuitiske kvinders stemmer før 1945 synes et sort, tavst hul. Før 1945 er stort set ingen kvinder for nu skrevet ind i den grønlandske kunsthistorie, og der er generelt ikke indsamlet navne, årstal eller tanker, når det gælder dragter og skindarbejde.

Den eneste kvinde, som lige nu træder frem i kunsten før 1945 er Christine Deichmann. En dansk kunstner som boede i Grønland i starten af 1900-tallet. Vi kender hendes værker og årstal, men ikke hendes tanker om hendes kunst eller motiver, som primært var grønlandske kvinder og børn i færd med dagligdagen.

Amnesia

Amnesi er glemsomheden eller slet og ret hukommelsestab. Amnesia eller amnesi kommer af græsk. Afledt af mnême der betyder erindring eller hukommelse. På den ene side består tilgivelsen af en vis form for glemsomhed. For at klare os igennem livet, må vi kunne lægge ting bag os og glemme. På den anden side kan selve hukommelsestabet være en fortrængning; at vi overhører, negligerer eller udelukker fortællinger, som ikke stemmer overens med vore egne. Og hukommelsestabet bliver virkeligt problematisk, når det er kollektivt.

“Jeg plejer at tale om ‘the Scandinavian Colonial Amnesia’,” siger Ehlers. “Det skandinaviske eller nordiske hukommelsestab eller vores fortrængning af kolonitiden. For mit eget vedkommende har jeg også været ignorant i forhold til historien. Jeg er vokset op uden at kende til den side af Danmarks historie, fordi det simpelthen ikke er noget, der har været på dagsordenen i vores nations fortælling om sig selv. Men det betyder ikke, at jeg ikke har kunnet forholde mig til problematikkerne, som de koloniale strukturer har affødt og relatere dem til mit liv. Tværtimod!”

“Kunsten har været min vej til at udfordre moderniteten”, fortsætter Ehlers. “At tage livtag med det her hukommelsestab, få hukommelsen tilbage og bruge den til at skabe forestillinger om en bedre fremtid. Selve kolonitiden, og den måde samfundet agerede dengang, er selvfølgelig historisk betinget, men de strukturer, der blev etableret dengang, fungerer stadig. De har bare transformeret sig en lille smule og tilpasset sig det moderne samfund. Tiden er moden nu til at undersøge og synliggøre dette.”

300 år på fire minutter

How do you talk about three hundred years in four minutes? er titlen på et andet af Ehlers værker. Et poetisk spørgsmål først stillet af Lorraine Hansberry (1930-1965), dramatiker og første sorte kvinde, som fik sit stykke opført på Broadway. Spørgsmålet blev stillet som indledning til en fire minutters tale. Spørgsmålet er et paradoks; en umulighed: 300 år kan ikke samles på fire minutter. Men spørgsmålet synes at stille skarpt på de tabte og overhørte stemmer – på umuligheden i at italesætte noget tabt og så alligevel gøre det.

I 2017 udstillede den grønlandske kunstner Julie Edel Hardenberg et stort hvidt kors med en bronzeplade, hvorpå der stod “1721 – “ til kunstnersammenslutningens KIMIK’s udstilling på Nuuk Kunstmuseum. Et kunstværk, som på en meget direkte måde, satte både spørgsmålstegn ved og streg under, at koloniseringens strukturer ikke er passé. For 300 år siden begyndte et kompliceret forhold mellem Danmark og denne store ø, som ikke er afsluttet endnu, og som måske ikke kan afsluttes.

Jeg spørger ind til Jeannette Ehlers kunstneriske praksis med at italesætte hukommelsestabets blinde vinkler og de manglende fortællinger:

“Selvfølgelig kan man slet ikke omfatte alt det her på så kort tid. Det føler jeg heller ikke er noget, jeg har brug for at gøre. Det er tit, at folk gerne vil have et svar med det samme og kunne overskue det, men det her emne er jo så komplekst, fordi det omfatter alt i livet. Fra kæmpe magtstrukturer helt ned til vores DNA. I min egen praksis prøver jeg fra alle mulige vinkler og med forskellige metoder, fortrinsvist video, foto, performance og skulptur, at undersøge, analysere og udfordre de her emner.”

“Jeg gør det fra et standpunkt af den, som ikke har været repræsenteret gennem tiderne med min baggrund i Caribien med min caribiske far; en position af at være underrepræsenteret i forhold til POC (people of colour, red.) positioner. Samtidig er jeg privilegeret og har nogle privilegier, fordi jeg bor i Danmark. Jeg kan ikke repræsentere alle stemmer, men jeg kan sørge for, at mange af de stemmer, som ikke er inkluderet, kan få en plads, og de folk, som føler sig overset, kan føle en form for identifikation. Jeg kan sætte nogle debatter og nogle refleksioner i gang over, hvordan verden er sat sammen.
Jeg føler, at det er den bedste måde, jeg kan gøre det på.”

Læs også: Er det foragteligt at en ældre dansk mand malede ung halvnøgen grønlandsk kvinde?