Julie Boserup om Transformer – en udstilling du ikke kan se

Kunsten.nu giver indblik i nogle af de mange udstillinger, som på grund af Corona restriktionerne er lukkede. Her fortæller den danske billedkunstner Julie Boserup om sin udstilling Transformer i Viborg Kunsthal.

Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve lige nu?

Jeg har lavet soloudstillingen Transformer på Viborg Kunsthal, hvor jeg viser collager og grafiske væginstallationer. Titlen peger på forvandlingsprocessen, som er vigtig i min praksis og for collage i det hele taget, hvor man ændrer eksisterende materiale og gør det til sit eget, samtidig med at det oprindelige motiv er til stede i resultatet. Jeg har været interesseret i de flydende grænser mellem arkitektur og dekoration – både formelt i relationen mellem flade og rum, men også historisk hvor de to ofte har stået som to modpoler, der påvirker hinanden.

I udstillingen har jeg iscenesat en række rum med skarpe grafiske mønstre på væg og gulv. Her kan man f.eks. se en serie indrammede collager, der viser abstrakt/optiske rum med udgangspunkt i arkivfotos af ingeniør konstruktioner.

Collagerne hænger på et `bygget´ tapet af tape og knækkede trælister, der placerer sig et sted mellem opbygning og nedrivning. I et andet rum har jeg lavet et patchworkmønster af væg-til-væg-tæpper og aflagte røde løbere, som er skåret op og lagt i geometriske formationer. Tæppet suppleres af et tapet, hvor hver detalje er et unikt foto fra en borgers hjem. Det et forsøg på at skabe et rum, hvor detaljerne får lov at tale tilbage til helheden.

Jeg har også skabt en søjlesal, der viser affotograferinger af Karyatide-figurer fra Københavnske facader. Karyatiden er de søjler, formet som en kvindeskikkelse, der “bærer” huset på deres hoved (kendt fra antikkens Akropolis i Athen). Det er en tvetydig figur, der på den ene side er en stærk kvinde, som bærer bygningen på sit hoved, men den er også et kønsobjekt, hvor krop, tøj og udseende bliver fremhævet.

Installationen hedder Silent Songs, og jeg kan lide idéen om, hvad disse kvinder fortæller. Søjlefigurerne står side om side på gulvet i en formation, der får dem til at virke mere menneskelige og individuelle. Samtidig er de iscenesat i et grafisk, optisk spil af sort-hvide linjer, der leger med det oversete og det sete. Man mente i mange år, at de antikke Karyatider var kvinder, der var blevet slavegjort, fordi de havde flirtet med fjenden, og som straf blev de sat til skue på søjlerne. Tænk, at vi kan overse den slags historier, når vi går på gaden! Det viser, at historien ikke er passiv, bare fordi vi ikke lægger mærke til den. Det giver perspektiv til at tænke over, hvordan fremtiden vil se tilbage på vores samtid. Ting, vi selv tager for givet i dag, synes måske helt perifere og ligegyldige til den tid.

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

Vi arbejder på at forlænge udstillingen, men det afhænger selvfølgelig også af, hvordan smittesituationen udvikler sig. Efter Viborg skal udstillingen videre til Augustiana Kunsthal og Kunstpark. Lige nu tør jeg ikke spå om noget som helst: Jeg har også en soloudstilling på mit galleri, Galerie Møller Witt i slutningen af maj, så jeg tror på, at noget kan lade sig gøre, men det er svære tider på den front, desværre.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg har skabt min egen niche i krydsfeltet mellem fotografi, collage, tegning og arkivbilleder, hvor jeg bruger collagen som mit kunstneriske udgangspunkt til at udforske rum og arkitektur. Jeg skaber komplekse universer med mange dimensioner og perspektiver, der bearbejder, nedbryder og sammensætter forskellige rum og bygninger på ny.

I en leg med flade og rum skaber jeg optiske illusioner, der forvandler arkitekturen i det fotografiske motiv til nye formationer, der trækker spor til konkrete og abstrakte udtryk. I en vekselvirkning mellem det genkendelige og det fremmedgørende, lader jeg imaginære rum træde frem, så nye blikke på det vi omgiver os med, kan opstå. Samtidigt har jeg fokus på at sætte det perifere, det marginaliserede, det forladte og bortgemte i centrum. Det gælder, både når jeg støver arkiver igennem, eller når jeg betragter en lille detalje i et mønster. Man kan sige, at jeg transformerer for at skabe nye billeder på den verden, vi lever i.

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis? Og hvordan påvirker situationen en institution som Viborg Kunsthal?

Helt konkret har jeg rykket mit atelier hjem i mit køkken, så jeg kan hjælpe med hjemmeundervisning af vores børn. Det gjorde jeg også sidste forår, og bortset fra de indlysende udfordringer det giver, så har det været en kærkommen lejlighed til at fokusere og dyrke nogle af de mere introverte kvaliteter ved den kunstneriske praksis. Min hverdag er som regel ret hektisk. Jeg er en af de kunstnere med kludetæppe-økonomier, hvor jeg normalt har gang i rigtig mange forskellige faglige opgaver ad gangen (udvikling af museumsundervisning, udstillingsmanager-opgaver etc.), men da alt det lukkede ned, opstod der en ro og et fokus, jeg har savnet.

Skitsebogen fik en fornyet vigtighed, da jeg havde mindre fysisk plads og tegnede mere. Det har bragt værkerne nye steder hen, hvor tegning og farver spiller en større rolle. Samtidig var der et tematisk samspil med udstillingens fokus på hjem/interiør vs. arkitektur. Pludselig var jeg tilbage i hjemmet som så mange kvindelige kunstnere før mig. Jeg har tænkt meget på Jane Austen, som skrev sine bøger ved spisebordet, mens hun passede børn og hjem. Det er udfordrende og ofte frustrerende, men det giver en masse kærlighed og samhørighed. Det har frigivet nogle andre kreative kræfter at have en hverdag, hvor alt er integreret og grænsen mellem arbejde og fritid er mere åben.

Viborg Kunsthal prøver, som alle andre institutioner, at navigere så godt som muligt ved at finde alternative måder at formidle på, så der stadig er adgang til kunst i høj kvalitet, om end på en helt anden måde, end de havde ønsket. De trykte udgivelser bliver endnu mere værdifulde, så udstillingerne kan formidles derigennem.

Jeg har i samarbejde med Viborg Kunsthal og Augustiana Kunsthal og Kunstpark skabt et katalog. Det udkommer i starten af februar. Da vi kunne se, at udstillingen måtte lukke, skruede vi op for engagement til kataloget, da det blev et endnu vigtigere vindue udadtil. Det er nærmest et værk i sig selv, som jeg er overvældet og stolt over. Jeg glæder mig til at vise det til alle, som har lyst, og så kan det ses hjemmefra helt uden smitterisiko.

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

På mange måder tænker jeg, at vi kunstnere er privilegerede, fordi vi er topkvalificerede til at klare denne krise mentalt. Vi er vant til at være fleksible, vi er gode til at forny os selv, finde motivation, være kreative, nytænkende, og vi arbejder godt alene. Vi er også vant til at blive overset, og mange af os ved, hvordan man klarer sig for få penge. I andre jobs har folk problemer med at holde modet oppe, de savner det sociale og har svært ved at holde fokus. Så der har vi nogle fordele, selvom det er hårdt at skulle igennem en nedlukning igen. Det er svært at finde den samme optimisme og kreativitet én gang mere, og mange står i en meget bekymrende økonomisk situation.

Jeg synes også, der skete gode ting under sidste nedlukning. Der blev testet kulturelle initiativer, især for børn, og mange har besøgt udstillinger, nu hvor de ikke kunne rejse. Jeg har solgt et værk til Statens Museum for Kunst, der fik støtte af Ny Carlsberg Fondet til at indkøbe kunst mere bredt end hidtil. Det affødte en bedre spredning af køn, etnicitet, alder og medier. Udover at være glad og beæret over salget synes jeg, at det er spændende, hvis tiden byder på en lejlighed til at genoverveje gamle vaner og hierarkier i kunstverdenen.

Klimamæssigt er det også interessant at se kunst lokalt i stedet for at rejse ud. Kunstmesser og institutioner søger mod virtuelle løsninger for at formidle kunst, og det er en lang proces. Jeg håber, det er starten på en kunstscene, hvor man kan holde et højt internationalt niveau uden at belaste klimaet for meget med flytransport. Over sommeren var der stor tilstrømning på danske museer, fordi folk var hjemme, og jeg håber, at nysgerrigheden varer ved. Måske skal vi dyrke vores naboer som Malmø, Hamburg og Stockholm noget mere.