Jeg protesterer imod mig selv

Med Hotspot Cluj præsenteres ni unge kunstnere fra Rumænien, som har det tilfælles, at de har deres atelier i en nedlagt porcelænsfabrik, der har fået international opmærksomhed de seneste år. Det tror jeg gerne, for udstillingen viser gennemgående interessante værker.

Med kun ni kunstnere er det ikke en stor udstilling, men de enkelte kunstnere har trods alt fået god plads og er således repræsenteret med flere værker, der viser deres kunstneriske spændvidde.

Ikke nødvendigvis eksotisk
Kriteriet for udvalget af kunstnere er ifølge Direktør Christian Gether kunstnerisk kvalitet, og det betyder værker, der griber fat i et eksistentielt problem, vi kan genkende, men også er forskelligt fra vores, eftersom det har sit udgangspunkt i en anden kulturel situation.

Egentligt fremstår værkerne ikke særligt eksotiske – udover navnene på kunstnerne – men falder ret smidigt ind i samtidskunstens pluralistiske felt.

Netop derfor er det faktisk godt, at Arken formidler værkerne i relation til et rumænsk udgangspunkt. Det understreger andre perspektiver på værkerne, end dem, man måske umiddelbart vil opfange.

Fanget i et eksistentielt vadested
På udstillingen materialiserer det rumænske udgangspunkt sig bl.a. som en tematisering af at befinde sig i et eksistentielt vadested, hvor den kommunistiske fortid måske nok er forladt, men fremtiden endnu venter.

I Radu Ciocas video-installation befinder man sig mellem to spor af rulletekster som efter slutningen på en film.

De videregiver fornemmelsen af, at man er gået glip af filmen, men også er fanget i en afslutning, som ikke giver slip. De slørede tekster vidner muligvis om, at filmens skabere er censureret bort, men stadig har afgørende indflydelse på den aktuelle vadesteds-virkelighed.

Jeg protesterer imod mig selv
Et andet godt eksempel er Ciprian Mureşan video, hvor en animeret dukke popper op fra en affaldscontainer for at protestere imod sig selv. Han siger:

“Jeg protesterer imod mig selv, fordi jeg ikke tør protestere”.

“Jeg protesterer imod mig selv, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal protestere”.

“Jeg protesterer imod mig selv, fordi jeg ikke tror på protester”.

Den manglende udvikling i Rumænien falder tilbage på den enkelte rumæner som et eksistentielt problem, der ikke rigtigt kan løses.

Figurativt maleri
De fleste kunstnere arbejder med maleri, og de er ret habile. Uddannelsesmæssigt er de skolet i klassisk figurmaleri, men det udgangspunkt bliver forhandlet med abstrakte virkemidler og i relation til en varieret europæisk arv.

På denne udstilling tiltrækker særligt Adrian Ghenies lit de parade for Marcel Duchamp sig opmærksomhed.

Værket spiller på en malerisk arv til både abstrakt og figurativt maleri, hvor bl.a. Francis Bacon og Diego Velazquez spøger i baggrunden, og værket kan fortolkes som en refleksion over maleriets historie, død og genopstandelse.

Duchamps brud med maleriet har præget det 20. århundredes kunst, men måske er det nogle andre positioner, der vil præge det 21. århundredes maleri.

Şerban Savus og Marius Berceas malerier fokuserer på den rumænske virkelighed. Med deres konstruerede bylandskaber kommenterer de hver for sig på fortid, drømme og håb i nutidens Rumænien.

Şerban Savu spiller på en fornemmelse af inaktivitet med sine halvtomme, øde baggårde og rastepladser. Hans billede af den rumænske arbejder er symptomatisk en halvsovende, afventende gruppe af ældre mænd.

Heroverfor tilføjer Marius Bercea et psykedelisk skær til idylliske billeder fra rekreative områder gennem abstrakt malerisk behandling, der trækker udtrykket i retning af det uhyggelige.

En ny konceptuel kunst fra Cluj
Cluj fik sin første internationale gennemslagskraft som eksponent for et nyt figurativt maleri.

De yngste kunstnere går mere konceptuelt til værks, også fordi det ligger udtalt i blodet på de unge rumænere at gå imod enhver tendens til at danne skole.

Det gælder fx Răzvan Botiş, som leverer en humoristisk kritik af den gryende kapitalisme i Rumænien med installationen Åndedrætslektioner.

Her ligger nogle tegnebøger på et bord, mens de langsomt åbnes og lukkes som var de østers på havets bund.

Spørgsmålet er, om de kun kan ”leve”, når de fodres med penge, og hvor grådige de bliver, når de reproducerer sig?

Ingen kvindelige kunstnere
Udstillingens ni kunstnere er alle mænd. Adspurgt om der ikke findes kvindelige kunstnere på porcelænsfabrikken Cluj, er svaret jo, men ikke så mange. Vilkårene for kvinder i Rumænien er ikke optimale for at udvikle en kunstnerisk karriere.

Måske kunne en repræsentation på Arken have ændret lidt på det billede?

Men i denne omgang var der altså ingen af Clujs kvindelige kunstnere, som kom igennem kvalitetsnåleøjet.