Jobskifte med visioner

Udvendigt ligner Silkeborg Kunstmuseum sig selv, men indenfor dørene har Jakob Thage netop tiltrådt stillingen som ny direktør. Han kommer fra en tilsvarende stilling ved kunsthallen Gl. Holtegaard, som han har ledet i 13 år.

Du har været på Gl. Holtegaard i 13 år. Det er længe, ikke?
Jeg vil sige, det er næsten for længe. I virkeligheden synes jeg, at i den her verden burde institutionerne skifte deres ledere ud lidt hyppigere. Jeg synes, man skulle have fem år, og hvis man gjorde det rigtigt godt måske tre eller fem år til, fordi der skal fornyelse til. Herhjemme har vi en anden tradition, men nogle steder i Tyskland skifter man jo helt automatisk.

Jeg syntes bestemt også, jeg trængte til at forny mig, og så har Silkeborg Kunstmuseum for mig altid stået som ét af de mest spændende kunstmuseer i Danmark overhovedet og én af de to-tre mest spændende samlinger suverænt. At få mulighed for at blive leder her og være med til at præge stedet fremover, dét havde jeg ikke turdet drømme om. Det er selvfølgelig meget forskelligt at arbejde i en kunsthal som Gl. Holtegaard og så at arbejde med en egentlig museumssamling.

Når jeg kommer her, er det også fordi, at jeg som leder af en kunsthal hele tiden har været dybt afhængig af hele tiden at skulle markere mit sted og sørge for, at de bliver så synlige som muligt.
Synligheden er en væsentlig del af museums- og udstillingslivet og der er meget stor konkurrence om mediernes bevågenhed i dag. Den bliver sværere og sværere at få – det tror jeg, alle oplever.

Der står på museets hjemmeside, at det blandt andet er for at skærpe profilen, at man har ansat dig. Er det et udtryk for, at profilen har været lidt udvisket?
Jeg tror, at hvis du ser på stedets historie, vil du opdage, at Silkeborg Kunstmuseums samling altid har været utroligt central på grund af sin høje kvalitet og det helt formidable værk, der ligger her. Det har gjort at man har taget mange ting som en selvfølge.

Alle er kommet til én, fordi der har været så meget brug for værkerne til udstillinger, og det gør selvfølgelig, at man i mange år ikke har haft kræfter til det helt store udadvendte arbejde.

Når jeg ser, hvad mine forgængere har lavet, så kan jeg blive fuldstændigt stakåndet. Med min ansættelse forhøjer man i virkeligheden antallet af faglige medarbejdere med 30 procent, og det sker med et ønske om, at man forøger den arbejdskraft, der er til stede. Det er et væsentligt tiltag med henblik på at gøre stedet mere synligt.

Skiftende udstillinger er jo et tema, selv om vi i området har Silkeborg Bad, der laver skiftende samtidskunstudstillinger. Men du har vel gjort dig nogle tanker om, hvordan man kunne koble samtidskunsten med samlingen og den linje, der ligger i Cobra, og som måske kan virke lidt anakronistisk for nogle?
Det er da klart… Nu nævner du KunstCentret Silkeborg Bad, og der oplever jeg, at man har lavet en meget samtidsorienteret udstillingsvirksomhed, så jeg synes ikke, at der er nogen grund til at gå ind og konkurrere med dén. Ikke mindst fordi museet her i høj grad har historiske rødder, og det er spændende, fordi de facetter, som Jorn havde i sin interessessfære, giver så utroligt mange muligheder.
På Gl. Holtegaard viste vi jo den udstilling, som Silkeborg Kunstmuseum lavede med Christian Vind, og dét er et godt eksempel på, hvordan sammenhængene kan blive aktualiserede og komme i dialog med samtidskunsten.

Jeg har ofte tænkt på, hvad der får folk, der ikke er udøvende inden for billedkunst, til at engagere sig i kunsten og dens udøvere?
Nysgerrighed! Den kan stadigvæk drive mig. Og begejstringen for ét eller andet, som jeg synes er godt. Det er den eneste drivkraft i virkeligheden. Noget er et stort mysterium, når man går i gang med det og enkelte ting er det stadigvæk, når man er færdige med dem. Jeg nyder det privilegie, at er det ofte pludseligt er en ny verden, der åbner sig, når jeg laver en udstilling.

Er det ikke i virkeligheden et spørgsmål om at være i stand til at lave de punktnedslag, der indkredser, hvad man synes er interessant?
Jo, helt klart! Jeg tror, man som udstillingsarrangør er lidt som en samler, som i virkeligheden definerer, hvad samlingen handler om. Jeg falder over en eller anden ting og tænker – hov, hvad er dét? Så prøver jeg at skabe en udstilling omkring det punkt og finde ud af, hvad det egentligt er.

De fleste samlere kører jo træt i en bestemt type af deres samling, og så går de videre med en anden. Hvis det er kunstsamlere, går de videre med en ny kunstner, en ny kunstnerkreds eller et nyt kunstnerisk udtryk. Der bliver jeg jo træt nogenlunde samtidigt med, at udstillingen er stablet på benene, eller når den lukker. Så for mig er det en fantastisk arbejdsform at lave udstillinger.