“Jeg vil garne være usynlig i Grønland”

Gudrun Hasle har flyttet sit værksted til Nuuk, hvor hun henover sommeren har organiseret drømmeparade og flagudstilling.
Gudrun Hasle bor i blok 9, i Narsarsuaq/Sletten, som er en af ti betonblokke på række, der blev opført i slutningen af tresserne, da velfærdsstatens byggeri holdt sit indtog på Grønland. Der er ikke meget topmoderne over dem mere, de ser sølle og luvslidte ud. I opgangen er der heftig graffiti og et stavepladeagtigt piktogram, der fortæller, at der ikke må tisses her. Hasle siger, at føles det hjemligt. Blokkene er tæt på Nuuks centrum, og med de lange svalegange minder de om hendes lejlighed i Griffenfeldsgade.

Drømmeparade

På Grønlands nationaldag den 21. juni stod Gudrun Hasle i spidsen for en Drømmeparade, hvor en lille skare af mennesker paraderede med farvestrålende og hjemmelavede stofbannere, der fortalte, hvad den, der havde lavet banneret, drømte om. En del af bannerne var lavet sammen med skolebørn, andre med brugerne på Kofoed Skole i Nuuk, og andre igen på åbne workshops i kulturhuset Katuaq, hvor Gudrun Hasle havde fyldt rummene med blødt og brugt sengetøj fra Oles Varehus, som deltagerne kunne klippe og klistre deres drømme på.

Da Gudrun Hasle lavede samme projekt i Chicago i 2008, var det materielle ting og det nære, der fyldte: en ny bil, et stort hus, og at holde familien sammen. I Nuuk handler drømmene overordnet om omsorg for samfundet og klimaet, men heldigvis er der også børn, der drømmer vildt om mere slik, om hunde og prinsesser. En stor del af bannerne måtte jeg have oversat, for de drømmende drømmer på deres eget sprog. Paraden gik fra det store bølgeformede kulturhus til Kolonihavnen, hvor der lige fra den tidlige morgen var stor nationaldagsfejring med sælskydningskonkurrence, taler og musik.

Der var ingen taler eller store ord i forbindelse med paraden, den var lige så uorkestreret som bannerne selv, en lille hoppebold i maskineriet, der kom til syne og forsvandt igen. Den form for lavmælt intervention i det offentlige rum, et kunstnerisk udtryk, der ikke lader sig sælge videre fra galleriet ind i en samling, er typisk for Gudrun Hasle. Paraden i Nuuk var en synlig manifestation af Hasle og indbyggerne i Nuuks arbejde, men alt det, der er gået forud, er lige så væsentligt. Mennesker, der ikke altid har nogen stemme i den offentlige samtale, får overfor sig selv og andre manifesteret et udsagn. Til oktober, hvor der er Nuuk Nordisk Festival for 3 gang, skal alle bannerne vises som et stort patchworktæppe i kulturhuset.

Erfalasorput og andre flag

Vi, der var mødt frem til Hasles Drømmeparade, stod der med vores bannerne omgivet af officielle flagstænger med det grønlandske flag. Erfalasorput, Vores flag, blev indført i 1985, tegnet af kunstneren Thue Christiansen. Skråt derfra blev der også flaget ved Holms Hus, et rødt træhus på et stort grønt område, lige i udkanten af den gamle kolonikerne. Huset er fra 1920, og det har en særlig symbolsk betydning, fordi det er et af de første selvbyggerhuse, bygget og ejet af en grønlænder. I dag er det overtaget af kommunen, men har stået tomt i mange år. Nogle mener, det bør fredes, andre at det skal jævnes med jorden og give plads til noget stort og nyt. Lige nu er vinduerne tilskoddede efter hærværk.

Flag-udstilling

Mens kommunen tænker, har Nuuk Kunstmuseum fået lov at låne flagstangen til en udstilling med flag, som de har inviteret Gudrun Hasle til at kuratere. Det lå lige for, for at sy og brodere er en del af Hasles praksis, og i 2016 udstillede hun hos Galleri Tom Christoffersen 51 forskellige versioner af egenhændigt broderede Dannebrogsflag. Indtil videre er der inviteret fem kunstnere til flagudstillingen i Nuuk.
Første kunstner var grønlandske Miki Jacobsen, som havde sammensvejset det grønlandske flag med det canadiske. Dels ligner de to flag hinanden i deres rød/hvide billeder, dels har Jacobsen selv stærke canadiske relationer.

Anden kunstner var den færøske Jóhan Martin Christiansen, hvis flag Halv Engel. Ser du bestod af sammensyede kvadrater indfarvet med maling, te og blæk. Den halve engel er en detalje fra en altertavle i Kinsarvik i Norge. Som kunstværk betragtet var det et poetisk flag, som i sine mørke farver både korresponderede med havets og fjeldets krappe flader, med den måde lyset får dem til at ændre sig på. Men som flag betragtet var det for nogle et flosset, lidt uhyggeligt, måske ligefrem respektløst udsagn. Kort efter ophængningen forsvandt Christiansens flagværk sporløst.

Den kontante reaktion fortæller noget om, hvor stærke følelser, der knytter sig til flaget, ikke mindst når det som på Grønland er et ganske ungt flag. Et flag er en symbolsk markering. Der er regler og tabuer forbundet med omgangen med flag. Man skal hejse det ved solopgang, og det skal ned før solen. Det må ikke lægges på jorden. Flag kan anvendes i magtens tjeneste, men det kan også bruges til at signalere med, som flagsymbolikken til søs. Mon ikke flagstænger var noget af det første, kolonisatorerne fik ordnet i det fremmede? Jeg forestiller mig det. At det hurtigt skulle på plads med et flag i Godthåb som i Vestindiens Christianssted.

Fernisering i Holms have

Gudrun Hasles eget flag indgik som det tredje i rækken af flag i Holms Hus. Det blev hængt op på en smuk dag, hvor solen efter dage med grå regn kiggede frem sammen med de nye myg. Flaget er blåt, stoffet er, som Gudrun Hasle tilfreds konstaterede, ikke farveægte, så det kommer til at bleges og langsomt nærme sig himlens farve. På den ene side står der med Gudrun Hasles ordblinde stavning: ”Jeg vil garne være usynlig”. På den anden side er der to øjne, et brunt og et blåt. Gudrun Hasle forklarer sit ønske at være usynlig som en reaktion på at komme til Grønland og opleve, at ens nationalitet pludselig fylder. Hvor man i Danmark kan opleve sig som anti-nationalist, som europæer og verdensborger, bliver man som dansker i Grønland konfronteret med, at man er dansk og har en kolonial fortid. På besøg i et andet land føles det krænkende at bede de hjemmeboende om at tale ens sprog, men det er jo, hvad man gør som dansk tilrejsende. Nationaliteten klæber til en, det er ikke muligt at være usynlig.

Usynligheder

På flagets bagside stirrer to øjne ud i landskabet, et brunt og et blåt. I sin tale til åbningen sagde Hasle, at det havde taget hende tid at vænne sig til, at man på Grønland ser hinanden ind i øjnene, når man mødes, og hilser med et øjenbrynsløft. Det føltes grænseoverskridende i starten, men nu betragter hun det som noget smukt, som en vilje til ikke at gøre hinanden usynlige.

En anden mere alvorlig dimension, handler om de selvmord, der stadig er for mange af i Grønland, ikke mindst blandt de unge. Alle kender nogen, der har taget deres liv, mange sidder tilbage med stor smerte og sorg. Man kan se Gudrun Hasles flag som et akut signalflag, der spørger til, om det er ønsket om at være usynlig eller netop at blive synlig, der får mennesker til at tage deres eget liv? Det staver ud i verden, at vi skal snakke om, hvilke følelser der rumsterer i samfundet. Ved at bruge sin egen ordblindestavning blotter Hasle sin egen uperfekthed som et eksempel på den sårbarhed, vi skal kunne dele og bære.

Flaget ansporer til samtale og møder verden med sit ufravendte Bowieblik. Gudrun Hasles flag kan ses indtil engang i august, hvor det afløses af den tjekkiskfødte Klara Hobza. Det foreløbigt sidste flag i projektet bliver af Jeanette Ehlers.

Nuuk Kunstmuseums flag-udstilling foregriber den store udstilling, som 7 danske kunstmuseer er gået sammen om at vise i anledning af den mytologiske 800-års fødselsdag for det danske flag. Til udstillingen, der åbner der den 10. august på initiativ af Randers Kunstmuseum, er der inviteret både danske og internationale kunstnere. Mange mænd, få kvinder (men både Gudrun Hasle og Jeanette Ehlers). Den grønlandske repræsentation – og den færøske for den sags skyld – er tankevækkende usynlig.