‘Jeg kunne ikke være en del af kampen’

Den østrigske kunstner Bella Angora gør op med konkurrencementaliteten og aggressiv selviscenesættelse.

I mange år kørte jeg det samme soloræs, som de fleste andre kunstnere gør i dag, fortæller Bella Angora. Foto: Jan Samuelsen

Den østrigske kunstner Bella Angora gør op med konkurrencementaliteten og aggressiv selviscenesættelse.


info

I Refuse to Battle er åbningsudstillingen i Stalke Up Norths nye lokaler i Gothersgade.

Opgør med soloræs
Det er en lille emsig tæve, der tager imod på Fabrikken for Kunst og Design i København. Hidsigt bjæffende og på samme tid logrende, cirkler den Plet-lignende sag rundt i den højloftede og kolde fabrikshal. Sammen med sin ejer, multikunstneren Bella Angora, er den midlertidigt installeret i fabrikkens gæsteateliere, hvor der skabes værker til indvielsen af Galleri Stalkes nye lokaler i det indre København. Ganske modsat hunden har Bella Angoras projekt I Refuse to Battle en dagsorden, der gør op med aggression og konkurrencementalitet:

"Projektet er egentlig udtryk for en radikal personlig landing og livsstilsskift. I mange år kørte jeg det samme soloræs som de fleste andre kunstnere gør i dag: Jeg deltog i konkurrencer, indsendte værker til censurerede udstillinger, lavede unikke hjemmesider o.s.v. Det kørte derud af med kunstproduktion og selvpromovering. Men denne udstilling og hele mit kunstneriske virke skal ses som et produkt af kollektive indsatser. Det overdrevne fokus på individet skal drejes over på kunsten."

Bella Angoras tegninger er også en del af udstillingen på Stalke Up North. Pressefotos
Bella Angoras tegninger er også en del af udstillingen på Stalke Up North. Pressefotos

I konkurrence med kæresten
Ansporingen til Bella Angoras angreb på kunstbranchen skal findes i hendes privatliv, som hun tidligere delte med kunstneren Christian Falsneas. Det var et forhold fyldt med konkurrence og sammenligninger. Parret var så uenige om kunst og værkshøjde, at de til sidst enedes om at få striden afgjort på slagmarken. På udstillingen Bella Angora versus Christian Falsnaes skulle det være op til publikum en gang for alle at kåre den bedste af de to:

"Der var selvfølgelig en del ironi indblandet i projektet, men samtidig tog vi det enormt seriøst. Christian producerede vildt og blodigt. Han ville bare vinde og spyttede bogstaveligt talt værker ud. Jeg selv mistede pusten. Ingen af os kunne skille den kunstneriske kamp fra den personlige, og med ét stod det klart for mig, at jeg slet ikke kunne være en del af kampen."

Still fra værket I Refuse to Battle. Pressefoto
Still fra værket I Refuse to Battle. Pressefoto
Bella Angora var også en del af Alt_Cph i sidste måned, hvor man kunne slænge sig i sengen i samtale med kunstneren. Pressefoto
Bella Angora var også en del af Alt_Cph i sidste måned, hvor man kunne slænge sig i sengen i samtale med kunstneren. Pressefoto

Et kunstnerisk modsvar
For en periode overvejede Bella Angora helt at droppe kunstnerhvervet, men valgte i stedet at bruge frustrationerne konstruktivt. I Refuse to Battle-konceptet blev hendes kunstneriske modsvar i form af en enkelt tekstboble, der over for Christian Falsnaes’ overflødighedshorn af værker, stod som et spinkelt men kraftfuldt versus.

Skiftet var en kunstnerisk og personlig øjenåbner for Bella Angora, der nu gav sig til at undersøge de bagvedliggende motiver for den evige krigslignende tilstand, som hun fandt sine sociale relationer konstruerede på.

"Jeg fandt frem til, at bag alle disse kampe ligger et centrum af frygt. Frygten for forgængeligheden; for døden simpelthen, og dermed frygten for en selv. Derfor tilføjede jeg i mit første I Refuse to Battle-værk underteksten I’m not Afraid to Die, og i et senere værk I’m not Afraid to Love."

Still fra Værket st.AR.T.. Her agerer Bella Angora dommerkomité. Foto: Cornelia Hefel
Still fra Værket st.AR.T.. Her agerer Bella Angora dommerkomité. Foto: Cornelia Hefel
Anti-talentkonkurrence
Udstillingen suppleres på åbningsdagen af performancen stAR.T.

Her iscenesætter Bella Angora et castingshow, som vi kender dem fra programmer som Talent og Popstars. Men modsat den enten-eller-struktur som de populære tv-programmer er baseret på, fokuserer stAR.T på erkendelse og fordybelse:

"Rammen for stAR.T er umiddelbart genkendelig. Det tager sig ud som et castingshow. Men jeg forsøger at skabe kaos ved at stille uventede spørgsmål til deltagerne om for eksempel kærlighed og sex, eller ved pludselig at introducere et forstyrrende element, for eksempel video. Kaoset skal påpege de strukturer og værdisystemer, der ligger bag al konkurrence. Det er på en måde en anti-talentkonkurrence, jeg laver for at bevidstgøre, at mennesket ikke enten er vinder eller taber, men altid begge dele. Det er en indsigt, der i det mindste for mig giver en mindre fordomsfuld tilgang til andre mennesker."

I atelieret på Fabrikken for Kunst og Design har Plet-klonet lagt sig til rette på Bella Angoras hjemmesyede stAR.T-hovedpude. Mellem den og Bella er der i hvert tilfælde ingen konkurrence.


Fakta

Udstilling

I REFUSE TO BATTLE

24 okt 2008 14 nov 2008

Bella Angora

Stalke Up North Se kort og tider

Fakta

stAR.T. er resultatet af Bella Angoras Art Performance Casting Show, som kunstneren producerede i Østrig denne sommer. Derudover har Angora netop produceret et stort vægobjekt under sit ophold på Fabrikken for Kunst Og Design.

Bella Angora er for øjeblikket i Danmart, inviteret af CPH AIR-programmet, sammen med 4 andre østrigske kunstnere, som 22. november udstiller på Stalke Galleri i Kr. Sonnerup.

CPH AIR-programmet blev etableret i 2007 af københavns Kommune i samarbejde med Fabrikken for Kunst og Design. Programmet er blevet til for at styrke kulturudvekslingen og netværket mellem københavnske og udenlandske kunstnere. For yderligere oplysninger om CPH AIR: www.cphair.dk