Jeg skal dø!

Christian Lemmerz burde egentlig hedde Christian fra Lübeck. "Den onde tysker," kalder hans ven og forfatter Carsten Jensen ham også.

Døden har nemlig været et konstant omdrejningspunkt siden starten af firserne for den tyskfødte, men dansk praktiserende billedhuger Christian Lemmerz (f. 1959).

Largo er en eminent legemliggørelse af noget, vi allesammen ved, men altid distancerer os fra.
Med bevidstheden, om at den kommer, drives vi fremad – væk fra den bevidsthed – som mennesker.

Her rammer Largo ned som en skovl i en gravers hånd. Nej, en uforpligtende kunstoplevelse er der ikke tale om, og "det værk må jeg bare have!" er ikke en nærliggende tanke. Udstillingen nærmest ætser dødens nærvær ind i ens bevidsthed.

Dødens drivkraft
Udstillingen Scene i 1994 på Esbjerg Kunstmuseum, der til fleres væmmelse iscenesatte døde grise og deres gradvise forrådnelse, var Lemmerz store offentlige gennembrud. Døden indtog der en rolle som symbolsk (og konkret) endepunkt i en nutidig forfaldshistorie.

I Largo er døden igen et uomgængeligt grundvilkår, men også drivkraften for den menneskelige eksistens. Uden døden, ingen store tanker, ingen kultur, intet liv.

Hvem sagde, at kunsten ikke længere kan gribe om evigheden?

Dødens puls
Man sætter farten ned allerede i døråbningen. Museets sydfløj fremstår som et kirkerum med de tolv værker – alle i bronze – iscenesat som en totalinstallation, der refererer åbenlyst til et kapel.

Ærefrygten rammer, og tiden går gradvist i stå. Og Largo er netop en tempobetegnelse i den klassiske musik, der med fejende langsomme bevægelser ofte bruges i de dramatiske og højtidelige passager.

Dødens rum
Kigger man ned på soklen, der møder én i indgangen til udstillingen, konfronteres man af det første tvetydige værk: Pregnant Foetus (svangert foster) – et dødt (og svangert!) foster, der leger med skabelsens begyndelse og nær overgangen til jord stadig antyder liv med rygsøjlens diskrete fremtoning.

Nu ved man, hvem og hvad der er sat i scene i det til lejligheden kirkeligt indrettede rum, hvor publikum per automatik hvisker til hinanden.

Largo tæller derudover en skovl, en rosenblomst, en kiste, en enorm klokke og syv store relieffer.
Alle værker, undtagen rosen, er syrebehandlede i en sådan grad, at bronzen synes på kanten til opløsning og ligner noget, der er gravet op i går.

Og det er ikke tilfældigt. Værkerne emmer alle af at være nært knyttede til jorden, ligesom menneskets skæbne også er.

Dødens virkelighed
Udsagnet er i princippet dejligt enkelt: Du skal dø, og det er der en god grund til.

Samtidig stiller Lemmerz et indirekte spørgsmål til de kulturskabte ritualer og objekter, som omgærde døden.
Han nedbryder distancen og præsenterer dobbeltheden i de symbolske handlinger og objekter:

Kisten som symbol for forrådnelsen og sjælens forløsning fra legemet (Legeme(Leib)), skovlen som nøglen til jorden og dermed opstandelsen (Graveren (Der Gräber)), rosen som symbol for livet (Hoved (Kopf)) og kirkeklokken som symbol for forbindelsen til himlens uendelige rum (Auge (Øje)).

Men kisten kan ikke åbnes, skovlen ikke bruges, rosen hugget af stilken og klokken uden knebel og ophæng.
Vi er med andre ord efterladt af og med Lemmerz uden døren til de højere magter og forhåbninger om genopstandelse. Udstillingens resterende syv værker (Grav (Grab) I-VII) understreger dette alvorlige forhold.

Dødelig erkendelse
De syv relieffer som står langs den ene væg i rummet emmer af dødens tyngde – rent ud sagt. De vejer alle omkring et ton.

Igen står man konfronteret af den stille død, der med konkrete antydninger af tandsæt, kranier og uendelige strukturer, der bevæger sig lige op ad den menneskelige anatomi, gør døden larmende nærværende.

Man sætter tempoet op igen, når man forlader Lemmerz’ kapel, men udstillingen rumsterer længe efter som en snigende, hård men lindrende generindring af livets triumf og en klar bevidsthed om, at døden er lige så selvfølgelig som livet.

Derfor bør ingen ej heller forbigå Lemmerz’ formfuldendte vals med døden, og dermed livet.