Jeannette Ehlers: “Kunsten kan ryste os og få os i gang med at tænke på nye måder”

Vi fortsætter vores temaserie, Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten, der undersøger kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Denne gang fortæller billedkunstner Jeannette Ehlers om sit kunstneriske virke, som kredser om fortrængningen af kolonitiden. Hun håber, at hendes værker kan gøre problemstillinger om kolonihistoriens vedholdende virkninger konkrete, så man kan reflektere over dem på nye måder – så man også forstår dem med kroppen.

I forbindelse med 100-året for salget af Jomfruøerne i 2017 blev der så småt påbegyndt en bredere offentlig debat om Danmarks kolonitid og nationens 175 år lange involvering i slavehandlen – en debat der i høj grad har været fraværende i dansk selvforståelse. Og med Black Lives Matter bevægelsen er der samtidig skubbet til en gryende opmærksomhed på de koloniale strukturers fortsatte virksomhed i dag. Utallige vidnesbyrd fortæller historien om, at stort set alle ikke-hvide mennesker i den vestlige verden har oplevelser af at være diskrimineret på den ene eller den anden måde på grund af deres hudfarve.

Hvordan involverer kunsten sig så i sådanne helt aktuelle problematikker? Hvad bidrager kunsten med, og hvordan ‘virker’ kunsten med sine greb, metoder og kommunikationsformer?

En af de kunstnere, der mest ihærdigt har arbejdet med netop kolonihistorien, dens eftervirkninger og nutidige aktualitet, er Jeannette Ehlers, som jeg mødte tilbage i september 2020 på en livlig cafe på Nørrebro.

Ehlers er en kunstner, der brænder for sit projekt, det mærker man straks. Og hun tror på, at det nytter. At kunsten kan være med til at ændre samtalen og bevidsthedshorisonten.

Historien der former nutiden

Gennem et vidtspændt register af performances, installationer og videoværker har hun med en betydelig gennemslagskraft arbejdet på at synliggøre den europæiske kolonialismes voldsomme, voldelige og ulighedsskabende fortid. Og ikke mindst dens stadige aktualitet.

“Vores hukommelsestab eller fortrængning af kolonitiden er blevet mit hovedemne som kunstner”, fortæller Jeannette Ehlers: “Det, jeg gør i min kunstneriske praksis, er, at jeg graver dybt ned i de historier, der har været med til at forme vores nutid. Jeg gør det i udgangspunktet for selv at forstå den tid, vi lever i. Man kan sige, at jeg arbejder med historien for at tale om nutiden. Og så håber jeg, at jeg giver det publikum, jeg har, mulighed for at sætte nogle refleksioner i gang”.

“Det er jo det, kunsten kan”, fortsætter hun. “Sætte refleksioner i gang. Kunsten er en måde at kommunikere på. Gennem kunsten kan man stille helt grundlæggende spørgsmål til verden og livet”.

“Kunsten artikulerer sig ofte ikke-sprogligt i første omgang – men giver måske mere en kropslig eller sanselig oplevelse, som man så kan reflektere over på mange måder.
Kunsten kan føre mennesker ud i nye territorier. Den kan ryste os og gøre, at vi kommer i gang med at tænke på nye måder”.

Min praksis blev langt dybere

Jeannette Ehlers far er fra Trinidad, hendes mor fra Danmark. Hun er vokset op i Danmark og har på egen krop erfaret, hvad det vil sige at leve i en ‘hvid kultur’, hvor repræsentationer af ‘sort kultur’ glimrer ved sit fravær. Og ligesom så mange andre, er hun vokset op uden at kende til Danmarks koloniale historie, “fordi det simpelthen ikke er noget, der har været på dagsordenen i nationens fortælling om sig selv”, som hun formulerer det.

I sin studietid på kunstakademierne i Odense og København og i sine tidlige videoværker kredsede hun ofte om en fraværs-tematik, idet hun fjernede elementer fra sine videoværker. For eksempel alle fodboldspillerne i videoværket Ghost Rider 1 helt tilbage fra 2000. Her ser man så blot spillernes skygger og bolden danse rundt på et fodboldstadion.

“Opmærksomheden på fravær i mine tidlige værker var en slags stiløvelser, som efterfølgende gav rigtig meget mening, da det gik op for mig, hvor stort et fravær der var omkring den koloniale æra i vores historieskrivning og i vores bevidsthed”.

“Da jeg fandt ud af det, blev min praksis langt dybere og meget mere personlig, og jeg fik en meget vildere drivkraft. Det betyder virkelig noget, når dét, man undersøger, er dybt forankret i én selv”, siger hun.

Den retoucherede fortid

Opdagelsen kom helt i front i forbindelse med en rejse i 2008 til Ghana, som var stedet, hvorfra slavegjorte afrikanere blev sendt afsted til Caribien fra midten af 1600-tallet.

Sidenhen har den præget Ehlers’ praksis, og i en række værker har Ehlers netop brugt bortretoucheringen som et virkningsfuldt greb.

Fotoserien Atlantic (Endless Row) fra 2009 er et eksempel. Scenen er sat ud for Fort Prinzenstein i Ghana, udskibningssted for slavegjorte afrikanere, og i vandspejlet ser man spejlinger af en kæde af sorte mennesker. Men netop kun spejlinger. Kroppene selv er retoucheret bort, og det, vi oplever, er netop figurer, som på en gang er fraværende og alligevel tilstede, men nu som en slags (historisk) udviskede spøgelser.

I Videoværket Black Magic at The White House, ligeledes fra 2009, performer Ehlers selv en vodou-dans på Marienborg, der i dag fungerer som statsministerens repræsentative bolig, men hvis historie via den første ejer, søofficeren og direktøren for handelsselskabet Ostasiatisk Kompagni, Olfert Fischer, kan føres tilbage til trekantshandlen og den danske kolonialisme. Kunstneren har digitalt fjernet sin voldsomt dansende krop, som nu kun er synlig som en silhuet, der hvirvler gennem de fornemme stuer til heftige trommerytmer. Spillet mellem synlighed og usynlighed er aktiveret. Og hvilken silhuet i øvrigt – der rummer hjemsøgelsen, hævnen og oprøret i sig!

En brutal afstraffelsesmetode genspilles

I disse billedmanipulationer retter Ehlers effektivt vores opmærksomhed mod ‘skyggen’, det fortrængte, den ubekvemme historie. “Et enkelt – men også meget voldsomt – greb, hvis man virkelig tænker over det”, som Ehlers siger det.

Og i en række andre performancebaserede værker går hun endnu mere konfrontatorisk til værks.

Det kraftfulde performanceværk Whip It Good er siden uropførslen i Berlin 2013 blevet præsenteret mange gange over hele verden. Iført hvid ansigtsmaling og hvidt tøj pisker kunstneren gentagne gange et hvidt lærred med en pisk smurt ind i sort kul. Hvorefter publikum inviteres til at fortsætte afstraffelsen.

Ved som symbolsk handling at ‘genspille’ den brutale afstraffelsesmetode af slavegjorte ‘generindres’ og konkretiseres volden. Trods sit umiddelbart klare udsagn er performancen dog ikke entydig.

Idet det er et hvidt lærred (med alle de kulturelle betydninger, det bærer med sig), det går ud over, er det vel også en modstandshandling, et udtryk for ‘at slå igen’? Måske en genforhandling af positioner mellem offer og bøddel, mellem ‘sort erfaring’ og ‘hvid erfaring’? For blot at nævne nogle af de ting, der potentielt er på spil i performancen.

“I dag er der større fokus på de koloniale strukturer, men dengang, jeg udviklede Whip it good, oplevede jeg meget lidt bevidsthed om det. Jeg er klar over, at det er et meget konfrontatorisk værk, men jeg følte, det var nødvendigt med et wake-up call. Jeg ville udfordre det hvide blik og usynliggørelsen af sort kultur og historiefortælling”.

“En performance – og med Whip it good er der oven i købet tale om en performance, hvor publikum selv deltager – kan nogle gange gøre nogle problemstillinger meget konkrete, så man kan forstå dem på en anden måde, end man kunne før. Man kan sige, man forstår med kroppen”.

Man skal fandme turde eksperimentere

Men er det så netop på grund af performancekunstens her-og-nu-karakter, dens kropslighed og sanselighed, at hun ofte bruger den kunstform?

“Jeg er selvfølgelig klar over, at der er nogle af mine værker, der bruger virkemidler, der har stor gennemslagskraft og når langt ud i offentligheden. Det er godt i nogle situationer, andre gange er det godt at arbejde mere poetisk og tilbagetrukket”.

“Når man laver kunst, er det jo altid et eksperiment, og der er altid en masse overvejelser og tvivl forbundet med det. Jeg kan aldrig vide, hvordan mine performances bliver modtaget. Men der skal man fandme turde eksperimentere og turde at fejle. Hvis noget ikke virker i en performance, mærker man det hurtigt”.

At manifestere en sort krop i det offentlige rum

Et andet værk, som har formået at skabe stor offentlig omtale, er den 7 meter høje skulptur I Am Queen Mary, udført i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle fra Jomfruøerne og placeret foran Vestindisk Pakhus i København.

Ligesom Whip it good er dette “nødvendige statements”, som Ehlers kalder det, både enkelt og uhyre komplekst. Værket refererer umiddelbart til den afro-caribiske oprørsleder Mary Leticia Thomas. Men helt konkret er statuen en sampling af de to kunstneres kroppe, der er referencer til Black Panter bevægelsen og i soklen er indstøbt koraller høstet i det caribiske hav af slavegjorte afrikanere, som har været benyttet som byggemateriale til koloniherrenes huse på Jomfruøerne.

I Am Queen Mary udfordrer og decentraliserer den generelle fortælling om nationens historie ved at tilføre den en anden stemme – en marginaliseret, oprørsk, vestindisk, sort stemme. Der har været kritik af, at skulpturen formmæssigt reproducerer statuetraditionen, der traditionelt hylder magthaverne, men Ehlers replicerer, at det netop er pointen, fordi udfordringen af den endimensionelle og centralistiske historiefortælling i det offentlige rum dermed bliver tydeliggjort:

“For os var det vigtigt at manifestere en sort krop i det offentlige rum. Hvis det blev for abstrakt, ville det ikke have den samme slagkraft”.

Hermed bliver I am Queen Mary på samme tid et udtryk for kampen om historien men også et monument, der kæmper nutidigt mod de ødelæggende koloniale aftryk – og for synlighed, anerkendelse og lighed. En slags opdatering af dansk kolonihistorie, der indskriver de undertrykte og marginaliserede og deres kraft til at forandre historiens gang, dengang såvel som i dag.

“Der var sikkert ikke mange, der havde tænkt, at vi manglede en skulptur af en sort person i det offentlige rum. Men da den så stod der, kunne mange forstå, hvorfor den skulle være der og sætte den i relation til, hvad der ellers er af monumenter i det offentlige rum”, fortæller Ehlers med henvisning til, at her er statuer af hvide mænd altdominerende.

“Der er kommet mange forskellige reaktioner på I am Queen Mary, men det skaber debat og forhåbentlig også øget bevidsthed, og det er det, der er brug for”.

“Kunsten er vigtig. Man kan se det i alle de kampe, der lige nu bliver kæmpet i det offentlige rum om, hvilke repræsentationer, vi skal have. Helt generelt har vi brug for mange forskellige måder at sige tingene på for at skabe forandringer. Nogle gange er der brug for, at det er politikere, der siger noget, nogle gange er der tid til at demonstrere. Og så er der kunsten, der kan sige tingene på sin særlige måde og nå mennesker, der har brug for netop kunstens særlige sprog”.

Afsenderen er vigtig

“Mit kunstneriske projekt har også været en måde, hvorpå jeg kunne komme til at føle mig mere som et helt menneske.”

“Der var ikke nogle sorte kroppe i det offentlige rum, så vi var nødt til at gøre det selv”, siger Ehlers og henviser til, at skulpturen ikke var et bestillingsværk, men at det var kunstnerne selv, der tog initiativet og har stået for det møjsommelige benarbejde med at skaffe midler og opbakning. Og afsenderen betyder noget, slutter Jeannette Ehlers:

“Det ville have været noget andet, hvis den var lavet af en hvid mand. Som sorte kvinder tog vi vores plads. Scenen har ændret sig. Der er nogle nye stemmer, der skal have lov at tale”.