Julie Nords tungetale

Fra det museale til det hjemlige
Julie Nord viser rundt i sin udstilling på ARoS, som er kunstnerens første større museumspræsentation. Udstillingen hedder Xenoglossy, hvilket kan oversættes til tungetale.

Og hendes Alice-i-eventyrland-inspirerede tegninger er da også som ´talt i tunger´- fyldt til bristepunktet med en rablende strøm af kaniner, tapetmønstre, sommerfugle, helikoptere, edderkopper, kranier, forstadsvillaer, blomsterbuketter og meget, meget mere.

Og midt i mylderet findes den dukkelignende præpubertetspige, som er Julie Nords signaturfigur. Det tager tid at fange alle detaljerne, og meningen er faretruende nær ved at kæntre i overbuddet af symboler.

Men nu er udstillingen ikke bare er en klassisk visning af kunstnerens billeder. Julie Nord har nemlig valgt at konstruere et særligt forløb, hvor publikum skal bevæge sig gennem forskellige rum, som hun alle har givet individuelle udtryk.

Julie Nord forklarer, at hun har truffet en række æstetiske valg, om hvilke værker publikum skal møde først, for at de næste kan have mest mulig slagkraft, og at hun med forløbet ønsker at skabe en vekselvirkning. Eksempelvis er væggene i et af rummene sortmalede.

“Du bevæger dig ind i den ophøjede museale stemning – og pludselig befinder du dig i en sort kube, hvilket er ment som en institutionskritisk form”.

På samme måde leder kunstneren publikum gennem en rå kulisse, for til slut at ende forløbet i et rum med sofaer og et hvidt væg-til-væg tæppe, der afstedkommer illusionen om at befinde sig i et hjem.

“Jeg vil gerne styre beskueren til en vis grad, forklarer Julie Nord. “Det gør jeg blandt andet ved at have ekstremt forførende elementer i selve værkerne, og det er lidt det samme med rummene”.

Opbygning og nedbrydning
Når man bevæger sig igennem udstillingen ender man altså til sidst i det hjemlige univers. På væggene hænger billeder af de ofte anvendte præpupertetspiger med fine fletninger og store mandeløjne.

Pigernes udtryk appelerer til en beskyttertrang hos beskueren, men samtidig er der noget foruroligende og sørgmodigt over deres blik. Vi inviteres indenfor, hvor det uhyggelige ligger på lur.

“Det er nemt nok at gå med ind i pigeværelset”, fortæller Julie Nord. “Men spørgsmålet er, om folk vil være med til at rive gulvbrædderne op eller, om de vil lade være. Det kan jeg ikke bestemme. Det er også en del af det, synes jeg, og en del af det at give publikum plads til at kunne selv.”

Julie Nord ønsker, at publikum skal undres, når de møder hendes kunstneriske univers. Beskueren skal ud på usikker grund, og der gives aldrig et entydigt facit for værkernes betydning.

“Tingene er ikke, hvad de ser ud til at være. Det er sgu en kliche, men det er meget det, det handler om”, siger hun, og forklarer at hun opfatter sine værker som “en dementering af virkeligheden”.

Tomrummet
Julie Nord forbindes ofte med hendes anvendelse af tomrum. Store hvide områder, som ikke besidder samme narrative karakter, som man ellers finder i hendes billeder.

Men hvorfor er det interessant at arbejde med tomrummet og det uudtalte?

“Rent filosofisk er det en fantastisk ting, fordi du på den ene side har hele meningsdannelsen – hele mylderet af narration, mening og betydning – mens du på den anden side har tomrummet.”

Og Julie Nord ryster ikke på hånden konfronteret med intetheden. “Personligt oplever jeg ikke tomrummet som noget dystopisk, men som noget enorm smukt og befriende. Tomrummet er en fri-plads.”

Gamle og nye bekendte
Helikoptere, præpupertetspiger, dødningehoveder, kaniner, edderkopper og heste.

Julie Nord blander velkendte, ‘rare’ elementer med sorte og dystopiske, og sammenspillet udmønter sig i psykedeliske og surrealistiske billeder.

Nogle figurer har været en del af Julie Nords repertoire i flere år, andre er smidt væk, og atter andre er nytilkomne.

“Figurerne er nogle venner, jeg har i en periode. Der er ikke så mange kranier i de nyere værker og faktisk heller ikke så mange piger”, forklarer hun og fortsætter:

“Så opstår helikopteren pludselig i et nyt værk, og nu har jeg ‘opfundet’ PH-lampen, som godt kunne blive hos mig i et stykke tid som et symbol på det hjemlige, småborgerlige og rigide.”

Julie Nord beskriver, hvordan hun meget bevidst anvender de forskellige figurer for at appelere til specifikke følelser hos beskueren. Dog pointerer hun, at det er ekstremt vigtigt for hende at bibeholde modsatrettede elementer for at fremprovokere en aktiv perception fra beskueren.

“Der er altid indbygget nogle ting, der undergraver det, der i forvejen er i værkerne. Det kan måske være ‘de gode’ mod ‘de onde’, men så er der pludselig en ekstremt stupid lille fugl med et tørklæde oppe i hjørnet. Så tænker man: ‘tager hun pis på mig? Er det overhovedet alvor det her?'”