“Jeg oplever undervisningen som et samspil”

En cykel, et testel, store plader i træ, malerpensler og et kæmpe lærred. Mary Coble, underviser på Det Fynske Kunstakademi, viser rundt på skolen i Odense. Her har de studerende deres atelierpladser i de to store sale, som udgør skolens primære arbejdsrum. I et hjørne er der blevet indrettet et mørkekammer på opfordring fra studerende, som ønskede at arbejde med fotografiet, og et andet sted sidder en underviser og en studerende i dyb samtale. Klokken er 18, men enkelte arbejder stadig på deres individuelle projekter i værkstederne, mens andre studerende er ved at gøre en udstilling klar.

Fælles ansvar for læring
Mary Coble har flere års undervisningserfaring fra udlandet og Danmark, og hun holder af at arbejde på Det Fynske Kunstakademi, fordi hverdagen er meget varieret.

”I samarbejde med lærergruppen, de studerendes ønsker samt min egen praksis skaber jeg hvert år forskellige workshops, som primært er baseret på samarbejder. Sidste semester lavede jeg workshoppen ”radical site-specific installation,” hvor vi både så på samtidskunst og teorier om site-specific kunst, inden vi selv skabte værker i akademiets specifikke rum. På den måde sætter jeg som underviser en ramme, som de studerende kan arbejde ud fra,” forklarer Mary Coble om professorrollen på Det Fynske Kunstakademi.

”Jeg oplever meget undervisningen som et sammenspil mellem de studerende og jeg. De lærer hinanden ting, de lærer mig ting, og jeg lærer dem ting. På den måde kan man sige, at vi deler undervisnings- og læringsansvar med hinanden,” forklarer Mary Coble.

Kan man lære andre at lave kunst?
Et spørgsmål, der er nærliggende at stille, når man sidder overfor en kunstner og underviser som Mary Coble må være: ‘Kan man overhovedet lære andre at lave kunst?’
Mary Coble er dog ikke i tvivl:

”Ja, du kan godt undervise i kunstpraksis! Jeg er udøvende kunstner, og jeg har lært meget ved at prøve mig frem. Jeg har nogle færdigheder, og jeg har nogle erfaringer, som jeg bidrager med her på akademiet. De kunstnere, som starter på skolen, har mindre praksiserfaring end mig. Man kan sige, at jeg er her for at støtte dem, mens de eksperimenterer, udvikler sig, mislykkes, bliver frustrerede… og mens deres ideer lykkes,” forklarer hun med passion i stemmen.

Mary Coble understreger desuden, at hendes opgave som underviser også er at holde sig orienteret om kunsthistorie, ny kunstteori og nye kunstnere, som hun så kan videreformidle til de studerende. På den måde skaber hun et univers af nye input, som de studerende kan udvikle sig i. Derudover er hun personen, som skal stille de kritiske spørgsmål, og hun medvirker til at udfordre, samt få dem til at reflektere over deres egen kunstpraksis. Men som hun siger:

”Alle her er individuelle kunstnere, som tager deres egne beslutninger i sidste ende. Det hverken kan eller skal jeg lave om på.”

Livet efter skolen
Når de studerende forlader Det Fynske Kunstakademi efter fem års uddannelse, er Mary Cobles mål, at skolen har givet dem så mange værktøjer, at de kan fortsætte med at udvikle deres kunstpraksis.

Her understreger hun, at samarbejder og troen på sig selv er to vigtige faktorer, der kan sikre, at de studerende kan leve som kunstnere, efter de har færdiggjort deres uddannelse på akademiet. Men det vigtigste er, at de bliver ved med at nyde arbejdet med kunsten, og at de tør blive ved med at have det sjovt i arbejdsprocessen:

”Jeg håber, at vi har givet dem bevidstheden om, at kunst er et værdifuldt sprog, som vi har det privilegium at eksperimentere med. Nysgerrighed skal altid være brændstof i deres arbejde, og derudover skal de huske at nyde processen, selvom det ikke altid er nemt. Mit mål er, at jeg har forberedt dem til at træde ud i en virkelighed, der ikke altid er sikker. Jeg håber, at jeg har givet dem de rigtige værktøjer, så de kan begå og udvikle sig derude.”